Der bliver ingen samlet protest ved Folketingets åbning i dag, hvor fagbevægelsen, uddannelsesorganisationerne og de sociale bevægelser i fællesskab viser deres utilfredshed med den førte politik.
Det ville da være godt, hvis vi kunne forene alle gode kræfter til en fælles protest.
Thomas Enghausen, FOA
Det betyder ikke, at der ikke er protester. Der er to demonstrationer i dag og derudover tre forskellige happenings i disse dage, hvor forskellige grupper kræver forandring.
>> LÆS OGSÅ: Syge og fattige i front
Fagbevægelsens markering af Folketingets åbning består af en ti minutters aktion tirsdag formiddag.
Møder politikerne
Repræsentanter fra FOA, BUPL, Lærerforeningen, Socialrådgiverne og HK Kommunal tager en snak med folketingspolitikerne, når de går fra gudstjenesten i Slotskirken ind til Folketingets åbning, og uddeler samtidig en pixibog med konkrete fakta om velfærdens tilstand.
Det er FOA, der har taget initiativ til at få de andre fagforbund fra initiativet Virkelighedens Velfærd med på aktionen.
– At fagbevægelsen ikke laver mere ved Folketingets åbning hænger sammen med, at fokus er rettet mod det kommende folketingsvalg. Men det ville da være godt, hvis vi kunne forene alle gode kræfter i fagbevægelsen, sociale bevægelser og andre, der vil en forandring, til en fælles protest, siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA.
LO Storbyerne tog sidste år initiativ til at danne Danmark for Velfærd, der samler flere fagforbund end Virkelighedens Velfærd. 3500 tillidsfolk var samlet i Odense til stormøde, og der blev lagt op til intensiveret kamp for velfærden.
>> LÆS OGSÅ: 3500 tillidsfolk klar til aktion
Der blev afholdt vellykkede demonstrationer i november sidste år, men efter kommunalvalget har Danmark for Velfærd ikke taget nogle initiativer og gør det heller ikke ved Folketingets åbning.
Det er ikke udtryk for tilfredshed med regeringens politik, understreger Per Olsen, formand for LO Hovedstaden og talsmand for Danmark for Velfærd.
– Der er ikke opbakning til aktiviteter blandt vores medlemsorganisationer. Nogle mener, at der er et momentum ovenpå overenskomstforhandlingerne i foråret, mens andre melder om træthed blandt medlemmerne ovenpå OK18, siger Per Olsen, som samtidig understreger, at initiativet ikke er dødt.
– Der er en ide om, at når der er udskrevet et folketingsvalg, skal der manifesteres en velfærdsdag. Det kan jo have lange udsigter, så der skulle gerne ske noget inden da. Men det kræver tid, og at de rigtige mennesker træder ind i det.
Studerende i aktion
Studerende og elever bliver igen i år ramt af regeringens årlige to procents nedskæringer på alle uddannelser.
Sidste år arrangerede Uddannelsesalliancen demonstrationer ved Folketingets åbning, men i år nøjes de med at lave en happening på torsdag i forbindelse med åbningsdebatten i Folketinget.
>> LÆS OGSÅ: 10.000 unge på gaden mod nedskæringer
Det er ikke udtryk for en nedprioritering af kampen mod nedskæringer, men handler alene om en vurdering af ressourcerne, siger Sana Mahin Doost, talskvinde for Uddannelsesalliancen.
– Der foregår også andre ting. For eksempel laver Den Grønne Studenterbevægelse en 48 timers aktion for klimaet foran Christiansborg i forbindelse med Folketingets åbning, siger hun og tilføjer, at mens klimakampen har et naturligt momentum lige nu, kræver det mere benarbejde at få mobiliseret til en velfærdsprotest.
– Det ville da være enormt virkningsfuldt, hvis de forskellige bevægelser kunne stå bredt sammen i en demonstration ved Folketingets åbning, som vi har gjort før. Men det kræver folk, der har kræfterne til at arrangere det, konstaterer Sana Mahin Doost.
De to demonstrationer ved Christiansborg i dag arrangeres dels af fire sociale modstandsbevægelser, dels af en enkeltperson, Pil Vedel fra Næstved. Hun er udviklingshæmmet og vred over de konstante nedskæringer på udsatte grupper.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278