30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvorfor fattigdom?

Hvorfor fattigdom?

Det er flot, at 70 tv-stationer verden over i denne uge sætter fokus på fattigdommen og dens årsager. Pilen peger mod selve det kapitalistiske system.

Det er befriende, at nogle af de tomgangkørende reality-serier i denne uge har måtte vige pladsen til fordel for en række seriøse dokumentarfilm om fattigdom. 70 tv-stationer verden over, heriblandt DR, er med i det globale initiativ "Hvorfor fattigdom?"

Ugen igennem viser de dokumentarfilm om fattigdom. Her bliver sat fokus på de rige landes udplyndring af ulandene. Hvordan de multinationale firmaer udplyndrer de fattige lande, hvorefter den rige verden kommer med sine almisser til de udplyndrede lande.  

Vi får også sat et ansigt på fattigdommen - møder fattige i alverdens lande og oplever, hvor stærke mange af dem egentlig er. Også den ekstreme fattigdom i nogle af verdens rigeste lande bliver taget under behandling. 

Vi får et indblik i kapitalismens uhyrligheder: Ser gravide dø i Afrika, fordi der ikke er læger nok til at behandle dem, og ser hvordan gravide må hutle sig igennem som hjemløse i USA.

Hvis vi skal bevæge os i retning af at udrydde fattigdom og ekstrem ulighed, så er det et opgør med selve det kapitalistiske system, der skal på dagsordenen.

Sideløbende med tv-udsendelserne er en række debatter og events. Blandt andet var der onsdag aften debatmøde på Københavns Rådhus om fattigdomsproblemerne i hovedstaden. Så den danske fattigdom bliver heller ikke glemt.

Hatten af for et flot projekt, som får sat fokus på fattigdom og stigende ulighed i hele verden. 

DR's dokumentarredaktør Mette Hoffmann Meyer forklarer, at formålet med temaugen er at skabe forståelse for årsagen til fattigdomsproblemerne som en nødvendighed for at kunne løse dem.

En helt rigtig betragtning og befriende, at det denne gang ikke handler om hattedamer, godgørenhed og indsamlinger.

Men hvis vi virkelig skal gribe fast om problemets rod og bevæge os i retning af at udrydde fattigdom og ekstrem ulighed, så er det et opgør med selve det kapitalistiske system, der skal på dagsordenen.

Det er selve kapitalismens natur, at det kun er pengenes magt, som tæller. I særlige perioder under kapitalismen har magtforholdene i nogle lande været sådan, at uligheden og fattigdommen er blevet mindsket. 

Men i dag er det kapitalismen i rå form, som regerer. Uligheden vokser og flere bliver fattige. Nogle steder mere voldsomt end andre steder. Som for eksempel i Sydeuropa hvor fattigdommen og nøden eksploderer lige nu. Men i hele den kapitalistiske verden går udviklingen i samme retning.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2012 - 11:31   30. nov. 2012 - 11:45

Nyhedskommentar

af Ulla Rosenvold