16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunister kræver en international løsning

Millioner på flugt

Kommunister kræver en international løsning

Kommunistisk Parti afviser, at EU er en del af løsningen på flygtningesituationen. I stedet peger partiet på, at der skal skabes en international løsning i regi af FN’s flygtningeorganisation UNHCR.

EU-landene må stoppe den umenneskelige behandling af de flygtninge, som er i Europa, og overholde de internationale konventioner, som er vedtaget i FN omkring flygtninge, mener Kommunistisk Parti.
FOTO: Joseph Eid/AFP/Scanpix
1 af 1

I den aktuelle debat om flygtningene i Europa har mange peget på, at nu må EU træde i karakter og sikre en fair fordeling af flygtningene.

EU er imidlertid ikke en del af løsningen, men en del af problemet, mener Kommunistisk Parti, hvis landsledelse i weekenden har vedtaget en udtalelse om den aktuelle flygtningesituation.

>> Læs: Hjælp krigsflygtningene - stop krigsdeltagelsen

Vi må stoppe selve kilden, til at mennesker er på flugt, ved at skabe fred.
Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti

I stedet peget partiet på, at der skal skabes en international løsning for eksempel i regi af FN’s flygtningeorganisation UNHCR.

- Det er indlysende, at der er brug for en international koordinering, men den skal involvere alle de lande, som det berører - også landene i krigszonerne, hvor der er mange internt fordrevne, siger Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.

Årsagen er krig

- I krigszonerne eller nærområderne er der brug for en omfattende humanitær indsats i milliardklassen. Virkeligheden er, at de mange flygtningelejre, som FN administrerer, har måttet skære madkvoterne ned, så de ikke kan leve af det. I sidste uge blev eksempelvis 229.000 flygtninge i Jordan udelukket fra hjælp gennem FN's fødevareprogram på grund af mangel på mad og penge. Det er jo en del af forklaringen på, at mennesker nu drager mod Europa, siger Jørgen Petersen.

Den helt grundlæggende årsag er imidlertid de krige, som EU bærer en stor del af ansvaret for:

- Den her flygtningesituation er skabt af de krige, der er i Mellemøsten, ikke mindst Syrien og Libyen, samt Afghanistan. Det er krige, hvor en række EU-stormagter og også Danmark - sammen med USA - har været og stadig er dybt involveret. Derfor må vi også stoppe selve kilden, til at mennesker er på flugt, ved at skabe fred. 

Fort Europa

Jørgen Petersen giver ikke meget for, at EU-landenes justits- og indenrigsministre i går var samlet i Bruxelles for at diskutere en tvungen omfordeling af 160.000 flygtninge:

- De her aftaler har hverken til formål at sikre flygtningene eller griber fat om selve årsagen til, at mennesker er på flugt. EU har kæmpet energisk for at holde flygtninge ude og opbygge Fort Europa. EU’s grundlæggende politik har hidtil været at optrappe den militære indsats ved den ydre grænse, hvor man blandt andet har ødelagt de både, som mange flygtninge har brugt på deres vej til Europa.

- Nu diskuterer man oprettelse af gigantiske flygtningelejre, hvor folk skal registreres og indespærres. Det er ikke en humanistisk handling. EU-landene må stoppe den umenneskelige behandling af de flygtninge, som er i Europa, og overholde de internationale konventioner, som er vedtaget i FN omkring flygtninge, lyder det fra Jørgen Petersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2015 - 10:10   22. okt. 2015 - 14:41

Flygtninge

bi@arbejderen.dk