Der findes mange måder at sætte fokus på en fredeligere verden. Jan Øberg er mest kendt som fredsforsker, sociolog, forfatter og kommentator. Men faktisk er han også fotograf og bruger billeder til at sætte fokus på fred og dialog. Søndag modtog han Kunstnere for Freds fredspris.
– Det er altid rart, når der er nogen, der værdsætter dit arbejde. Det er rart at blive anerkendt. For der er mange, der ikke sætter pris på fredsforskning i dag. Det er især rart at få en pris af nogle gæve folk som Kunstnere for Fred, fortæller Jan Øberg til Arbejderen.
Prisen blev overrakt af den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard, der i 2012 trådte frem med beviser for overgreb mod civile under operation Green Desert i 2004 i Irak.
Han blev i 2013 idømt dagbøder i seks måneder for ikke at ville afsløre navnet på den officer, der havde sikret, at båndet med videooptagelserne – der beviste overgreb under en dansk ledet operation – ikke blev destrueret.
Danmark i den nye verden
Som tak for prisen holdt Jan Øberg et foredrag om de mange forandringer, verden er vidne til i disse år.
– I Østen stiger den nye verden op – i Vesten går den gamle ned. Hvordan forbereder Danmark sig bedst på det? Hvordan vil Danmark placere sig i den nye verdensorden? Vil Danmark fortsat støtte op om EU og NATO og dets mislykkede krige og permanente fjendebilleder, der kapper båndene til omverdenen? Det er sjældent at få mulighed for at tage sådan en debat – om de store linjer, om hvor vi skal hen, forklarer Jan Øberg.
Han tilføjer:
– Fremtiden er ikke krig men samarbejde. Vi skal have nedbrudt blokdannelsen, så vi kan være venner med resten af verden og samarbejde i både øst og vest.
Mange måder at formidle fred på
Jan Øberg er ikke "bare" en skrivebordsfredsforsker. Han drager ud i verden. Han var blandt de første til at besøge den befriede syriske by Aleppo i 2016.
>> LÆS OGSÅ: Aleppo blev helt klart befriet
Øberg har arbejdet som international forsker, underviser, mægler og folkeoplyser i mere end 40 år. De sidste ti år har han også arbejdet som kunstfotograf under navnet Oberg PhotoGraphics.
Man kan se nogle af hans foto på Silk Peace Art Road-installationen på European Cultural Centre's Palazzo Mora.
Pernille Grumme fra Kunstnere for Fred er ikke i tvivl om, hvorfor Jan Øberg skal have årets pris:
– Du er leder og medstifter af den uafhængige tænketank Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, som alle kan abonnere ganske gratis på, men også meget gerne må støtte. Der ligger over 7000 seriøse politiske artikler fra de sidste over 30 år i jeres arkiv. Jeres bedrifter handler om at skabe fred med fredelige midler og forsøge at forhindre al den nytteløse død og ødelæggelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278