02 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klimaaktivister på gaden i fire byer

Menneskekæder og demoer

Klimaaktivister på gaden i fire byer

I lørdags gik flere tusinde klimaaktivister på gaden i København, Aalborg, Aarhus og Silkeborg for at fastholde presset på politikerne. Det er ikke nok med en klimalov – der skal også handling bag ordene, lyder budskabet fra aktivister og organisationer.

Op mod 5000 børn, unge og ældre stillede sig i lørdags op rundt om Peblingesøen i København (med coronaafstand) og krævede klimahandling af politikerne.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Op mod 5000 børn, voksne, unge og ældre dannede i lørdags en menneskekæde rundt om Peblingesøen i København.

Arrangøren bag menneskekæden var Folkets Klimamarch København, der er et netværk af borgere, der bliver bakket op af en række organisationer som 350 Klimabevægelsen, NOAH, Mellemfolkeligt Samvirke (ActionAid Denmark), Greenpeace Denmark og Verdens Skove.

Vi fik et klimavalg. Men klimavalget er ikke blevet fulgt op af seriøs klimahandling.
Ida Thorpe Thorhauge, klimaaktivist

"Vi kræver grøn retfærdig handling nu", stod der på et langt banner, som Den Grønne Studenterbevægelse havde hængt langs en af broerne.

Aktivister fra Global Aktion sejlede rundt i to vandcykel-svaner med et banner. 

Også Kommunistisk Parti bakkede op om menneskekæden med budskabet: "Red klimaet ikke kapitalismen".

I løbet af dagen var der fællessang, taler, og så gav Ras Money et par numre.

– Sidste år krævede vi en klimalov med et mål om store reduktioner af de danske udledninger. Og i december fik vi den. Men det er kun den spæde begyndelse. Vi viser i dag, at vi endnu ikke er tilfredse med regeringens ambitioner. For de løsninger, der ligger på bordet lige nu, er bygget på grundlæggende uretfærdigheder, lød det fra en klimaaktivist fra Folkets Klimamarch, der holdt tale til de tusindvis af deltagere.

Fagbevægelsen bakkede op

Også fagbevægelsen deltog i menneskekæden i København: FOA og 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København (BJMF) havde taget fanerne med.

3F BJMF havde malet banner hjemmefra med teksten "Lad os bygge en grøn fremtid".

Også Byggefagenes Samvirke deltog. Den faglige fællesorganisation har nedsat et klimaudvalg og deltog med parolerne: "CO2-udledningen skal reduceres nu" og "Vi kræver en socialt retfærdig grøn omstilling".

Byggefagenes Samvirke har netop udarbejdet en handlingsplan for klima- og beskæftigelse, der opfordrer til at tænke i alternative byggematerialer og alternative energiformer.

Demo på bro

Også i Aalborg, Aarhus og Silkeborg gik klimaaktivister på gaden for at kræve klimahandling.

I Aarhus gik omkring 300 mennesker i en samlet demonstration til rådhuset.

Klimademonstration i Aarhus, 4. september 2020
Mathias Sejerkilde

I Aalborg demonstrerede klimaaktivister på Limfjordsbroen for at forsøge at lægge pres på politikerne, inden finanslovsforhandlinger for alvor går i gang.

I Silkeborg dannede cirka 100 demonstranter en kæde foran rådhuset for at lægge pres på politikerne.

– Vi fik et klimavalg. Men klimavalget er ikke blevet fulgt op af seriøs klimahandling. Omstilling kræver handling – ikke bare ord og løfter. Vi står her i dag, fordi vi vil bryde med fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland, fortæller en af arrangørerne, Ida Thorpe Thorhauge, til Arbejderen.

Fortsætter protester ved ministerier

Klimaprotesterne fortsætter i denne uge.

De grønne organisationer genopstarter deres ugentlige ministerievandringer, der skal kræve, at politikerne tager klimakrisen alvorligt.

På fredag den 11. september afholder Den Grønne Studenterbevægelse og Extinction Rebellion Operation Klimahandling foran Uddannelses- og Forskningsministeriet.

– Danmarks uddannelsesinstitutioner er afgørende for, at vi kan løse den enorme udfordring, som klima- og biodiversitetskrisen udgør. Vores uddannelsesinstitutioner er normsættende for samfundet og har derfor et særligt ansvar, som de ikke lever op til i dag, og det er virkelig problematisk. Vores uddannelser sætter os ikke i stand til at håndtere kriserne, og hvor de burde gå forrest og vise vejen for et mere bæredygtigt samfund, holder de os i stedet fast i de gamle, usunde strukturer. Det skal vi have lavet om på, så vi uddanner bæredygtigt dannede borgere, udtaler Eskild Fundal, Den Grønne Studenterbevægelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2020 - 15:35   07. sep. 2020 - 15:35

Klima

ml@arbejderen.dk