15 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunisterne finder fællesnævnere i Valby

Debatmøde hos Pensionisternes Kulturforening

Kommunisterne finder fællesnævnere i Valby

Medlemmerne af Pensionisternes Kulturforening af 1965 sover ikke middagslur. I stedet valfarter de til møde med formændene for tre kommunistiske partier for at fortælle dem, at det er tid til samling.

Op mod 40 medlemmer af Pensionisternes Kulturforening af 1965 var mødt op for at høre seneste nyt om samarbejdet mellem de tre kommunistiske partier DKP, KP og KPiD.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Hvordan går det med den kommunistiske samlingsproces i Danmark?

Dette spørgsmål trak fulde huse i Valby i onsdags. Op mod 40 medlemmer af Pensionisternes Kulturforening af 1965 var mødt op for at høre seneste nyt om samarbejdet mellem de tre kommunistiske partier DKP, KP og KPiD.

Målet er, at der indenfor vores treårige kongresperiode er sket en samling af de tre kommunistiske partier.
Arne Cheller, formand for KPiD

En af de fremmødte er 82-årige Bente Skaaning, der kommer med en opfordring til de fremmødte formænd:

- Se dog at tag jer sammen. Tag nu og find sammen og lev med forskellighederne. Det gjorde vi i DKP.

En anden tilhører opfordrer de tre partier til at gå samlet ud i arbejderbevægelsen og agiterer mod de voldsomme fyringer, som der er lagt op til i Arbejdstilsynet.

Det er et år siden, at de tre kommunistiske partier sidst var på besøg i pensionistforeningen - og nu vil de ældre høre, hvor langt partierne er i bestræbelserne på at samles.

Fælles initiativer er vejen frem

Og der er sket fremskridt med flere flere fælles initiativer det seneste år: I starten af august offentliggjorde de tre partier en fælles udtalelse mod indkøbet af kampfly. Der har været afholdt et fælles offentligt møde i anledning af 80-året for Kominterns verdenskongres, som efterfølgende er fulgt op med en fælles pjece med indlæggene fra mødet. Og der er aftalt et lignende møde i Aarhus.

Herudover er der planer om - i fællesskab - at invitere en delegation fra Ukraines Kommunistiske Parti til Danmark i starten af 2016. Og kommunisterne koordinerer en fælles indsats i kampen for et nej indenfor rammerne af Folkebevægelsen mod EU.

Der er også nok nok at tage fat på for kommunisterne: Formændene peger blandt andet på, at både Venstre og Socialdemokraterne er enige om at forsvare kapitalismen i Danmark og føre en økonomisk politik i overensstemmelse med EU's finanspagt. Ligeledes er de enige om at integrere Danmark yderligere i EU og styrke Danmarks engagement i NATO og i USA's krige og indkøbe krigsfly for milliarder, samtidig med at der bliver skåret ned på velfærden.

Venstre-regeringen har netop fremlagt en finanslov med nedskæringer i den offentlige sektor, på klima og ulandsbistand. Og inden længe kommer dagpengekommissionen med sine anbefalinger - som toppen af fagbevægelsen har været med til at formulere. 

- Det er nogle af de opgaver, der ligger foran os. Det er nødvendigt med en stærk kommunistisk bevægelse. Et samlet kommunistisk parti kan spille en langt større rolle end tre partier, der ikke er samlet, konstaterer formanden for Kommunistisk Parti i Danmark, KPiD, Arne Scheller.

Han uddyber:

- Vi skal fortsætte med at lave udadvendte aktiviteter og mobilisere vores medlemmer og folk, der ikke er medlemmer af vores partier. Vi skal lære hinanden endnu bedre at kende - ved at arbejde i Folkebevægelsen mod EU op til afstemningen den 3. december, i fredsbevægelsen og i fagbevægelsen. Vi skal have et forenet, stærkt kommunistparti. Det er livsnødvendig for arbejderklassen.

Han henviser til, at KPiD's kongres i maj besluttede at partiet lokalt og på landsplan styrker samarbejdet mellem kommunisterne om fælles politiske sager med det formål at samle kommunisterne i Danmark i et kommunistisk parti.

- Målet er, at der indenfor vores treårige kongresperiode er sket en samling af de tre kommunistiske partier, understreger KPiD's formand.

Ved siden af ham sidder formanden for Kommunistisk Parti, KP, Jørgen Petersen. Han er enig i, at den politiske situation og styrkeforholdene i klassekampen i dagens Danmark presser på for en samling af kommunisterne.

- Det er afgørende, at vi finder sammen og styrker kommunisternes placering i klassekampen og styrker alternativet. Vi skal give arbejderklassen håb og vise en konkret vej, der kan forandre styrkeforholdet i klassesamfundet og lægge pres på den storkapital, vi ønsker at fratage ejendom og magt, opfordrer Jørgen Petersen.

- Vi skal tage udgangspunkt i det, vi er enige om. Vi skal gøre os synlige sammen og vise et kommunistisk alternativ, så folk - ikke mindst unge - finder det interessant og nødvendigt at organisere sig hos os.

Vil se på det der skiller

Formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, Henrik Stamer Hedin, er ikke lige så optimistisk, som de to øvrige partier:

Hvis vi vil nå nogle vegne med en genforening af den splittede kommunistiske bevægelse, er vi nødt til at se på det, der skiller for at få det ryddet af vejen. Det nytter ikke at stirre sig blind på det, der samler. Det fører os ingen vegne... Et af de store spørgsmål, som skiller os - og som vi er nødt til at løse, er spørgsmålet om dobbeltmedlemskab af partiet og Enhedslisten, hvor mange af vores medlemmer er engageret, lyder det fra Hedin.

DKP's kongres har netop besluttet at indkalde til et fælles seminar blandt de tre kommunistiske partier for at få klarlagt, hvad der skiller de tre og finde ud af, om der er grundlag for samling.

De tre kommunistiske partier fik en udtalelse med sig hjem fra pensionisternes kulturforening. Mødet sluttede af med enstemmigt at vedtage en opfordring til de tre partier om at "komme i gang med flere konkrete skridt til at komme videre med samlingsprocessen".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. okt. 2015 - 09:45   02. okt. 2015 - 09:50

Kommunisme

ml@arbejderen.dk