30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen kontrol med private jetfly

Stort hul i EU's passagerovervågning

Ingen kontrol med private jetfly

Private jetfly chartret af store firmaer og rigmænd er ikke omfattet af det EU-direktiv, der pålægger flyselskaberne masseovervåge flypassagerer. Særbehandlingen af de små privatfly udgør en stor sikkerhedstrussel, advarer tysk politi.

EU-direktiv pålægger flyselskaber automatisk at videresende personlige oplysninger om passagererne til politiet, der skal gemme oplysningerne i fem år. Privatfly er ikke underlagt den samme kontrol.
FOTO: Aalborg Lufthavn
1 af 1

Hvis du har råd til privat fly eller til at chartre et fly, kan du flyve udenom den omfattende overvågning, som EU har indført.

Derimod bliver helt almindelige mennesker, der booker plads på et rutefly, overvåget og registreret, og deres personlige oplysninger gemmes i fem år.

Det afslører den undersøgende journalistgruppe Investigate Europe, der har kortlagt EU's såkaldte PNR-direktiv.

Undtagelsen af private jetfly favoriserer de rige, der har råd til at rejse i privatfly.
Ana Gomes, medlem af EU-parlamentet

EU's PNR-direktiv, der trådte i kraft i år, pålægger europæiske flyselskaber at indsamle oplysninger om flypassagerernes kreditkort, dine rejsekammerater, hvor du rejser hen og mange andre passagerliste (PNR) oplysninger.

Oplysningerne bliver automatisk videregivet til politienheder i medlemslandene, hvor de gemmes i fem år, og hvorfra de kan udveksles mellem EU-landene og blive sendt til USA.

Små fly er undtaget

Men EU-direktivet gælder kun for de store flyselskaber. Små privatfly og chartrede forretningsfly er undtaget fra EU's omfattende registrering af passagerer. 

De undersøgende journalister bookede – under dække af at arrangere teambuilding for ansatte i et italiensk firma – uden problemer et fly hos det store taxi-flyselskab, Fly Victor, til en rejse fra Milano til Berlin. Flyet skulle bare være booket inden klokken ti for at kunne lette klokken 13 samme dag. Navnene på flypassagererne kunne ændres helt frem til 15 minutter før afgang.

Investigate Europe har også besøgt den tyske lufthavn Schönhagen, der tilbyder landingsbaner til private fly og forretningsfly. Lufthavnen ligger bare 35 minutter fra Berlin centrum.

Lufthavnen er kun beskyttet af en løs kæde. Her er ingen metaldetektorer eller røntgen-apparater til at tjekke passagerer. En venlig trafikkontrollør står i receptionen og tjekker pas. Han er ansat af lufthavnen og ikke af politiet. Kun hvis rejsen går udenfor EU's Schengen-område ringer han til det tyske politi og får tjekket passet.

Afsløringerne af det store hul i EU's omfattende registrering af almindelige menneskers rejsemønstre, vækker vrede i EU-parlamentet.

– Undtagelsen af private jetfly favoriserer de rige, der har råd til at rejse i privatfly, siger medlem af EU-parlamentet for det portugisiske socialistparti, Ana Gomes til Investigate Europe. Før EU-direktivet blev vedtaget foreslog hun, at de små privatfly også blev omfattet. Men det blev fejet af bordet af de europæiske forretningsflys lobbyorganisation (EBAA).

– Regeringerne er ikke seriøse, når de påstår, at de bekæmper terror og samtidig efterlader et hul i lovgivningen, uddyber hun.

Investigative Europe har også talt med det tyske politiforbund, der beskriver den private flytrafik som en "stor sikkerhedsrisiko", og mindre lufthavne, især dem uden kontrol, er en "åben dør for smuglere og illegal adgang".

Danmark skal også være med

Efter sommerferien fremsætter den danske regering et lovforslag i Folketinget, der – stik imod den danske undtagelse fra EU's overnationale retspolitik – omsætter EU-direktivet til dansk lov.  Både EU og regeringen henviser til, at overvågningen er nødvendig for at "imødegå terrorhandlinger".  

Ifølge Investigate Europe fløj private forretningsfly 450.000 timer i Europa alene i 2017. Over 102.000 gange er et privat jetfly lettet fra en lufthavn i Europa. Europol advarede helt tilbage i 2011 om, at netop små fly i stigende grad bliver brugt af kriminelle til eksempelvis at smugle narko, våben, diamanter og sorte penge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. aug. 2018 - 08:37   07. aug. 2018 - 08:40

Overvågning

ml@arbejderen.dk
EU's PNR-direktiv
  • Pålægger europæiske flyselskaber automatisk at udlevere de såkaldte passagerlisteoplysninger – eksempelvis navn, kreditkortoplysninger, sædenummer, reisedato, destination, rejserute, bagage, kontakt­detaljer, rejsekammerater og en lang række andre detaljer til politiet.
  • Oplysningerne gemmes i fem år og kan deles med politimyndigheder i EU og USA.
  • Flyvninger med mindre privatfly og chartrede fly er ikke omfattet af den massive kontrol i EU-direktivet.
  • Ifølge Investigate Europe fløj private forretningsfly 450.000 timer i Europa alene i 2017. Over 102.000 gange lettede privat jetfly fra en lufthavn i Europa.
  • Europol advarede i 2011 om, at netop små fly i stigende grad bliver brugt af kriminelle til eksempelvis at smugle narko, våben, diamanter og sorte penge.
  • Det danske forbehold for EU's overstatslige retspolitik betyder, at Danmark ikke er tvunget til at omsætte EU-direktivet til dansk lovgivning.
  • Men efter sommerferien fremsætter regeringen et lovforslag gør direktivet til dansk lov.