Københavns Forældre Organisation (KFO) fik i januar ny formand.
Det er den 36-årige Julie Kyndesgaard – amagerkaner, nyligt undsluppet fra "speciale-sumpen", med en kandidatgrad fra RUC og mor til to.
Det er vigtigt, at forældrene vågner op – men uden, at de skal føle dårlig samvittighed.
Jule Kyndesgaard
Hun har, trods kun en måned i formandsstolen, allerede stået i spidsen for en række møder og aktioner mod de besparelser, Københavns Kommune planlægger på børneområdet.
– Der er ikke nok voksne omkring vores børn. Alle områder af børnenes liv bliver beskåret, siger Julie Kyndesgaard. Hun vil samle de københavnske forældre og arbejde for at få sat de "udsultede" københavnske vuggestuer og børnehaver på den politiske dagsordenen.
Arbejderen møder Julie Kyndesgaard til en kop sort kaffe på en café i det indre København. Hun er en varm kvinde, man nemt falder i snak med – en af dem, hvor man næsten syntes at kunne dufte engagementet og ambitiøsiteten.
Mailstorm
I januar fik hun samlet op mod 200 forældre og politikere til debatmøde i Nørrebrohallen i København ved udsigt til nedskæringer på børneområdet på op mod en milliard kroner frem til 2020.
I starten af februar sendte flere hundrede frustrerede forældre på opfordring fra KFO en protestmail til de lokale politikere.
– Der rykkede forældrene virkelig, der kom rigtig mange mails, og de politikere, jeg har talt med efterfølgende, siger, at vi fyldte rigtig meget, fortæller Julie Kyndesgaard.
Det skal være nemt at give sin utilfredshed til kende, selvom man er en ophængt småbørnsfamilie. Det vil KFO sikre. Lige nu er de københavnske forældre i fuld gang med en lignende mailkampagne i forhold til folketingspolitikere i protest mod de nedskæringer, der er dikteret fra Christiansborg.
– Det er vigtigt, at forældrene vågner op – men uden, at de skal føle dårlig samvittighed. Det er også en af grundene til, at vi lavede de her mailstorms-kampagner – det skal være let at protestere.
Barn med handicap
Julie Kyndesgaard er gift med Anders Kyndesgaard. De kan fejre kobberbryllup til december, fortæller hun, mens hun ryster på hovedet.
– Det er ret vildt, at man lige pludselig er dér, hvor man kan fejre kobberbryllup, griner hun.
Julie Kyndesgaard har to børn – Piet og Otto, på henholdsvis otte og to år. Piet er født med en immunsygdom, der gør det umuligt for ham at gennemføre en almindelig skolegang uden støtte.
– Jeg var tvunget til at gå hjemme med ham i mange år, så jeg har selvfølgelig fået øjnene op for nogle andre værdier, det har betydet, at mit liv har ændret sig, siger hun.
Problematikken omkring hvordan vi i Danmark behandler børn med handicap og deres forældre, berører Julie Kyndesgaard. Der er mange ting, som burde laves om til det bedre.
Men når hun ikke har engageret sig specifikt i kampen for mennesker med handicap, skyldes det, at emnet bliver for personligt og følsomt for hende, forklarer Julie Kyndesgaard.
Drop prestige-projekterne
KFO arbejder konkret for at få lokalpolitikerne til at droppe prestige-projekter og i stedet føre pengene tilbage til de såkaldte kerneydelser, således at daginstitutionerne får den optimale normering.
– Københavns Kommune skal beslutte sig for at lave budget på en anden måde. Politikerne kan ikke blive ved med at sige, at der hvert år kan spares, siger Julie Kyndesgaard.
Derfor bakker KFO også op om Velfærdsalliancen-DK, som arbejder på at få Kommunernes Landsforening til at nægte at acceptere regeringen såkaldte omprioriteringsbidrag.
Omprioriteringsbidraget betyder, at kommunerne hvert år frem til 2020 skal spare en procent af deres udgifter. Det betyder på landsplan 2,4 milliarder kroner mindre til kommunal velfærd hvert år.
Københavns overborgmester Frank Jensen har meldt ud, at København ikke vil gennemføre de nedskæringer, som er en konsekvens af omprioriteringsbidraget.
– Vi oplever, at flere og flere borgmestre rundt om i kommunerne nu siger, at de ikke vil være med til at gennemføre de her besparelser. Det skal vi holde dem fast på, erklærer Julie Kyndesgaard.
Selvom omprioriteringsbidraget skulle blive forhindret, lægger et flertal i Københavns Kommune stadig op til nedskæringer på samlet set over 300 millioner kroner til næste år. Det protesterer KFO også imod.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278