Her lige efter afslutningen på de dramatiske overenskomstforhandlinger på det offentlige område kommer regeringens Ledelseskommission med et opsigtsvækkende forslag.
De vil fjerne nogle af de regler, der sikrer medarbejdernes vilkår og rettigheder.
Flemming Vinther, formand statsansatte
Kommissionen mener, at det er nødvendigt at gennemføre en modernisering og forenkling af overenskomsterne og arbejdstidsreglerne i den offentlige sektor, så der kan ske en "tværfaglig, fleksibel og effektiv tilrettelæggelse af arbejdet".
Det er en af de i alt 28 anbefalinger til at sikre en bedre offentlig ledelse, som kommissionen fremlagde i går.
– Det, de siger, er, at nogle af de regler, der sikrer medarbejdernes vilkår og rettigheder, skal fjernes, siger Flemming Vinther, formand for de statsansattes organisation CFU.
Angreb på rettigheder
Han ser en lige linje fra arbejdsgivernes forsøg på at afskaffe den betalte spisepause, forringe seniorordningerne og arbejdstidsreglerne til udspillet fra Ledelseskommissionen.
– Der sker en konstant udhuling af medlemmernes rettigheder og vilkår. Ønsket er nogle overenskomster, der giver ledelserne fuldstændig frie rammer til at tilrettelægge det hele, erklærer Flemming Vinther.
I regionerne prøvede arbejdsgiverne ved overenskomstforhandlingerne forgæves at komme igennem med vidtgående krav om forringelse af overenskomsterne. De ville uden videre kunne flytte ansatte rundt mellem afdelinger eller sygehuse og ville derudover have afskaffet eller forringet en række regler omkring for eksempel ændring af arbejdsplan, overarbejde, afspadsering og vagtrytme.
Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er kritisk overfor, at de regler, der skal værne de ansatte og sikre gode arbejdsforhold, endnu engang står for skud.
– Medarbejderne udfordres i dag hele tiden på at være fleksible og stå til rådighed på alle mulige tider af døgnet. De siger til os, at vi ikke må give os på kravet om større fleksibilitet, siger Grete Christensen.
Ledelseskommissionen lægger også op til et serviceeftersyn af hele samarbejdssystemet mellem de ansatte og ledelserne, de såkaldte MED-udvalg eller samarbejdsudvalg.
– I kommunerne bruges der årligt 2000 årsværk på MED-samarbejdet, det skal vurderes, om der kommer noget ud af det, som er til gavn for borgerne, sagde Allan Søgaard Larsen, formand for Ledelseskommissionen, da anbefalingerne blev fremlagt i går.
Den anbefaling undrer Grete Christensen. Hun henviser til, at der for nylig er gennemført undersøgelser af MED-systemet i både kommuner og regioner, som dokumenterer, at systemet har mange fordele.
Reform på vej
Andre anbefalinger sætter fokus på, at lederne skal se på, hvad der gavner borgerne, at der skal sikres mere tværfaglighed, at politikerne skal holde igen med nye regler og procedurer og at ledere, der ikke præsterer, skal fyres.
Regeringen nedsatte ledelseskommissionen i marts sidste år. Formand Allan Søgaard Larsen er tidligere koncerndirektør for Falck og var med til at stifte LøkkeFonden i 2012. De ni andre medlemmer af kommissionen er ledere fra det private og offentlige arbejdsmarked. Det er en forudsætning for kommissionens arbejde, at anbefalingerne ikke må koste ekstra.
Regeringen vil bruge anbefalingerne i arbejdet med en ledelsesreform, der skal være en del af den omfattende såkaldte sammenhængsreform for den offentlige sektor, som bliver fremlagt i august.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278