Af Erik Høgh-Sørensen.
På mandag den 7. januar fylder modstandsmanden og kommunisten Frede Klitgård 90 år.
Som formand for krigsveteranforeningen Aktive Modstandsfolk har Klitgård i årtier været en terrier i hælene på de politikere, som hindrer et fortsat retsopgør med nazistiske krigsforbrydere som Søren Kam og de historikere, som forklejner modstandsbevægelsen eller går for langt i forsvaret af samarbejdspolitikken med Adolf Hitler.
Klitgård blev født i fattige arbejderkår i Århus og blev typograflærling ved Stiftstidende. Allerede i 1942 gik han ind i modstandsbevægelsen. Sidenhen blev han kommunist. I september 1943 gik det galt, da en bombe eksploderede på bagagebæreren, mens Klitgård cyklede i Viby. Han overlevede, men omtumlet og såret blev han anholdt af dansk politi og udleveret, ulovligt, til Gestapos tortur og med udsigt til henrettelse. Efter torturen sendte Gestapo imidlertid Klitgård i tugthus i Dreibergen, hvor sult, død og guillotineringer hørte til dagens orden. Nær krigens slutning var han i kz-lejren Neuengamme, udsultet til en for ham unormal kropsvægt på 46 kilo.
Efter krigen arbejdede Klitgård for DKP og blev taleskriver og vagt for Aksel Larsen. Sammen med hustruen Anne Lise (død 1980) omfattede Klitgårds fritidsinteresser politik, foreningsarbejde, arkitektur, kunst og aktiv cykelsport.
Klitgård, der taler tysk og russisk, var fra 1953-58 korrespondent for Land og Folk i Moskva og ser stadig kommunisme som ”den bedste udvej for menneskeheden”. Sovjets sammenbrud i 1990 trak han på skuldrene ad, og han henviser til finanskrisen som bevis for behovet for en kommunistisk samfundsorden.
Klitgårds skrivestil emmer af skarp ironi og sproglig mangfoldighed. Det Kongelige Biblioteks nylige værk om Werner Best affejes i bladet Håndslag, blandt andet med henvisning til at værkets forfatter ”affabelt og underdanigt” titulerer Hitlers statholder med dennes doktortitel. Ifølge Klitgård burde Best, doktor eller ej, objektivt og konsekvent beskrives som krigsforbryder og massemorder.
Under Klitgårds ledelse er Aktive Modstandsfolk fortsat aktiv. I 2012 kritiserede foreningen blandt andet strafferetsprofessor Jørn Vestergaard, der støtter Tysklands nej til at udlevere eller retsforfølge den undvegne SS-krigsforbryder Søren Kam.
På fødselsdagen lader Klitgård sig fejre med en reception, hvor venner og kampfæller tropper op til en bajer.
Du kan læse mere om Aktive Modstandsfolk på hjemmesiden www.no-nazis.dk
Kilder: Ekstra Bladet 03.05.2012, www.no-nazis.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278
















