11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jan Guldmann 60 år

Navne

Jan Guldmann 60 år

I dag fredag fylder Jan Guldmann, 3F-næstformand i Randers, rundt.

FOTO: Arbejderen
1 af 1

Fra en ung, langhåret socialist i 70'erne til en nu mere tyndhåret og midaldrende herre, men dog stadig en aktivist og socialist. Gruppeformand Jan Guldmann i 3F Grafisk Randers og næstformand i 3F Randers afdeling runder i dag fredag den 17. februar 2017 de 60 år.

Da Jan var færdig med folkeskole og HF i midten af 1970'erne, fik han lyst til at se lidt af den store verden og sejlede med Englandsbådene i nogle sæsoner, før end han kom tilbage til Randers og i 1978 fik arbejde indenfor den grafiske branche på fabrikken Neopac i Randers.

Den røde tråd

Jan har altid haft den røde tråd i sin livsførelse, at alt ikke kun drejede sig om at sikre sig selv bedst muligt. Han har konsekvent altid blandet sig i alle de fagforeninger og organisationer, han har været en del af, ud fra at gøre det bedste for de kammerater og medmennesker, han har været tæt på.

Ud over at han var kartonnagearbejder på Neopac, blandede han sig hurtigt i det faglige arbejde på fabrikken. Han kom hurtigt ind i klubbestyrelsen på arbejdspladsen. I 1985 var Jan meget aktiv i OK-forhandlingerne, der endte ud i påskekonflikten i 1985, og samtidigt medførte denne periode, at han blev klubformand og tillidsmand for de knap 300 kartonnagearbejdere på Neopac.

Jan repræsenterede også kollegerne og arbejdspladsen i fagforeningsbestyrelsen i Dansk Bogbinder & Kartonnagearbejder Forbund (DBKF), og i 1993 fusionerede DBKF med Typograferne, Litograferne og Fotograferne til Grafisk Forbund (GF). Jan blev valgt af kammeraterne til faglig sekretær og senere kredsformand i Grafisk Forbund – Kreds 7 i Aarhus Amt.

Både i DBKF og GF havde Jan selvfølgelig et fortjent sæde i forbundenes hovedbestyrelser, men også når der var brug for opbakning i RiBus-konflikten i Esbjerg og skraldemandskonflikten i Aarhus, var Jan med i første række.

I året 2000 fusionerede Jan så til et nyt forbund, denne gang SiD, hvor kartonnagearbejderne i Randers forhandlede sig til en selvstændig SiD-brancheafdeling med 1500 grafiske medlemmer, og han kom igen tilbage til Randers.

Allerede i 2005 var det så en ny fusion, hvor SiD og KAD blev til 3F. Det lykkedes at lave en grafisk gruppe i 3F Randers, som den dag i dag eksisterer på bedste velgående. Jan har været gruppeformand for 3F Grafisk siden 2005, og efter nogle år blev han samtidigt valgt som næstformand i 3F Randers.

Andre gøremål

Ved siden af det interessante og store arbejde med de forskellige fagforeninger, Jan har været en del af, har han selvfølgelig også involveret sig i en mængde andre gøremål på landsplan samt i lokalområdet, hvor han bor. Han har været skolebestyrelsesformand på børnenes skole, han er med i Integrationsarbejdet i Randers, han er aktiv indenfor det boligpolitiske arbejde og sidder som formand for byens store boligforening ”Randers Bolig”, og han er ansvarlig for den årlige Landsindsamling i Dansk Flygtningehjælp i lokalområdet i Randers.

Der må sandelig siges at være en rød tråd i den livsførelse, Jan har valgt sig, altid med tanken: Hvad kan jeg gøre, for at vi alle får det bare lidt bedre.

Grafisk Gruppe i 3F Randers holder en reception for Jan Guldmann fredag den 17. februar 2017 i 3F Randers, hvor vi selvfølgelig håber der kommer rigtig mange af de personer, organisationer og samarbejdspartnere, der har mødt Jan på den lange rejse i de sidste 40 år, fra starten på Neopac til hvor vi er i dag.

En rød socialistisk fødselsdagshilsen med et kæmpe tillykke med de 60 år – og fortsat god kamp derude, kammerat.

Reception for Jan Guldmann finder sted: Tronholmen 9, Randers, fredag den 17. februar klokken 12-16. Der bydes på lidt godt at spise samt nødvendige drikkevarer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. feb. 2017 - 04:42   17. feb. 2017 - 04:50

Navne

Af Peter Dyrborg, Grafisk Gruppe, 3F Randers