I dag samler Enhedslisten en række fagfolk på Christiansborg til en høring om fattigdom. Blandt deltagerne er også beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
- Fattigdomsdebatten skal tilbage på sporet. Faktum er, at fattigdommen er stigende i Danmark. Vi vil holde regeringen fast på løfterne i regeringsgrundlaget om at mindske fattigdom og ulighed, siger Finn Sørensen. Han er Enhedslistens socialordfører og initiativtager til dagens høring.
De her mennesker havner i et sort hul. Alligevel handler regeringen ikke.
Finn Sørensen.
- Regeringen begyndte godt sidste år med at afskaffe nogle af de såkaldte fattigdomsydelser som starthjælp og kontanthjælpsloftet. Dermed blev der lagt afstand til den nyliberalistiske filosofi om, at hvis man tager pengene fra folk, så skal de nok komme i arbejde. Al erfaring viser, at det passer ikke, folk bliver derimod fastholdt i fattigdom, konstaterer Finn Sørensen.
Han beklager, at regeringen løb tør for benzin efter den gode start og efterfølgende sammen med de borgerlige partier har gennemført to reformer, der vil øge uligheden.
Skæve reformer
- Først kom skattereformen, der vil øge uligheden på den mest usmagelige vis, ved at mennesker på overførselsindkomster skal betale for skattelettelser til bedrestillede. Dernæst kom reformen af fleksjob og førtidspension, som vil få flere mennesker ud i fattigdom. Ikke fuldt arbejdsføre under 40 år, som i dag vil kunne få en førtidspension, skal nu ud i langvarige ressourceforløb, hvor de vil være henvist til at leve på kontanthjælpsniveau, siger Finn Sørensen.
Han kritiserer regeringen for på den måde at indføre en ny slags fattigdomsydelse. Kontanthjælpen er på 10.300 kroner før skat for en enlig over 25 år. Under 25 år er den helt nede på 5600-6600 kroner om måneden før skat. Det har aldrig været tænkt som en ydelse, man skal lave af i en længere årrække.
- Hvis du i årevis skal leve for kontanthjælp siger det sig selv, at det vil sende flere mennesker ud i fattigdom, mener Finn Sørensen.
Han efterlyser, at regeringen i sit reformarbejde lever op til sin egen målsætning i regeringsgrundlaget. Her står:
"Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder".
Enhedslisten har en række forslag til, hvordan regeringen kan leve op til den målsætning.
Ingen indtægt
- Noget af det vigtigste er, at der skal arbejdes videre med at afskaffe resten af fattigdomsydelserne. Det gælder blandt andet den særligt lave kontanthjælpssats til unge under 25 år. Efter et halvt år på kontanthjælp får de kun 5600 kroner før skat. Det er et helt urimeligt lavt beløb. Også brøkpensionen skal afskaffes. Den betyder, at førtidspensionister og folkepensionister, der ikke har boet 40 år i Danmark, må leve i årevis for en meget lav ydelse. Mange brøkpensionister henvender sig til Enhedslisten, for at få os til at gøre noget ved det problem, forklarer Finn Sørensen.
- Det er ikke nok, at socialministeren og beskæftigelsesministeren siger, at mennesker skal have noget at leve for, de skal også have noget at leve af, tilføjer han.
Blandt Enhedslistens andre tiltag imod stigende fattigdom og ulighed er et sikkerhedsnet under de over 30.000 arbejdsløse, som risikerer at ryge ud af dagpengesystemet til næste år, samt afskaffelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.
Regeringen har lovet at afskaffe grænsen på et år for modtagelse af sygedagpenge. Selv om der er mulighed for forlængelse, betyder reglen, at syge i dag risikerer at miste enhver indtægt. Fra juni 2010 til juni 2011 skete det for 1400 mennesker. De mistede retten til sygedagpenge, selvom de er for syge til at arbejde og ikke har ret til andre sociale ydelser. Der er ingen melding fra regeringen om, hvornår varighedsbegrænsningen bliver afskaffet.
- De her mennesker havner i et sort hul. Alligevel handler regeringen ikke, siger Finn Sørensen.
Fattigdomsgrænse
Enhedslisten er til gengæld meget tilfreds med, at regeringen har erklæret sig parat til at indføre en officiel dansk fattigdomsgrænse. Noget den tidligere borgerlige regering har afvist i årevis. En fattigdomsgrænse skal lægge en minimumsstandard for, hvilken levefod vi vil acceptere i Danmark, mener Finn Sørensen. Det vil være et godt redskab til at måle udviklingen i fattigdom og ulighed og lokalisere de grupper i befolkningen, som er mest udsatte.
Regeringen har nedsat et ekspertudvalg, der skal komme med et udspil til en fattigdomsgrænse i marts måned næste år.
Undersøgelser af fattigdom i dagens Danmark baserer sig på OECD's fattigdomsgrænse, hvor en enlig med en indtægt efter skat på under 8800 kroner om måneden regnes for fattig. Ifølge OECD er der næsten en kvart million fattige i Danmark. 67.000 af dem er børn. Siden 2002 er der blevet 25.000 flere fattige børn.
- Mange af de her børn lever et liv fuldt af afsavn og social isolation. Fattigdom rammer børnene hårdt. Det handler om helt banale ting som ikke at have råd til at gå til en klassefest eller købe en fødselsdagsgave til veninden. Regeringens reformer vil bringe endnu flere familier i den situation, konstaterer Finn Sørensen.
Han bekymrer sig også over udsigten til den planlagte kontanthjælpsreform, hvor blandt andet Venstre presser kraftigt på for at udvide den ekstremt lave kontanthjælpssats til at omfatte unge helt op til 30 år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278