16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjemløse kokke laver livretter

Gourmetmad på gaden

Hjemløse kokke laver livretter

Årets hjemløsekalender sætter fokus på mad. 12 hjemløse laver hver deres livret ude i det fri. Du får et dejligt foto og en lille fortælling om hver enkelt hjemløs samt opskrift på livretten.

Susanne Susanne har oplevet meget – på godt og ondt. Hun har siddet i fængsel og hun har stået i lære som kok i en vegetarisk restaurant.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
FOTO: Gerth er født i Aasiaat, også kendt som Egedesminde, i Grønland. Her fileterer han en rødfisk.
Simon har været på fiskeriskolen i Thyborøn. En lærling på en båd skulle lave mad. Her laver han stroganoff med oksemørbrad.
FOTO: Mette Kramer Kristensen

I år er det 11. gang, at hjemløseavisen Hus Forbi udgiver en hjemløsekalender. Temaet for årets kalender er mad. 12 Hus Forbi-sælgere har stillet op til madlavning i det fri. 

Vi vil vise, at selvom du er hjemløs, så er du et menneske ligesom os andre.
Poul Struve Nielsen, Hus Forbi

Hver især laver deres livret over bål sammen med kokken Simon Philipsen. Det er der kommet en dejlig kalender ud af med flotte fotos, små fortællinger om hver enkelt hjemløs, opskrifter på de 12 livretter og oplysninger om Hus Forbi-projektet. En rigtig god ide til julegave eller mandelgave.

Formålet med hjemløsekalenderen er blandt andet at give et indblik i livet som hjemløs og socialt udsat, fortæller Poul Struve Nielsen, der er redaktør for Hus Forbi.

– Vi vil vise, at selvom du er hjemløs og står på gaden, selvom du måske er psykisk syg eller har et lovlig stort forbrug af alkohol og hash, så er du et menneske ligesom os andre, siger Poul Struve Nielsen.

Udover at formidle viden om hjemløshed er formålet med kalenderen også at give køberne et flot produkt, som de kan hænge op på væggen og glæde sig over at se på eller give væk i gave. Og ikke mindst at give Hus Forbis mange sælgere en mulighed for at tjene en ekstra skilling op til jul.

Hjemløsekalenderen koster 50 kroner, heraf går 30 kroner til sælgeren.

Gourmetkokke

Det har været en rigtig god oplevelse af lave årets kalender, fortæller både Poul Struve Nielsen og Hus Forbis fotograf Mette Kramer Kristensen.

>> LÆS OGSÅ: En nødvendig hjælp i et hårdt liv

– Det har været sjovt og givet nogle rigtig gode samtaler. Vi har også oplevet andre sider af sælgerne. Det viste sig, at mange af dem er rigtig gode til at lave mad, en del har tidligere arbejdet i fødevarebranchen, siger Poul Struve Nielsen.

– Mange foldede sig ud på en måde, som vi ikke ser til daglig. Der er virkelig nogle gourmetkokke i blandt de tolv. Som for eksempel at se Gerth filetere en rødfisk. Jeg nåede knap nok at få taget et foto, før han var færdig, tilføjer Mette Kramer Kristensen.

Det var en del af konceptet, at alle måltider skulle laves ude i det fri over bål. Der blev kun gjort en enkelt undtagelse med et par, der lige har fået barn og lejlighed, og derfor helst ville lave maden derhjemme.

– Det gav lidt udfordringer at være udendørs, fordi det regnede hele tiden, så vi måtte søge ly under broer. Jeg kunne ellers godt have tænkt mig en lidt mere varieret baggrund for mine fotos, forklarer Mette Kramer Kristensen. 

I det daglige lever mange hjemløse mest af fastfood og varmestuemad.

– Men jeg har også set, hvordan folk kan fremtrylle festmåltider på de særeste steder i gadebilledet, hvor der laves både flødesovs, salat og andre lækre ting, siger Mette Kramer Kristensen.

Godt modtaget

Kokken Simon Philipsen har været med til at lave alle måltiderne. Nogen gange har han bidraget meget, andre gange har hjemløsekokken stort set klaret det hele selv.

Socialt udsatte dør 19 år tidligere end den øvrige befolkning.

Hus Forbi mødte Simon Philipsen på Roskilde Festival, hvor han havde en ledende rolle i Food Jam. Her kan festivalgæsterne købe et måltid mad for 65 kroner. Vel at mærke et måltid, som de selv laver, uanset hvilken tilstand de kommer i, og hvornår de sidst har været i bad.

Derfor lå det lige for at konkludere, at han var den rette mand til at være gastronomisk guide for Hus Forbi-sælgerne. 

Tidligere har Simon Philipsen været kok på gourmet restauranter i Aarhus, Sydfrankrig og København.

Kalenderen er blevet godt modtaget af Hus Forbis sælgere, der nu er i fuld gang med at sælge oplaget på 60.000.

