20 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Højreekstreme tiltalt for hærværk mod jødisk gravplads

Antisemitisk gravskænding

Højreekstreme tiltalt for hærværk mod jødisk gravplads

To højreekstreme er anholdt for hærværk mod jødisk gravplads. Den ene er også tiltalt for at håne og true jøder på nettet samt for hærværk mod progressiv bogbutik i Aarhus.

Mere end 80 gravsten blev malet med grøn graffiti, og flere gravsten blev væltet på den jødiske gravplads i Randers i november 2019. Nu har politiet tiltalt to højreekstremister.
FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
1 af 1

To højreekstreme mænd på 27 og 39 år fra Randers og Hobro er blevet tiltalt for at have begået hærværk på en jødisk gravplads i Randers. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om planlagte og særdeles grove angreb mod forskellige grupper af mennesker alene på grund af deres race, tro, hudfarve eller seksualitet.
Cathrine Brunsgaard, anklager

Den 9. november 2019 blev den jødiske gravplads på Østre Kirkegård i Randers udsat for omfattende hærværk: 84 gravsten blev overmalet med grøn maling, flere sten blev væltet, og et klistermærke med en davidsstjerne med teksten "Jude" blev klistret på en gravsten. Samme nat blev der kastet maling mod en davidsstjerne på en husfacade i Randers. 

Tre dage efter blev de to mænd anholdt og varetægtsfængslet i sagen.

De to er også tiltalt for i juni sidste år at have overmalet en regnbuefarvet bænk på Stadion Allé i Aarhus, hvorefter de på siden nordfront.dk omtalte aktionen med en nedværdigende og forhånende tekst om homoseksuelle. Herudover er den ene mand tiltalt for flere gange i 2018 at have forhånet og truet jøder på et russisk socialt medie.

Hærværk mod progressiv bogcafé

De højreekstreme gik ikke kun efter muslimer og homoseksuelle.

Den 39-årige er også tiltalt for, sammen med tre andre mænd at stå bag hærværk mod Spartakus Bogcafé i Aarhus, der sælger bøger om socialisme og kommunisme og anden progressiv litteratur.

Mændene malede graffiti på bogcaféen og satte plakater og klistermærker op. I begge tilfælde opfordrede den 39-årige mand, ifølge anklageskriftet, de øvrige til kriminaliteten.

I forbindelse med efterforskningen har politiet fundet beskeder sendt via en krypteret kommunikationstjeneste, der ifølge anklageren beviser, at der er tale om "planlagte og koordinerede handlinger".

– Der er tale om planlagte og særdeles grove angreb mod forskellige grupper af mennesker alene på grund af deres race, tro, hudfarve eller seksualitet. Politiet har gennem deres meget grundige efterforskning blandt andet fundet beskeder sendt via en krypteret kommunikationstjeneste. Det er én af grundene til, at vi mener, at der er beviser for, at der er tale om planlagte og koordinerede handlinger, og at kriminaliteten har baggrund i andres etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, siger anklageren i sagen Cathrine Brunsgaard.

Sagen ventes at komme for byretten i Randers efter sommerferien.

Stemplede muslimer og venstrefløj som antisemitter

Kort efter det højreekstreme hærværk på den jødiske gravplads i Randers vedtog Folketinget i januar en udtalelse, der stempler muslimer som antisemitter. Udtalelsen slår – uden dokumentation – fast, at der "i islamistiske kredse er en voksende antisemitisme".

LÆS OGSÅ: Folketinget hænger muslimer ud som jødehadere uden dokumentation

LÆS OGSÅ: Folketinget retter omstridt tekst om muslimers antisemitisme

Udtalelsen blev vedtaget på initiativ af Dansk Folkeparti, der benyttede det højreekstreme hærværk til at udråbe både venstrefløjen og muslimer som antisemitter.

"Antisemitisme ser vi både på den yderste venstrefløj og højrefløj", lød det fra Dansk Folkepartis ordfører Peter Skaarup, der indledte debatten.

Og DF-ordføreren fortsatte:

"Vi skal også turde kalde en spade for en spade og tale åbent om, at den voksende antisemitisme i Danmark hovedsagelig kommer fra muslimske indvandrerkredse. Det er jeg glad for, at statsministeren har erkendt og godt tør sige ligeud, for man kan ikke løse problemerne, hvis man ikke tør tale åbent om dem. Statsministeren sagde: "Der er en grim antisemitisme i Danmark i dag, der ikke var der tidligere. På grund af indvandringen." Det sagde hun til Politiken den 20. januar. Jeg vil sige til statsministeren: Tak for de ærlige ord. De giver os i Dansk Folkeparti håb om, at der nu endelig vil kunne blive grebet effektivt ind over for det jødehad, der dyrkes i visse muslimske miljøer i Danmark".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. apr. 2020 - 14:38   20. apr. 2020 - 11:31

Højreekstreme

ml@arbejderen.dk