I weekenden fik Folkebevægelsen mod EU en komité i Kolding.
- Uanset om det bliver et ja eller nej, er der brug for at vi kigger politikerne over skulderen. Hvis det bliver et nej, risikerer vi, at de vil forsøge at luske EU's retspolitik ind ad bagdøren. Og hvis de bliver et ja, skal vi oplyse om konsekvenserne af EU's overnationale retspolitik, forklarer initiativtageren til den nye Kolding-komité, Mikael Betzer til Arbejderen.
Det er lettere at fastholde folk og tiltrække nye, hvis vi løbende har nogle aktiviteter.
Mikael Betzer, Folkebevægelsen mod EU i Kolding
Derfor stiftede han sammen med en håndfuld andre aktivister i lørdags en lokalkomité af Folkebevægelsen mod EU. Og om aftenen holdt de fest. Der kom 25 mennesker, som samlede 4500 kroner ind. Pengene får ikke lov at stå stille på en bankkonto, de skal ud og arbejde for et nej.
- Vi vil bruge en del af pengene til at købe plader, så vi kan få endnu flere plakater op at hænge i vores by, fortæller Mikael Betzer.
Komitéen har allerede hængt 300 plakater op. Det er en succes i forhold til tidligere afstemninger, hvor man "kun" har hængt cirka 100 plakater op. Herudover har den nye komité bestilt 1000 uddelingsaviser og 1000 flyers.
Uddelingsteam
Udover at hænge plakater op har de aktive lavet et fast uddelingsteam af lokale, der står klar til at uddele Folkebevægelsens materiale i Kolding og omegn. De har oprettet en liste, som folk kan skrive sig på, hvis de vil give en hånd med.
- Vi vil fortsætte med at lave aktiviteter, så vi hele tiden kan udvikle kampen mod EU lokalt. Det er lettere at fastholde folk og tiltrække nye, hvis vi løbende har nogle aktiviteter. Folk bestemmer selv, hvor de vil dele ud og hvor meget. Det er vigtigt at vi sørger for, at Folkebevægelsen er synlig. Og så skal vi selvfølgelig udbrede kendskabet til EU. Folk skal vide, hvad der foregår, så de kan tage stilling til EU, siger Mikael Betzer.
Vil være klar til ny folkeafstemning
De lokale har tidligere været aktive i afstemningerne om Patentdomstolen og euroen.
- Men når en afstemning var overstået, gik vi hver til sit igen. Og så skal vi starte forfra næste gang, vi skal til afstemning. Denne gang vil vi forsøge at fastholde folk. Vi ved jo, at ja-partierne har planer om også at afskaffe det danske forsvarsforbehold. Så her er der også en afstemning på vej. Vi er nødt til at være parate. Vi må holde gryden i kog, fortæller Mikael Betzer, der til daglig arbejder som alt-mulig-mand i et lokalt speditions-firma.
I øjeblikket gør de aktive klar til at tage imod Folkebevægelsens kampagnebil, der kommer til byen på tirsdag den 17. november.
- Vi planlægger blandt andet, at få kampagnebilen ud til vores to gymnasier i byen, så vi kan komme i kontakt med nogle flere unge, uddyber Mikael Betzer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278