14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Global Kidz vinder Fællesskabsprisen

Integration

Global Kidz vinder Fællesskabsprisen

Foreningen Global Kidz hyldes for sin store indsats i udsatte byområder på Nørrebro, Amager og i Bispebjerg i København.

FOTO: Global Kidz
1 af 1

Global Kidz har fået tildelt Fællesskabsprisen for sin store indsats i udsatte byområder på Nørrebro, Amager og i Bispebjerg i København. "Foreningen skaber en unik kobling mellem dans og integration og har gode resultater med at inddrage foreningsløse børn, unge og familier i foreningens aktiviteter og fællesskab."

Fællesskabsprisen blev stiftet i 2014. Bag den står Mette Frederiksen (folketingsmedlem for Socialdemokraterne) og en række firmaer og fagforeninger. Vinderne af Fællesskabsprisen er alle tændt af en særlig ild, der sætter dem i stand til at være noget ekstraordinært for deres medborgere.

Global Kidz har gennem sin syv-årige eksistens udviklet et netværk gennem danseworkshops på biblioteker, indvandrerforeninger, medborgerhuse, helhedsplaner, ferielejre, festivaler og i samarbejde med skoler, børnehaver og fritidshjem og andre.

Foreningens speciale er dans med professionelle dansere, der underviser i alt fra bollywood, afrikansk dans og dancehall til mavedans, hiphop og teaterdans. Gennem opsøgende arbejde inkluderes bydelenes børn, herunder en stor gruppe, der ellers ikke har haft en aktiv fritid. I disse år har foreningen et særligt fokus på at skabe tilbud i rytmik, sprog og bevægelse målrettet børn fra 0-5 år, der ikke går i institution.

"Tidlig Foreningstart, som projektet hedder, har på blot et år resulteret i 30 nye små medlemmer med etnisk minoritetsbaggrund og en masse sjove oplevelser på Mimersparkens Legeplads og i Osramhuset. I Osramhuset har der i foråret været rytmik for de mindste med rim, sang og trommedans."

Undervisningen finder sted i Osramhuset, Rådmandsgaders Skole, Guldberg Skole, Amager Fælled Skole og i Dansekapellet. 

Global Kidz har 430 medlemmer, og tre-fire tusinde børn deltager årligt i dens workshops. Foreningen er støttet af Københavns Kommune og Nørrebro og Bispebjerg Lokaludvalg.

www.globalkidz.dk 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2016 - 08:36   24. jun. 2016 - 08:40

Integration

aj@arbejderen.dk