07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hver tredje sygeplejerske udsættes for vold

Vold på jobbet

Hver tredje sygeplejerske udsættes for vold

Mere end hver tredje sygeplejerske er inden for det seneste år blevet udsat for vold eller anden truende adfærd på arbejdet. Regeringen vil droppe forebyggende indsatser.

36 procent af danske sygeplejersker ansat i det offentlige er blevet udsat for vold eller en anden form for truende adfærd på jobbet det seneste år.
FOTO: PN
1 af 1

36 procent af danske sygeplejersker ansat i det offentlige er blevet udsat for vold eller en anden form for truende adfærd på jobbet det seneste år.

Det bekymrer os gevaldigt, at regeringen nu vil droppe de forebyggende indsatser, der skulle mindske volden. Det er helt uforståeligt.
Dorte Steensberg, DSR.

Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd (DSR).

– Det er overraskende og uacceptabelt, at tallet stadig ligger så højt, når der har været så meget fokus på problemet de seneste år, siger næstformand i DSR Dorte Steensberg til Avisen.dk.

I februar i år besluttede den daværende SR-regering, SF og Enhedslisten at tilføre 21 millioner fra 2015 til 2018 til forebyggelse af vold mod hospitalsansatte.

De første 12 millioner er brugt, men de resterende ni millioner ønsker Venstre nu at spare væk. Det kommer blandt andet til at gå ud over en kampagne om generel forebyggelse af vold på arbejdspladser.

 – Det bekymrer os gevaldigt, at regeringen nu vil droppe de forebyggende indsatser, der skulle mindske volden. Det er helt uforståeligt, siger Dorte Steensberg.

Ifølge hende er der sket en stigning i antallet af psykisk syge patienter, der har et stofmisbrug og af den grund er mere aggressive.

Trusler og fysisk vold

 

Størstedelen af den vold, som sygeplejerskerne bliver udsat for, kommer i form af verbale trusler eller truende adfærd. Ifølge undersøgelsen har 34 procent af sygeplejerskerne oplevet dette inden for det sidste år.

Mindre udbredt er fysisk vold. Alligevel er 12 procent af de adspurgte sygeplejersker blevet udsat for decideret fysisk vold. Det dækker blandt andet over slag, spark, bid og benspænd.

Det er specielt slemt for de regionalt ansatte sygeplejersker. 14 procent er inden for det sidste år blevet udsat for fysisk vold. Og ét tilfælde af fysisk vold kommer sjældent alene. I gennemsnit har de, der er blevet udsat for slag spark og andet, oplevet det 2,8 gange inden for det sidste år.

Følgevirkninger

DSR peger på, at vold og trusler herom har konsekvenser for de involverede både patienter, medpatienter og personale.

Hver femte sygeplejerske melder, at de har oplevet psykiske følgevirkninger oven på deres seneste voldsepisode. Og for tre procent har det været så slemt, at de har måtte tage en sygedag efter en voldsepisode.

- Det er samfundsøkonomisk set helt hul i hovedet, at regeringen  vil skære på de her områder, lyder Dorte Steensbergs konklusion.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. okt. 2015 - 11:50   28. okt. 2015 - 16:48

Arbejdsmiljø

noc@arbejderen.dk