25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gasnet skal samles og privatiseres

Regeringen gør klar til opkøb

Gasnet skal samles og privatiseres

Hele det danske gas-ledningsnet skal samles i det statsejede Energinet.dk. Herefter skal Energinet.dk privatiseres, lyder planen fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

Det danske gasnet – der i dag er ejet af en lang række kommuner – skal samles i det statsejede Energinet.dk – og senere privatiseres, mener økonomiministeren.
FOTO: HMN Naturgas
1 af 1

Hele det danske gasnet skal samles i det statsejede selskab Energinet.dk og privatiseres. Sådan lyder udmeldingen fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

– Som vi ser det, er det her bare et trin på vejen til at komme hen til at gøre sektoren klar til også at komme på private hænder fremadrettet, lyder det fra økonomi- og indenrigsministeren.

 En privat investor, der opkøber gasnettet, vil have sine penge igen. Og der er kun forbrugerne til at betale.
Frede Hvelplund

I dag er det såkladte distributionsnet – der fører naturgassen fra Nordsøen og ud til kommunerne og borgere og virksomheder – ejet af de to fælleskommunale selskaber HNM Naturgas og NGF Nature Energy Distribution.

Det er dette distributionsnet, som regeringen via det statsjede Energinet.dk vil opkøbe. Energinet.dk ejer i forvejen de store naturgasledninger fra Nordsøen og ind på land, hvor gassen bliver fordelt til Jylland, Fyn og Sjælland.

Forbrugerne vil blive malket

Energiprofessor på Aalborg Universitet, Frede Hvelplund, frygter, at det bliver dyrt for forbrugerne, hvis en privat investor sætter sig på det danske gasnet.

– Erfaringerne fra privatiseringer af andre naturlige monopoler viser, at det er svært at kontrollere og holde priserne i ro. Det er svært at undgå, at forbrugerne bliver malket af et kommende privat firma, der får monopol på gasnettet. En privat investor, der opkøber nettet, vil have sine penge igen. Og der er kun forbrugerne til at betale, siger han til Arbejderen.

– Og ved en privatisering kan det være svært at sikre, at overskuddet forbliver i sektoren og bliver brugt til vedligeholdelse og lave priser, og ikke bliver hevet ud til investorerne, lyder det fra Frede Hvelplund

I de to fælleskommunale selskaber er forbrugerne netop færdige med at betale distributionsnettet. Derfor vil et salg lune godt i kommunekassen, hvis kommunerne får lov at beholde pengene. I dag bliver kommunerne nemlig modregnet 100 procent i det kommunale bloktilskud, hvis de sælger deres gasnet. 

– Vi har forstået på regeringen, at der er flertal for at ændre reglerne, så kommunerne får lov til at beholde en stor del af pengene, hvis de sælger gasnettet, forklarer NGF's administrerende direktør Ole Hvelplund til Arbejderen.

Kommuner klar til salg

NGF Nature Energy Distribution er derfor åbne overfor et salg.

– Vores bestyrelse har haft følere ude hos borgmestrene i de otte fynske kommuner, der ejer NGF Nature Energy. Og vi har grønt lys til at starte forhandlinger om et eventuelt salg. Vi regner med at Energinet.dk vil indkalde os til forhandlinger allerede i denne eller næste uge. Hvis vi når frem til en aftale, skal den selvfølgelig præsenteres for kommunalbestyrelserne i kommunerne, fortæller Ole Hvelplund.

I februar besluttede også repræsentantskabet i HMN Naturgas, at sætte selskabet til salg.

Sidste år opkøbte Energinet.dk DONG's net i Syd- og Vestsjælland og i Sønderjylland. Hvis det lykkes for Energinet.dk at opkøbe resten af nettet, er der åbnet op at der kan opstå et privat monopol, hvis Energinet.dk bliver solgt.

Også energi-, forsynings- og klimaminister er klar til at ændre på ejerforholdene i den danske gassektor.

– Regeringen vil arbejde for, at staten overtager ejerskabet af gasdistributionsrørene i de kommunalt ejede selskaber HMN og NGF Nature Energy i et statsligt selskab. På længere sigt er vi parate til at drøfte med de politiske aftaleparter, om sektoren eventuelt kan organiseres anderledes. Men det skal vi i givet fald have analyseret og undersøgt grundigt, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. apr. 2017 - 14:57   25. apr. 2017 - 17:37

Privatisering

ml@arbejderen.dk
Naturgasnettet i Danmark
  • Naturgassen bliver hentet fra boringer i Nordsøen og transporteres via ledninger under havet i land ved Esjerg.

  • Herfra transporteres gassen til et gasbehandlingsanlæg via Nybro ved Varde, hvor gassen sendes via store hovedledninger til Jylland, Fyn og Sjælland. Dette net er det såkaldte transmissionsnet, der ejes og drives af det statsejede Energinet.dk. 

  • Fra de store ledninger føres gassen videre ud i de danske byer via det såkaldte distributionsnet til de enkelte husstande, industri og kraftvarmeværker. Distributionsnettet ejes af de to fælleskommunale selskaber HNM Naturgas og NGF Nature Energy Distribution. Sidste år opkøbte Energinet.dk DONG's andel af distributionsnettet - nemlig i Syd- og Vestsjælland og i Sønderjylland.