23. november 2019: Stram Kurs afholder "rigskongres" på Christiansborg.

Det viser højreradikale partier og bevægelser i resten af verdenen, at legitimeringen nok skal komme.

18. januar 2020: Den voldsdømte racistiske hooligan Stephen Yaxley-Lennon, i offentligheden kendt som Tommy Robinson, får en pris af Trykkefrihedsselskabet på Christiansborg.

27. februar 2020: Generation Identitær er hovedemne – og repræsenteret i panelet – ved et debatmøde om organisationen. Værterne er igen Trykkefrihedsselskabet, og Christiansborg lægger igen lokaler til.

>> LÆS REPORTAGE: Race-ideologi, hurtige tal og smarte videoer

For ti eller femten år siden havde ovenstående tre begivenheder vakt ramaskrig i offentligheden. I dag er reaktionen begrænset til demonstrationer fra den antifascistiske venstrefløj.

De tre arrangementer er ikke bare isolerede hændelser, men udtryk for et betydeligt ryk mod højre i den offentlige debat.

Skru tiden tilbage til sommeren 2006: Det nynazistiske netværk Dansk Front, der har tætte bånd til hooliganmiljøet, og hvis medlemmer står bag en række voldsepisoder, bliver grundigt kortlagt i Ekstra Bladet. Flere af historierne handler om Dansk Folkepartis forhold til de racistiske gadekrigere.

En række lokale DF-folk bliver ekskluderet, fordi de åbner op for, at Dansk Front-folk kan blive medlemmer af Pia Kjærsgaards parti, der på det tidspunkt har 24 mandater i Folketinget. Partiet har flere gange i årene inden, både i 1999 og igen i 2002-2003, gennemført eksklusioner af primært yngre medlemmer med bånd til Dansk Forum eller Dansk Front.

>> LÆS OGSÅ: Den identitære bevægelse er kommet til Danmark

Fast forward til februar 2020: På Christiansborg har Trykkefrihedsselskabet lånt Fællessalen – med hjælp fra netop Dansk Folkeparti. Som beskrevet i Arbejderen siger partiets integrationsordfører Marie Krarup, at Dansk Folkepartis Ungdom bør samarbejde med Generation Identitær.

Situationen er sigende for den politiske udvikling på højrefløjen i Danmark. For selvom Dansk Front bestod af hooligans og skinheads, og Generation Identitær primært består af universitetsstuderende, så er det ideologiske udgangspunkt det samme.

Dansk Front råbte ‘Danmark for danskerne – udlændinge ud’, når de demonstrerede, Generation Identitær taler om ‘remigration’. Dansk Fronts udtryksform var anderledes end den, Generation Identitær har i dag.

Men deres ideologiske udgangspunkt har så stor en fællesmængde, at det er meningsløst at betragte dem som væsensforskellige. Uanset om de kalder sig ‘patrioter’ som Dansk Front eller ‘etnopluralister’ som Generation Identitær, så ændrer det ikke ved, at målet er det samme.

Derfor er det meget relevant at se på, hvordan de to grupper hver især bliver bemødt. Da Dansk Front havde sin storhedstid i midten af nullerne, blev de udsat for kritiske granskninger i medierne, og Dansk Folkeparti måtte reagere hårdt og hurtigt for ikke at blive sat i bås med bevægelsen.

Pressedækningen af Generation Identitær har også været kritisk, og en del journalister har stillet relevante spørgsmål til talsperson Aurelija Aniulyte, men det er slet ikke sket i samme omfang som med Dansk Front.

En stor del af de større interviews, som bevægelsen har deltaget i, har i stedet taget bevægelsens ord for gode varer og sjældent beskæftiget sig med Generation Identitærs ideologiske udgangspunkt, nemlig den franske nyfascistiske strømning ‘Nouvelle Droite’.

På samme måde er de konkrete konsekvenser af drømmen om ‘remigration’ næppe tydelige for læserne af de mange portrætartikler om Generation Identitær. Ordet ‘fordrivelser’ burde være mejslet fast i enhver artikel om organisationen.

Pressedækningen betyder noget for, hvordan andre forholder sig til Generation Identitær, og derfor er den relevant at bringe op her.

Havde flere store medier kulegravet, hvad Generation Identitær mener – dybere end de catchy fraser om ‘remigration’ og ‘etnokulturel identitet’ – så havde den politiske modtagelse af bevægelsen formentligt været anderledes.

Og dog: Modtagelsen afspejler selvfølgelig, hvilket image det er lykkedes Generation Identitær at opbygge. De fremstår ingenlunde som Dansk Front og arvtageren Vederfølner i nullerne.

Men det kan næppe alene forklare, hvorfor bevægelsen får rygklap hele vejen rundt på højrefløjen, fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige over Trykkefrihedsselskabet, bloggerne og betydeligt længere ud mod de gamle Danskernes Parti-folk og lignende typer, der gør en dyd ud af at være åbenlyst racistiske.

Nej, en anden og helt central årsag til situationen er formentligt, at dansk politik i det hele taget har taget syvmileskridt mod højre. De fleste partier i Folketinget kappes om at overhale Dansk Folkeparti højre om og har gjort det med parlamentarisk succes til følge.

På de fjorten år, der er gået siden Dansk Fronts storhedstid, er emnerne, retorikken og den politiske konsensus omkring centrum af dansk politik rykket så langt til højre, at man næppe havde troet det, hvis nogen havde forudset det for 25 år siden.

Fra et parlament, hvor de fleste partier i ret vid udstrækning talte om integration, ser vi i dag hovedparten af Folketinget tale for en politik bygget på lukkede grænser, assimilation, særlovgivning rettet mod minoritetsgrupper og deportationer.

>> LÆS OGSÅ: Nu bliver de første mennesker smidt ud på grund af ghettopakken

Selvom modtagelsen af Stram Kurs, Tommy Robinson og Generation Identitær på Christiansborg ved første øjekast fremstår atypiske, så er reaktionen på dem – eller manglen på samme – måske i virkeligheden dét, der understreger pointen: At de tre hændelser nok er atypiske, men på ingen måde overraskende eller nyskabende.

Det er hverken Stram Kurs eller Generation Identitær, der driver dansk politik mod højre. Det behøver de slet ikke, når store dele af Folketinget allerede skubber udviklingen den vej.

Til gengæld bliver den trygge base på Christiansborg en inspiration for den internationale højrefløj. Der er næppe mange andre lande i verden, hvor de tre hændelser ikke ville afkaste større reaktion og fordømmelse end i Danmark.

Det viser højreradikale partier og bevægelser i resten af verdenen, at legitimeringen nok skal komme, så snart det offentlige klima er rykket langt nok mod højre.