Det kan godt være, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) så tilfreds ud, da han i går ved middagstid trådte ud af døren til Finansministeriet.
DF var i sommer med til at fjerne én milliard kroner fra kommunerne. Nu får de den tilbage igen. Resultatet er nul kroner ekstra.
Pelle Dragsted, Enhedslisten.
– Jeg har fornøjelsen af at præsentere finansloven for 2016 indgået af de blå partier, sagde ministeren omgivet af smilende slipseklædte mænd fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservativt Folkeparti.
De partier, der for længst har forladt forhandlingerne om næste års statsbudget, mener imidlertid ikke, der er grund til at smile - tværtimod.
– Det er en historisk asocial finanslov, der bruger milliarder på at gøre det billigere at købe dyre biler og sænke skatten for de rigeste boligejere. Pengene tages fra de allerfattigste grupper - de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne. Det er jo den omvendte Robin Hood, lyder reaktionen fra Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted.
Forsømmelsens finanslov
De radikales formand Morten Østergaard mener, der er tale om en "forsømmelsens finanslov", der skaber flere problemer, end den løser.
– Man skærer på uddannelse og miljøet. Man traver ind i børneværelset og tager hos de familier, der har mindst, for at os, der har nok i forvejen, kan købe en billigere bil og betale mindre for at få hjælp til vores håndværkerregninger. Finansloven er grundlæggende skæv, siger Morten Østergaard.
Ud over selve indholdet, så giver oppositionen ikke mindst Dansk Folkeparti på puklen for at lægge stemmer til en finanslov, der så tydeligt tager fra de fattige og giver til de rige.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl bider fra sig. Han mener, partiet har indgået en "hæderlig god finanslov" og fremhæver de 2,4 milliarder kroner, der bliver sat af til et løft på sundhedsområdet.
– Og det lykkedes os at komme igennem med en ældremilliard, som nu skal ud og arbejde i kommunerne, siger Thulesen Dahl.
Den ældremilliard giver Pelle Dragsted ikke meget for.
– DF var i sommer med til at fjerne én milliard kroner fra kommunerne. Nu får de den tilbage igen. Resultatet er nul kroner ekstra. Det er et pauvert resultat for Danmarks største blå parti, mener Enhedslistens finansordfører.
Han minder om, at Dansk Fokeparti har accepteret regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, der pålægger kommunerne at spare én procent de næste fire år. Det svarer til årlige nedskæringer på 2,4 milliarder kroner. Kommunernes Landsforening og regeringen har dog aftalt, at der føres 1,9 milliarder kroner tilbage til kommunerne i 2016.
Rekord i løftebrud
Enhedslisten mener ligefrem, at Kristian Thulesen Dahl er ny rekordindehaver i løftebrud.
– Han lovede kort før valget, at han ikke ville skære i kontanthjælpen, nu skærer han dybt. Han lovede at kæmpe for velfærden, men accepterer nu, at der skæres hårdt i uddannelserne og i den borgernære velfærd i kommunerne. Han lovede at sikre bedre forhold for vores ældre, men der vil reelt ikke være en krone mere til de ældre næste år end forrige år, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.
Heller ikke Socialdemokraterne er imponeret over, hvad DF har fået ud af sine mange mandater.
- Først og fremmest er det ganske imponerende, at Dansk Folkeparti har fået så lidt ud af deres mandater, som de har fået. Aftalen betyder, at der skæres ned på velfærden og der overføres penge til skattelettelser. Alle de øvrige partier i blå blok har hver især fået forskellige ting igennem på skattelettelser, som desværre ikke for alvor giver nogle arbejdspladser, siger Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht til DR Nyheder.
Foruden boligejere og bilejere bliver også erhvervslivet tilgodeset i den blå finanslov. Den såkaldte NOx-afgift bliver sat ned og reklameafgiften helt afskaffet, ligesom familieejede virksomheder tilgodeses, da det bliver billigere at overdrage et firma til et nært familiemedlem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278