I dag skulle Folketingets finansudvalg have givet grønt lys til at bruge et ukendt milliardeløb på at indkøbe de 27 F-35 kampfly, som et flertal i Folketinget har besluttet at købe.
Beslutningen bliver lusket igennem på et mangelfuldt grundlag. Det er ikke en måde at drive politik på i et demokrati.
Eva Flyvholm, Enhedslisten
Men den beslutning er nu foreløbig skudt til hjørne, efter at det er kommet frem, at forsvarsminister Claus Hjort i virkeligheden beder Folketinget om at udskrive en blankocheck på et ukendt milliardbeløb.
>> LÆS OGSÅ: Milliardregning for kampfly fremlagt
Kræver klarhed om økonomi
Det har fået Enhedslisten, SF og Alternativet til at fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget, som kræver, at bevillingen bliver udskudt, så længe der ikke er styr på økonomien.
Mens de tre partiers forslag er under behandling, kan finansudvalget ikke bevilge pengene til de nye kampfly.
De tre partier begrunder deres forslag med, at "… kontrakterne med kampflyproducenten ikke bør underskrives i en situation, hvor det økonomiske grundlag er så usikkert, at der kan ske milliardoverskridelser af budgettet. Samfundsøkonomisk er kampflykøbet en ekstremt stor udgift; den til dato største enkeltinvestering i staten. Derfor bør der inden underskrift af kontrakterne som minimum være klarhed over økonomien".
Forsvarsministeriet vurderer i et såkaldt aktstykke, at købsprisen for flyene vil være 16,4 milliarder kroner. Hertil skal lægges udgifter til driftsomkostninger og nye anlæg på Flyvestation Skrydstrup. Udbygningen af flyvestationen ventes at koste 650 millioner kroner. Og flyenes driftsomkostninger ventes at løbe op i hele 57 milliarder kroner de næste 30 år.
Og milliardregningen kan blive endnu større. Forsvarsministeriet skriver i sit aktstykke, at der er "en række risici og usikkerheder knyttet til anskaffelsen og driften af F-35". Og videre, at den generelle prisudvikling, lønudgifter, prisen på olie og dollarkursen, samt de endelige priser på stel og motorer kan "medføre en fordyrelse".
Sminkede tal
– Forsvarsministeriet har sminket tallene for at forsøge at få økonomien bag kampflyindkøbet til at se bedre ud, end den er i virkeligheden. Sandheden er, at vi ikke kender konsekvenserne af milliardindkøbet. Beslutningen bliver lusket igennem på et mangelfuldt grundlag. Det er ikke en måde at drive politik på i et demokrati, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, til Arbejderen.
En af landets eksperter i offentlige indkøb, professor på Copenhagen Business School, Kim Normann Andersen, kalder det for en "interessant" måde at bede om penge på.
– Aktstykket er nærmest en lang opremsning af ting, der kan gå galt. Politikerne bliver i første omgang bedt om at bevillige 16,4 milliarder kroner. Men politikerne bliver også bedt om at bevillige et ukendt milliardbeløb, der skal dække flyenes driftsomkostninger, sagde Kim Normann Andersen til Arbejderen i sidste uge.
USA's rigsrevision har gentagne gange kritseret de økonomiske og tekniske forhold i kampflyprojektet. Senest er det kommet frem, at reparationstiden på kampflyet er meget lang. Også den danske Rigsrevision har kritiseret Forsvarsministeriets beregninger af kampflykøbet for at være meget optimistiske.
>> LÆS OGSÅ: Forsvarsministeriet undervurderer prisen på kampfly
– Der er ikke skrevet under på konktrakterne endnu. Så det er stadig muligt at komme ud af projektet, der vil binde Danmarks økonomi og udenrigspolitik i generationer, siger Eva Flyvholm.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278