10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunister zoomer ind i klassekampen

Kongres 2014

Kommunister zoomer ind i klassekampen

Kommunistisk Parti vil kæmpe for at styrke arbejderklassens enhed, EU-modstanden og ungdommens interesseorganisationer. Og så skal der mere fokus på socialismen som et nødvendigt alternativ.

Landsledelsens beretning blev vedtaget enstemmigt på kongressen.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Kommunistisk Pari skal være mere synligt og handlekraftigt, men samtidigt skal kræfterne prioriteres, og der skal zoomes ind på de rigtige opgaver.

Det var budskabet fra Kommunistisk Partis 4. kongres lørdag, hvor de delegerede vedtog et arbejdsprogram for de kommende tre år.

Det er nødvendigt at partiet styrker agitationen for socialismen.

Her slås det fast, at partiet vil koncentrere sit arbejde i fagbevægelsen, Folkebevægelsen mod EU og ungdommens interesseorganisationer.

- Vi skal udnytte vores kræfter bedre, sagde Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.

Arbejderklassens enhed skal styrkes, og i fagbevægelsen vil Kommunistisk Parti arbejde for fælles kamp for fælles krav.

- Vi skal arbejde for en enhedslinje. Vi skal stille krav, som arbejderklassen kan forenes om, og gå i fælles kamp for. Vores krav skal være med til at samle arbejderklassen, understregede Jørgen Petersen.

Han mener, at det er afgørende at styrke de faglige organisationer og de kollektive overenskomster.

- Uden fagforeninger, der kæmper for medlemmerne, og uden overenskomster står arbejderklassen forsvarsløse overfor storkapitalens angreb.

Faglig kamp skal styrkes

Og der er gode muligheder for at styrke det faglige arbejder, understregede Morten Ahrendt fra Aarhus, som er elektrikerlærling.

- Hvis bare man kan lidt, er det som ung muligt at komme ind i næsten alt i fagbevægelsen. understregede Morten Ahrendt og opfordrede til at flere unge kommunister bliver aktive i det faglige arbejde..

I 3F Sommervej i Aarhus har de lokale medlemmer af Kommunistisk Parti gode erfaringer med at organisere sig i en partigruppe.

- Vi brugte vores partigruppe til at debattere, hvordan vi skulle forholde os til overenskomstresultatet og gik ind i en aktiv nej-kampagne. 72 procent af medlemmerne i 3F Sommervej endte med at stemme nej til overenskomsten. Det giver gejst og tro på, at nytter at være fagligt aktiv, fortalte Morten Rasmussen fra i Aarhus.

EU-modstandere overfor store opgaver

Hvorfor er det vigtigt, at EU er en hovedprioritet, spurgte Karina Rohr Sørensen – og gav selv svaret:

- Fordi det er stort set umuligt at tale om de nedskæringer, der foregår, uden at tale om EU. Det drejer sig både om brutaliseringen af arbejdsmarkedet og om de lave budgetter i kommunerne.

EU-modstanden skal først og fremmest styrkes ved at styrke Folkebevægelsen:

- Dét der binder Folkebevægelsen sammen er kampen for demokrati, velfærd og imod social dumping. Det er nødvendigt, at vi bliver ved med at være en bred, folkelig bevægelse. Og vi skal sikre, at Folkebevægelsen forbinder sig med de daglige kampe ude på arbejdspladserne. 

Socialismen

Udover de tre hovedprioriteter vil Kommunistisk Parti gennemføre en årlig politisk kampagne, som skal kædes sammen med skolingsinitiativer, blandt andet mod imperialisme og krig.

Men der skal også sættes mere fokus på en skarp og konkret kritik af den kriseplagede kapitalisme og partiets socialistiske perspektiv.

"Det er nødvendigt, at partiet styrker agitationen for socialismen og hæver både kvaliteten og styrken i såvel partiet kollektivt som gennem kommunisternes agitation. En agitation, som er tæt forbundet med især arbejderklassens liv og bekymringer for fremtiden", hedder det i udtalelsen fra kongressen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. nov. 2014 - 15:07   24. nov. 2014 - 09:41

Kommunistisk Parti

ml@arbejderen.dk
Kongres i Kommunistisk Parti
  • Kommunistisk Parti holder sin 4. kongres den 21. - 23. november
  • Der er omkring 120 delegerede og gæster på kongressen.
  • Kommunistisk Parti har 13 lokalafdelinger fordelt over hele landet.
  • Omkring en fjerdedel af medlemmerne i Kommunistisk Parti er aktive 3F’ere.
  • På kongressen skal de delegerede vælge en ny landsledelse og fastlægge partiets politiske linje for de næste tre år.

>> kommunister.dk
>> twitter.com/kommunister