Det var mørkt, da vi stod og spejdede efter både klokken 06.25 imorges, det var mørkt da vi vendte tilbage til byen i aften klokken 21.30.
Over 60 gummibåde er kommet ind skønnes det, vi stoppede med at tælle. Der står man på stranden, vifter med orange redningsveste. Pifter så de ved, hvilken retning de skal sejle.
Så snart menneskene er tilset, krammet, trøstet, tør ble til babyerne, tjekket og behandlet hvis nødvendigt, sendt ud på landevejen, så er vi videre.
Bådene kommer ind, vi trækker dem op. Forkomne mennesker hjælper vi ud af bådene, nogen skal have mere hjælp end andre.
Cirka 60 i hver båd. De bliver ved med at komme, bådene, det vil ingen ende tage... Så snart menneskene er tilset, krammet, trøstet, tør ble til babyerne, tjekket om der er noget alvorligt, behandlet hvis nødvendigt, sendt ud på landevejen, så er vi videre... Til næste båd og næste båd, og næste båd.
Pas godt på jer selv
Vi skulle have været til Mytilini idag for at hjælpe i en flygtningelejr, fordi der er brug for sygeplejersker, men det blev ikke en mulighed.
Vi har arbejdet sammen med de lokale, med politiet der har været rigtig gode i dag. De har hjulpet med at trække bådene op og været bekymret for kvinderne, der hyperventilerede, børnene osv. Jeg siger det igen.... Der er ingen af disse mennesker der flygter uden grund.
En syrisk familie med tre børn, hvor det ene barn stadig ikke fik det bedre 15 minutter efter de var kommet i land, dem kunne vi ikke sende ud på den lange vandring, hendes bror var heller ikke helt frisk.Vi ser på hinanden Pia og jeg - løsning midt i kaosset: alutæpper på bagsædet af den bil, vi har lejet, og hele familien blev kørt.
Udenom de tusinder, der går og går i bagende sol, kører jeg dem. De vil gerne til Tyskland. Det er så der jeg fortæller dem, at grænsen er lukket. Vi vil gerne arbejde, siger de, vi kan godt arbejde...
Da vi nærmer os busopsamlingsstedet med 3-400 ventende mennesker, der ikke tør flytte sig fra deres plads, som er midt i solen, af frygt for at miste deres plads, spørger de hvordan de nogen sinde kan takke mig. Mit svar er: Pas godt på jer selv og hinanden... Det runger tomt. Jeg ved hvilken rejse de skal ud på. Om de har valgt det af lyst, svaret er nej.
Mænd med krigsskader
Vi kører ud til for enden af "The Dirty Road", hvor bådene kommer ind. Skal bare lige have lidt mad og en kop kaffe. Der bliver trukket en gummibåd af en sejlbåd, da motoren på gummibåden er sat ud. Den lokale mand fra tidligere kommer over på havnen, jeg signalerer til ham tværs over havnen. Sammen tager vi imod båden, et norsk hold trækker gummibåden ind i havnen med deres egen gummibåd.
Det er en båd kun med mænd, mænd med krigsskader der ikke er helet endnu. En af mændene er blevet trukket efter båden hele vejen fra Tyrkiet, de har splinter i hænder og fødder, og frygten i deres øjne er gennemgående hos dem alle.
Der er mange frivillige, organisationer fra mange lande, som gør et stort stykke arbejde. Alle forsøger nu at arbejde sammen i form af en koordinator fra hver. Vi er blevet rigtigt godt modtaget, og specielt den hollandske og norske gruppe er fantastiske, de israelske læger/sygeplejersker gør et kæmpe arbejde. Og det franske hold knokler også på. Vi vil alle det samme. Pia Stangerupp, og jeg er klar igen i morgen.
Ovenstående beretning skrev sygeplejerske Lene Bonnesen fra den græske ø, Lesbos, på Facebook torsdag i sidste uge. Vi bringer den her med hendes tilladelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
