Vælgerne i Aarhus får muligheden for at stemme kommunistisk til efterårets kommunalvalg.
Kommunistisk Fællesliste (R), som blev præsenteret fredag eftermiddag, stiller op for første gang. Det er de to partier KPiD og Kommunistisk Parti, der sammen har dannet listen.
Kommunisterne vil blandt andet kæmpe for stærkere velfærd i Aarhus og mod social dumping på byens arbejdspladser. Samtidig ønsker listen at mindske EU’s indflydelse på lokalpolitikken i Aarhus.
- EU dikterer nedskæringer i Danmark, og den danske regeringen sender regningen videre til borgerne i Aarhus og de øvrige kommuner. Det kan mærkes på niveauet for vores velfærd, siger Hans Nielsen, kandidat for Kommunistisk Fællesliste.
- Vi ønsker et opgør med EU’s store negative indflydelse. Aarhusianerne skal kunne bestemme selv, fortsætter Hans Nielsen, som er maskinarbejder og klubkasserer i Dansk Metal.
Kommunistisk Fællesliste kræver også en langt stærkere indsats mod social dumping af løn- og arbejdsforhold.
- Tusinder af aarhusianere står uden job, mens især udlændinge bliver udsat for underbetaling og frarøvet deres basale rettigheder på flere af byens arbejdspladser. Social dumping foregår desværre også i kommunale byggerier. Det skal stoppes, siger Jan Sylvest Andersen.
Han er tidligere lagerarbejder og nu faglig sekretær i 3F Transport, Logistik og Byg i Aarhus og spidskandidat for Kommunistisk Fællesliste.
Listen, som vil søge valgsamarbejde med Enhedslisten, vil arbejde for, at prisen for den økonomiske krise ikke betales af dem, der har mindst.
- Kapitalismens krise lægger stadig flere byrder på de lavtlønnede, de arbejdsløse og på vores fælles velfærd. Vi peger på socialisme som et bæredygtigt, solidarisk alternativ. Kampen starter lokalt, her i Aarhus, lyder det fra Jan Sylvest.
Allerede i morgen går Kommunistisk Fællesliste på gaden med kravet om stop for social dumping.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278