Både den franske energigigant Total og Energistyrelsen pressede "massivt" på for at få grønt lys til at lede efter skifergas i Nordjylland, fortæller Birgit Hansen (S), der er borgmester i Frederikshavn, nu til Arbejderen.
Han krævede, at jeg gjorde rede for, om andre kommuner tidligere havde krævet en fuld VVM-redegørelse af en prøveboring. Jeg synes, at henvendelsen var ude af proportion. Jeg skal ikke stå til ansvar overfor ham.
Borgmester Birgit Hansen
- Hele forløbet vidner om, at jeg og andre politikere har været udsat for et massivt pres fra flere sider. Det viser bare, hvor store kræfter, vi er oppe imod og hvor mange penge, der er på spil, siger Birgit Hansen om forløbet op til, at det lokale byråd i juni måned skulle tage stilling til, om Total skulle have lov til at foretage en kontroversiel prøveboring efter skifergas i Frederikshavn Kommune.
27 byrådsmedlemmer stemte for, og 4 stemte imod den første efterforskningsboring efter skifergas i Danmark nogensinde.
Har aldrig oplevet noget lignende
Som borgmester og politiker er Birgit Hansen ofte blevet udsat for lobbyisme. Men denne gang var det anderledes. Især hæfter borgmesteren sig ved, hvor systematisk Totals repræsentant gik til sit lobbyarbejde:
- I løbet af mine tolv år i kommunalpolitik har jeg aldrig oplevet en så systematisk lobbyisme før: Totals lobbyist havde en liste af lokale meningsdannere, som han også ville besøge. På listen stod blandt andre Frederikshavns tidligere borgmester, det lokale folketingsmedlem Bent Bøgsted og den lokale formand for Metal, fortæller Birgit Hansen.
- Han spurgte ind til, om byrådet havde nogle bekymringer i forhold til boringen, og hvilke informationer vi havde brug for, for at imødegå disse bekymringer. Og hvad der skulle til, før byrådet turde sige ja til boringen. Han havde en klar dagsorden med sine spørgsmål, forklarer borgmesteren.
Også energistyrelsen presse på
Men den franske energigigant var ikke den eneste, der pressede på. Det samme gjorde Energistyrelsen, som hører under Klima- og energiministeriet og spiller en nøglerolle i at rådgive statens Nordsøfond, som sammen med Total skal stå få en eventuel produktion af skifergas i Danmark.
Byrådet besluttede, at kræve en fuld VVM-redegørelse, som er en kortlægning af de miljømæssige konsekvenser af et projekt.
- Det er ikke et lovkrav, når der kun er tale om en prøveboring. Men vi besluttede alligevel, at vi ville kræve en VVM-redegørelse ud fra et forsigtighedsprincip og fordi det er første gang, at der skal være en prøveboring herhjemme, uddyber Birgit Hansen.
Det er dybt problematisk, hvis Energistyrelsen har presset borgmesteren til at slække på miljøkravene.
Carsten Cederholm, NOS
Dagen efter byrådet havde besluttet, at foretage en VVM-redegørelse, lå der en mail i borgmesterens indbakke fra en embedsmand fra Energistyrelsen
- Han krævede, at jeg gjorde rede for, om andre kommuner tidligere havde krævet en fuld VVM-redegørelse af en prøveboring. Jeg synes, at henvendelsen var ude af proportion. Jeg skal ikke stå til ansvar overfor ham. Jeg er en selvstændig politiker i et selvstændigt byråd, siger Birgit Hansen.
Kræver ombudsmand ind i sagen
Efter at borgmesteren er stået frem og har fortalt om Energistyrelsens massive pres, kræver Netværk til oplysning om skifergas (NOS) nu, at Ombudsmanden undersøger sagen. Ombudsmanden oplyser imidlertid, at så længe sagen bliver behandlet i Natur- og miljøklagenævnet kan man ikke gå ind i sagen. Når sagen er afgjort i nævnet, vil Ombudsmanden tage stilling til, om man vil gå ind i sagen.
- Det er dybt problematisk, hvis Energistyrelsen har presset borgmesteren til at slække på miljøkravene, siger Carsten Cederholm, formand for Netværk til oplysning om skifergas, NOS.
Han mener, at Energistyrelsen har en interesse i at komme hurtigt og gnidningsfrit i gang med at tjekke den danske undergrund for skifergas.
- En VVM-redegørelse af miljøet skal være objektiv og uafhængig af økonomiske interesser. Det er et problem, hvis en styrelse, der skal tage økonomiske hensyn, trækker i trådene og forsøger at få folkevalgte politikere til at slække på den VVM-redegørelse, der skal vurdere risiciene ved projektet. Risikoen er jo, at så bliver konsekvenserne for miljøet slet ikke undersøgt godt nok, siger Carsten Cederholm.
Carsten Cederholm mener ikke, at kommunens VVM-redegørelse er grundig nok. Eksempelvis står der ikke, hvilke kemikalier Total vil bruge til sin efterforskningsboring. Og han finder det kritisabelt, at det er Total selv, der via deres konsulent Rambøll har lavet redegørelsen.
I Danmark er det staten, der ejer undergrunden. Det er altså regeringen, der udsteder licens til efterforskning og udvinding af skifergas. På landjorden er det imidlertid de lokale byråd, der skal godkende projekterne. Et byråd kan ud fra en VVM-vurdering nægte at give tilladelse til eftersøgning og udvinding af skifergas. Men byrådets afgørelse kan ankes, og miljøministeriet kan overtage sagen, og dermed få det sidste ord.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278