08 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunisterne er blevet godt modtaget i valgkampen

Kommunalvalg 2017

Kommunisterne er blevet godt modtaget i valgkampen

Valgkampen har givet Kommunisterne en stor synlighed, og det var et af vores formål, lyder det fra Liste R, som over hele landet melder om en god valgkamp.

I Aarhus holdt kommunisterne valgfest i Cafe Oskar, hvor der også var besøg af borgerlisten "Sammenholdet for Aarhus".
FOTO: PN
1 af 1

3640 stemmer. Så mange fik Kommunisterne i de fire regioner, hvor de var opstillet. Og det er Svend Erik Christensen fra Roskilde tilfreds med. Han har været en af to landskoordinatorer for valgkampen i regionerne og synes, at der generelt er ført en god valgkamp med mange forskellige aktiviteter.

Selvom vi ikke kom ind i Borgerrepræsentationen denne gang, så fortsætter kampen for et mere solidarisk København, med plads til almindelige arbejdende mennesker.
Anders Sørensen

– Valgkampen har givet Kommunisterne en stor synlighed, og det var jo et af vores formål. Vi har involveret vores egne medlemmer over hele landet, og fået mange nye kontakter. Det er et godt udgangspunkt for det videre arbejde, siger Svend Erik Christensen til Arbejderen.

– I Region Sjælland, hvor jeg selv har været kandidat, har vi fået 584 stemmer. I betragtning af, at det er første gang vi stiller op, er det ikke så dårligt. Vi synes selv, at vi har haft en god valgkamp med både gadefremstød og valgmøder og har mødt megen sympati. Og vi er også kommet igennem i den lokale presse.

I Region Hovedstaden fik Kommunisterne 1984 stemmer, mens de fik 695 i Midtjylland og 377 i Nordjylland.

København

Kommunisterne stillede også op til kommunalvalget i København og fik 1219 stemmer. I forhold til valget i 2013 er det en lille fremgang på 56 stemmer.

– Vi havde naturligvis håbet på en større fremgang, siger Anders Sørensen, som er spidskandidat for Liste R.

– Men når man samtidig tager i betragtning, at Enhedslisten, som vi har været i valgforbund med, har fået sit hidtil bedste resultat, så er det faktisk ikke så ringe. Og vi har haft en rigtig, rigtig god valgkamp, hvor vi har været i snak med mange mennesker. Mange har skrevet til os og stillet uddybende og seriøse spørgsmål, og vi har fået en markant tilstrømning på de sociale medier.

– Men vores valgresultat er nok også præget af, at vi ikke er blevet inviteret til de store valgmøder, forklarer Anders Sørensen.

Han fremhæver, at den politiske debat har rykket sig i forhold til valgkampen i 2013.

– Kommunisterne har jo begge gange haft stor fokus på EU's indflydelse i kommunerne og talt meget imod budgetloven, som holder regioner og kommuner i stram snor. Jeg oplever, at det spørgsmål har fået meget større genklang, og det har vi været medvirkende til, siger Anders Sørensen og tilføjer:

– Selvom vi ikke kom ind i Borgerrepræsentationen denne gang, så fortsætter kampen for et mere solidarisk København, med plads til almindelige arbejdende mennesker.

Aarhus

I Aarhus er Kommunistisk Fællesliste gået tilbage fra 348 stemmer til 275 stemmer. Og det er Per Nielsen, som er en af listens syv kandidater, ikke helt tilfreds med.

– Jeg tror, at det har haft indflydelse, at vi ikke har indgået i valgteknisk samarbejde. Vi foreslog Enhedslisten, at vi skulle indgå i et valgforbund, men de valgte at indgå en aftale med Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre, forklarer Per Nielsen.

– Men bortset fra det har vi haft en god valgkamp og fået mange positive tilbagemeldinger. Mange har haft sympati for, at vi har fokuseret på almindelige menneskers arbejdsvilkår og kampen mod udlicitering og social dumping.

– Og den kamp fortsætter jo efter valgdagen, understreger Per Nielsen.

Artiklen er opdateret med rettede tal den 23. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. nov. 2017 - 11:43   23. nov. 2017 - 12:58

KV17

bi@arbejderen.dk
Stemmetal for Liste R - 2017

Kommunisterne på Liste R stillede op i fire regioner og fik følgende stemmetal. 2013-tal i parentes:

  • Hovedstaden: 1984 (2110)

  • Sjælland: 584 (-)

  • Midtjylland: 695 (681)

  • Nordjylland: 377 (321)

Kommunisterne stillede op i tre kommuner og fik følgende stemmetal:

  • København: 1219 (1163)

  • Aarhus: 275 (348)

  • Vesthimmerland: 40 (39)