Næste tirsdag overdrager Folketingets formand Mogens Lykketoft ledelsen af Folketinget til fagforeninger, uddannelsesorganisationer og miljøbevægelser.
Det sker når de folkelige bevægelser kalder til alternativ folketingsåbning for at kræve indflydelse på den politik, Folketinget fører.
Den alternative folketingsåbning finder sted den 30. september, en uge før den officielle åbning, og er i dagens anledning flyttet til Korsgadehallen på Nørrebro i København.
Vi vil vise, at vi er mange, som er utilfredse med den førte politik og føler os overhørt i folketingssalen.
Hans Henrik Samuelsen, Folket åbner Tinget
- Folketingets formand Mogens Lykketoft vil komme og overdrage ledelsen af Folketinget til journalist og forfatter, Knud Vilby, fortæller Hans Henrik Samuelsen, der er tovholder på den alternative folketingsåbning.
- Ved at lave et modstykke til Folketingets åbning ugen efter, ønsker vi at skabe debat og vise, at vi er mange, som er utilfredse med den førte politik og føler os overhørt i folketingssalen, tilføjer han og henviser til nedskæringer på stort set alle områder, dagpengereform og DONG-salg.
I det alternative folketing er det bevægelserne og almindelige mennesker, som taler til politikerne, i stedet for omvendt.
Ligesom i folketingssalen vil der være en række ordførere, som er på talerstolen ved hvert af de fire dagsordenspunkter, som er velfærd, arbejdsmarked, uddannelse og grøn omstilling.
Konsekvenser af nedskæringer
For eksempel vil FOA-formand Dennis Kristensen og Robert Olsen, formand for Socialpolitisk Forening tale om velfærd, mens Majbritt Berlau, formand for socialrådgiverne og Bjarne Høpner, formand for 3F København taler om situationen på arbejdsmarkedet.
Ind imellem talerne får de menige politikere, deltagerne i salen, mulighed for at komme med kommentarer eller spørgsmål.
- Det er vigtigt for os, at man ikke kun skal sidde og lytte, men at der er mulighed for debat og diskussion på tværs af de forskellige grupper. Arrangementet skal også bruges til at pege på fælles løsningsforslag, siger Hans Henrik Samuelsen.
Med den alternative folketingssamling vil arrangørerne vise konsekvenserne af den nedskæringspolitik, som både SR-regeringen og en eventuel borgerlig regering påstår er den eneste mulige vej.
- Men vi vil også vise, at der er en anden vej. Derfor har vi fået lavet en rapport, som dokumenterer, at der er råd til velfærd. I folketingssamlingen den 30. september vil den svenske økonom Daniel Ankarloo komme og fortælle om rapporten, siger Hans Henrik Samuelsen.
Bag om myter
Daniel Ankarloo har gennem de sidste 10 år arbejdet med at analysere situationen for fremtidens velfærd.
- Der er en fortælling, som cirkulerer overalt i vores samfund. En fortælling om at der ikke længere er råd til velfærd. Men selvom den fortælling er altdominerende, er den ikke sand, siger Daniel Ankarloo, som vil delagtiggøre deltagerne i det alternative folketing i sin analyse.
Rapporten bliver offentliggjort den 30. september i forbindelse med arrangementet i Korsgadehallen.
Bag initiativet Folket åbner Tinget står 16 lokale fagforeninger fra hele landet, herunder ni 3F-afdelinger, flere uddannelsesorganisationer for eksempel Danske Studerendes Fællesråd, og GNBO, Græsrøddernes Netværk for Bæredygtig Omstilling.
Derudover er arrangørerne ved at samle anbefalere af arrangementet. Indtil videre er forbundet Prosa på anbefalerlisten. Men der vil komme flere anbefalere i de kommende dage.
Arrangementet er åbent for alle interesserede. For deltagere med en fagforening i ryggen er der et deltagergebyr på 400 kroner. Alle andre kommer gratis ind. Tilmelding senest 26. september.
>> TILMELDING OG FLERE OPLYSNINGER HER
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278