05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Ingen skal dumpe lønnen i Aarhus!

Kommunister stiller op

- Ingen skal dumpe lønnen i Aarhus!

Kommunistisk Fællesliste vil bekæmpe lokal løndumping med sociale klausuler og tilbagerulning af udliciterede opgaver.

Jan Sylvest og Hans Nielsen på havnen i Aarhus, hvor der også er mange eksempler på lokal løndumping.
FOTO: PN
1 af 1

Udliciterede opgaver skal tilbage på kommunale hænder, og hvis private endelig skal løse kommunale opgaver, skal der stilles skarpere sociale klausuler i kontrakterne.

Sådan lyder hovedkravet fra Kommunistisk Fællesliste, der for første gang stiller op til kommunalvalget i Aarhus.

- Vi kræver først og fremmest opgaverne tilbage i kommunalt regi. Det er den eneste måde at sikre reel kontrol med løn- og arbejdsforhold. Tidligere havde Aarhus kommune sin egen rengøringsafdeling, der gjorde rent overalt i kommunen og sine egne bygge- og anlægsfolk, siger spidskandidat Jan Sylvest.

Aarhus skal ikke ligge under for EU’s og de store firmaers krav om billig arbejdskraft uden rettigheder.
Jan Sylvest, kandidat

Han er faglig sekretær hos 3F Transport, Logistik og Byg Århus. I fagforeningen er han ansvarlig for at organisere de østeuroæiske avisbude i byen. Budene kan ikke leve af den løn de får. Derfor tager de ofte rengøringsarbejde ved siden af.

Horrible historier

- Jeg hører horrible historier om grov underbetaling. Rengøringsområdet i Aarhus er een stor social dumpingplads: Private selskaber snyder med lønnen og med arbejdstempoet: De vurderer en opgave til at tage fire timer - som den ansatte får løn for. Men i virkeligheden tager opgaven fem-seks timer. Det stresser den ansatte voldsomt, når arbejdstempoet bliver skruet op på den måde - og i sidste ende er det jo lønsnyd, fordi de ansatte kun får løn for 75 procent af det arbejde, de leverer, forklarer Jan Sylvest.

Hans Nielsen, listens anden spidskandidat, kan også tale med om lokale eksempler på såkaldt social dumping. Han er maskinarbejder på Crisplant-fabrikken i Aarhus, hvor han også er kasserer i den lokale faglige klub. Herudover er han fagligt aktiv i Metal Aarhus.

- På havnen og på Skejby Sygehus bliver der i øjeblikket bygget for over fem milliarder offentlige kroner. Her er ansat flere hundrede udenlandske arbejdere, der bliver udnyttet på det groveste på deres løn- og arbejdsforhold. Imens går hundredevis af lokale bygningsarbejdere arbejdsløse. Det er noget svineri, mener Hans Nielsen. 

Fokus på EU

Kommunistisk Fællesliste er et valgsamarbejde mellem de to kommunistiske partier KPiD og Kommunistisk Parti. Et lignende samarbejde er lavet i København.

Det er ikke tilfældigt, at listen har valgt at have social dumping som hovedtema for deres valgkamp.

- Så kan vi sætte fokus på, hvor stor magt EU har i vores dagligdag. Det er EU, der kræver færre offentlige udgifter og at kommunerne skal udlicitere større opgaver. Vi vil arbejde for, at Aarhus ikke skal ligge under for EU’s og de store firmaers krav om billig arbejdskraft uden rettigheder, siger Jan Sylvest.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. maj. 2013 - 14:35   05. maj. 2013 - 14:45

kommunalvalg 2013

ml@arbejderen.dk