11 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fredsfolk vil have kampfly ind i valgkampen

Kæmper om 30 milliarder

Fredsfolk vil have kampfly ind i valgkampen

Fredsbevægelsen forsøger at gøre milliardindkøbet af nye kampfly til en del af valgkampen. Imens forsøger de tre kampfly-producenter at gøre sig interessante ved at placere ordrer hos danske virksomheder.

Politikerne i det nye Folketing skal tage stilling til, om Danmark skal have nye kampfly.
FOTO: PN
1 af 1

En af det nye Folketings første opgaver bliver at tage stilling til, om Danmarks nye kampfly skal hedde Joint Strike Fighter, Super Hornet eller Eurofighter.

Vi opfordrer folk til at møde op til valgmøder i deres lokalområde og stille spørgsmål om kampflyindkøbet.
Carsten Andersen, Nej tak til nye kampfly

Alligevel tyder meget på, at debatten om Danmarkshistorens største våbenindkøb på op mod 30 milliarder kroner vil være fraværende i den valgkamp, som statsministeren skød i gang onsdag.

Men det vil fredsnetværket "Nej tak til nye kampfly" lave om på:

- Vælgerne bør spørge politikerne: Hvad skal de her nye kampfly nytte? Og ville det ikke være bedre at bruge de mange milliarder til eksempelvis at rette op på velfærden. Vi opfordrer folk i vores netværk og de op mod 800 personer, som har skrevet under mod kampflyindkøbet, til at møde op til valgmøder i deres lokalområde og stille spørgsmål om kampflyindkøbet, siger Carsten Andersen fra kampagnen til Arbejderen.

Herudover har netværket nedsat en læserbrevsgruppe og deltager på Folkemødet på Bornholm, hvor netop kampflyene bliver hovedtemaet i fredsbevægelsens telt.

Og det haster, hvis vælgerne skal påvirke politikerne. For nylig bekendtgjorde forsvarsminister Nicolai Wammen, at han har sat spørgsmålet om, hvilket kampfly Danmark skal købe, på dagsordenen på det kommende møde i forsvarsforligskreden, som oprindelig var planlagt til  den 18. juni. 

Lokker med ordrer

Siden 2013 har et ekspertudvalg under Forsvarsministeriet analyseret fordele og ulemper ved de tre kampfly-typer. 

Beslutningsgrundlaget skal afklare fem overordnede forhold for hvert enkelt af de tre kampfly-kandidater: Hvad koster flyet nu og på langt sigt? Hvad er den militærfaglige værdi af flyet? Hvem har ellers anskaffet flyet? Hvad betyder det for vores mulighed for at samarbejde med andre lande? Og hvor mange penge er de forskellige producenter villige til at lægge i såkaldte modkøb i den danske våbenindustri?

Mens modstanderne af kampflyene forsøger at påvirke politikerne, lover samtlige tre kampflyproducenter million-ordrer og arbejdspladser til politikere og virksomheder.

For få uger siden offentliggjorde kampflyproducenten Airbus en aftale med Herning-virksomheden Muliticut, som de næste tre år skal levere dele til Airbus' passagerfly.

- Det er klart, at vi sender et signal. Ikke kun til de danske politikere, men også til de danske firmaer. Et signal om, at vi er interesseret i et langsigtet samarbejde, siger Lars Illum Jørgensen, salgsdirektør i Airbus, til DR. Han er ansvarlig for den europæiske flygigants forsøg på at sælge den fælleseuropæiske Eurofighter til Danmark.

Også den amerikanske kampflyproducent Boeing ventes inden længe at offentliggøre en aftale til en værdi af over 100 millioner kroner med våbenproducenten Terma i Aarhus.

Senere på ugen ventes amerikanske Lockheed Martin at skyde penge i et produktions-udviklingscenter under Dansk Industri. Og ifølge DR vil Lockheed Martin også investere i et projekt under Danmarks Tekniske Universitet.

Ø siger nej til indkøb

Dagen før valget blev udskrevet, havde Enhedslisten indkaldt til debat om kampflykøbet i Folketinget. Enhedslisten er det eneste parti som siger nej til, at købe nye kampfly for op mod 30 milliarder kroner.

- Skal Danmark bruge mange milliarder på kampfly og et aggressivt militær for at kunne føre krig med tab af mange menneskeliv og risiko for yderligere at destabilisere verden, spurgte Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen. Han benyttede sig af debatten til at stille et beslutningsforslag om at skrotte indkøbet af nye kampfly.

>> Se hele debatten om kampfly på Folketingets hjemmeside her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. maj. 2015 - 08:04   02. jun. 2015 - 01:35

Kampfly

ml@arbejderen.dk