Igen i går var der demonstration på Københavns Rådhusplads mod nedskæringer på handicapområdet.
Som pårørende står vi fuldstændig måbende overfor det her. Det er super alvorligt.
Mette Faber, Handicapaktivisterne
Det skete samtidig med, at Socialudvalget mødtes for at diskutere planerne om at spare 84 millioner kroner på socialområdet til næste år.
Omkring 500 unge med handicap, pårørende og andre demonstrerede for tredje gang imod forringelse af forholdene for mennesker med handicap.
>> LÆS OGSÅ: Vrede pårørende: København overtræder handicapkonvention
Udover de tre større demonstrationer har der været en række mindre protester, borgermøde, kampagne på de sociale medier samt intensiv kontakt til medier og politikere. Bag protesterne står initiativet Kære Frank, Handicapaktivisterne og Landsforeningen LEV.
Politikere under pres
Det er lykkedes for aktivisterne at få lagt et massivt pres på de københavnske politikere.
Både socialborgmesteren og medlemmerne af socialudvalget erkender blankt, at der er tale om meget voldsomme forringelser.
I sidste uge blev overborgmester Frank Jensen så presset til for første gang at udtale sig offentligt om nedskæringerne på handicapområdet.
Frank Jensen sagde til TV Lorry, at han håber, at der kan findes flere penge til socialområdet, men understregede samtidig, at Københavns Kommune ligesom alle andre kommuner er presset økonomisk.
Smides ud af bosteder
Konkret retter protesterne sig mod de såkaldte kvalitetsstandarder, som Københavns Kommune er ved at rulle ud over handicapområdet. Standarderne betyder markante forringelser.
>> LÆS OGSÅ: Unge med handicap i aktion mod nedskæringer
Hundredvis af beboere på bosteder har fået besked om, at de ikke længere er berettigede til at bo på et bosted, fordi kommunen mener, at de er for velfungerende. I stedet bliver de henvist til egen lejlighed med ingen eller meget lidt støtte.
Andre hundredvis af beboere på bosteder mister retten til at komme i dagtilbud, arbejde eller uddannelse fem dage om ugen som en konsekvens af de nye kvalitetsstandarder. Fremover må de kun komme ud fra bostedet i tre dage om ugen. De resterende fire dage skal de opholde sig på bostedet.
Dagtilbud skal lukke
Som en konsekvens af det vil kommunen lukke to dagtilbud.
Forringelserne kommer oven i mange års nedskæringer på handicapområdet.
– Som pårørende står vi fuldstændig måbende overfor det her. Det er super alvorligt, sagde Mette Faber fra Handicapaktivisterne i sin tale til demonstranterne.
Hun glæder sig over det store sammenhold og netværk, der har udviklet sig i København som følge af protestbevægelsen, og håber på, at aktionen i København vil danne præcedens for andre kommuner.
>> LÆS OGSÅ: Ansatte og bevægelser kræver social genopretning
Mandag den 9. september er der demonstration mod nedskæringerne på socialområdet fra klokken 17 til 18.30 på Københavns Rådhusplads. Det er fagforeningen LFS, der har taget initiativ til protesten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278