– Vi har fået mange positive reaktioner fra sælgerne. Kalenderen er et produkt, som de er glade for og stolte af, og som de synes giver et godt og værdigt billede af deres liv, fortæller Poul Struve Nielsen.

Han har været redaktør for Hus Forbi i seks år og elsker sit arbejde.

– Det er et fantastisk. Det er utroligt som journalist at være med til at lave en avis, der betyder noget for så mange. Jeg får meget respons fra sælgerne. Jeg tror ikke, at ret mange andre journalister oplever et sådant produktionsfællesskab, som det vi har på Hus Forbi, siger redaktøren.

Startede i 1996

Hus Forbi startede med at udkomme som hjemløseavis i 1996. I starten var der mest tale om et Københavnerfænomen, men de seneste år er avisen blevet spredt ud over hele landet og kan i dag købes i de fleste større byer.

>> LÆS OGSÅ: 90.000 læser hver måned om hjemløse i Hus Forbi

Aviserne sendes ud til distributører rundt omkring i landet. Det kan være herberger, forsorgshjem eller varmestuer, som sælgerne så kan købe aviserne af. Alle sælgere er nuværende eller tidligere hjemløse og socialt udsatte. 

Mange sælgere er med til at lave avisen. Der er en målsætning om, at 20 procent af stoffet i Hus Forbi skal laves af sælgerne.

– Det er gået forrygende med at inddrage sælgerne i at lave avisen. De er med til at lave langt mere end 20 procent. I august i år udgav vi for første gang en avis, hvor sælgerne havde været involveret i alt stoffet, fortæller Poul Struve Nielsen. 

Hus Forbi fungerer som et talerør for hjemløse, spreder information om hjemløshed og giver samtidig de hjemløse en mulighed for på værdig vis at tjene lidt ekstra penge.

>> LÆS OGSÅ: Hus Forbi giver Allan mod på livet

Her 21 år efter, at avisen startede med at udkomme, er der ingen udsigt til, at den bliver overflødig. Årets hjemløsetælling viste, at antallet af hjemløse fortsat stiger, trods regeringens målsætning om at nedbringe antallet.

6600 er hjemløse

Ved tællingen blev der fundet 6635 hjemløse. Det er en stigning på otte procent siden den sidste hjemløsetælling i 2015 og en stigning på 33 procent siden 2009. 

Der er især blevet flere unge hjemløse, viser målingen, der er lavet af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Livet som hjemløs og socialt udsat er hårdt. Socialt udsatte dør 19 år tidligere end den øvrige befolkning, viser en undersøgelse som Statens Institut for Folkesundhed tidligere på året lavede for Rådet for Socialt Udsatte. 

Mange dør af sygdomme, der godt kan behandles, som for eksempel infektioner eller forgiftning på grund af alkohol eller stoffer.

Socialt udsatte havde i 2015 en middellevetid på kun 61 år. Det svarer til levetiden i lande som Etiopien eller Senegal. Til sammenligning var middellevetiden for danskerne som helhed på 80 år i 2015.

Overdødeligheden er især udbredt blandt socialt udsatte unge. 

Mette Kramer Kristensen har været fotograf på Hus Forbi siden 2013 og har oplevet mange dødsfald blandt Hus Forbis sælgere og kontakter.

– Mange er blevet lagt i graven i løbet af de fire år. Det er megahårdt at se så mange dø alt for tidligt, siger hun.

Men bortset fra det er hun lige så glad for sit arbejde som Poul Struve Nielsen.

– Det er enormt dejligt, meget givende, hårdt og aldrig, aldrig kedeligt. Jeg har de sjoveste oplevelser med de dejligste mennesker, fortæller hun. 

Hus Forbi flyttede i sommers til nye og større lokaler i Vanløse. Organisationen var vokset ud af de lejede lokaler på Nørrebro.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. dec. 2017 - 08:34   18. dec. 2017 - 09:29

Hus Forbi

ur@arbejderen.dk
Hus Forbi
  • Hjemløseavisen Hus Forbi startede med at udkomme i august 1996, hvor det var FN's internationale fattigdomsår. 
  • Formålet med Hus Forbi er dels at give de hjemløse et talerør og skabe debat om deres situation, dels at give hjemløse en mulighed for at tjene deres egne penge.
  • Hus Forbi udkommer 12 gange om året. Der er registreret over 2500 sælgere, og avisen kan købes i de største byer over hele landet. Avisen koster 20 kroner, heraf får sælgeren de otte kroner. 
  • Hus Forbi kører som en nonprotit-foretagende, der klarer sig uden tilskud fra det offentlige. Alt overskud fra salget skal gå til sælgerne og andre hjemløse.
  • Siden 2008 har Hus Forbi udgivet en hjemløsekalender hvert år. Den koster 50 kroner, heraf får sælgeren 30 kroner.

Kilde: Hus Forbi