En række jurister vurderer overfor Information, at det er overordentligt vanskeligt at se, hvordan det nyoprettede Tilsynet med Efterretningstjenesterne skal kunne kontrollere det samarbejde om at tappe fiberkabler i Danmark, som tilsyneladende eksisterer mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og den amerikanske efterretningstjeneste NSA.
Ifølge juristerne er der næsten ubegrænset mulighed for overlevering af data til tjenester som NSA.
Det hidtil hemmeligholdt samarbejde er kommet frem via dokumenter, som Information har fået adgang til via whistlebloweren Edward Snowden.
Forsvarsminister Nicolai Wammen har afvist at kommentere eksistensen af et samarbejde om overvågning af fiberkabler mellem NSA og FE. Men han understreger, at al samarbejde med fremmede efterretningstjenester sker helt efter loven.
Ifølge jurister, som Information har haft til at vurdere sagen, ser der ud til at være lov-grundlag for at tappe fiberkabler i Danmark, så længe hverken FE eller NSA »målrettet« går efter danske borgere.
Fra fiberkabler vil man kunne tappe såkaldt rådata, der er en udefinerbar datamængde, som skal behandles, hvis man vil finde personoplysninger.
Ifølge juristerne er der næsten ubegrænset mulighed for overlevering til tjenester som NSA af den slags rådata, selv om der kan vise sig at være et væld af danskeres oplysninger gemt iblandt, når først det bliver behandlet. Og på grund af rådataets karakter som »ikke erkendt«, er det ikke noget, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne kontrollerer, eftersom tilsynet alene skal fokusere på efterretningstjenesternes behandling af personoplysninger.
Enhedslisten mener, at kontrollen skal styrkes med både FE og Politiets Efterretningstjeneste (PET), som skal have et helt uafhængigt tilsyn.
- Det skal være klart ulovligt, at FE foretager masseovervågning af danskere og giver udenlandske Efterretningstjenester adgang til det. Samtidig har vi behov for en langt bedre kontrol af begge danske efterretningstjenester, siger Pernille Skipper, retsordfører for Enhedslisten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278