10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kræver kontrol med overvågnings-teknologi

Rettigheds-organisationer i ny alliance

Kræver kontrol med overvågnings-teknologi

Overvågningsteknologi for milliarder af kroner havner hos diktatorer, som bruger den til at undertrykke befolkningen. Nu vil en ny koalition af menneskeretsorganisationer have styr på eksporten.

Den stigende overvågning på både internettet og i det "virkelige" offentlige rum bekymrer stadigt flere. Her fra en demonstration først på året.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Verdens ledere må forpligte sig til at holde avancerede overvågningssystemer og teknologier ude af hænderne på diktatorer og undertrykkende regimer.

Sådan lyder budskabet fra et nyt samarbejde mellem menneskerettighedsorganisationer: The Coalition Against Unlawful Surveillance Exports (CAUSE).

Teknologierne gør regimer i stand til at knuse systemkritikere,
Ara Marcen Naval, Amnesty

CAUSE består af Amnesty International, Digitale Gesellschaft, FIDH, Human Rights Watch, the New America Foundation’s Open Technology Institute, Privacy International og Reporters Without Borders.

Målet for samarbejdet er at stille regeringer og private firmaer til ansvar for overgreb, som er direkte forbundet til den internationale handel med overvågningsteknologi, der i øjeblikket anslås at have en værdi af cirka 30 milliarder kroner.

Knuser systemkritikere

Initiativet er sat i værk for at sætte fokus på, at regeringer i stigende grad bruger spionsoftware og andet udstyr til at krænke retten til privatliv og en lang række andre menneskerettigheder.

- Disse teknologier gør regimer i stand til at knuse systemkritikere, indskrænke ytringsfriheden og ødelægge fundamentale rettigheder. CAUSE dokumenterer sager, hvor overvågningsteknologi er blevet benyttet, ikke kun til at spionere mod folks privatliv, men også til at assistere regeringer til at fængsle og torturere deres kritikere, fortæller Ara Marcen Naval, koordinator for våbenkontrol og sikkerhed hos Amnesty International.

Det danske firma Milestone Systems er med helt fremme, når det gælder om at udvikle overvågningsteknologi, der kan misbruges af undertryggende regimer.

Milestones Systems producerer videoovervågningssoftware, der er særdeles populært i store dele af verden. Ifølge virksomheden egen hjemmeside kan deres intelligente video­software hjælpe politi eller sikkerhedspersonel med at identificere kriminel, unormal eller mistænkelig adfærd på offentlige pladser og veje. 

Den danske overvågningsvirksomhed tilbyder også automatiserede overvågningsfunktioner, der afgiver alarmer, hvis eksempelvis uønskede personer eller biler entrer et bestemt område.

Tramper på rettigheder

I et åbent brev udtrykker organisationerne bag CAUSE bekymring over den stort set uregulerede globale handel med overvågningsteknologi.

- Gennem en voksende mængde af bevismateriale er det tydeligt at se, hvor vidtgående disse overvågningsmetoder bruges af undertrykkende regimer til hensynsløst at trampe på borgernes rettigheder. Den ukontrollerede udvikling, salg og eksport af disse teknologier er ikke forsvarlig. Regeringer må handle nu for at forhindre, at disse teknologier falder i de forkerte hænder, siger Kenneth Page, politisk rådgiver hos Privacy International.

Ender i fængsel

Kampagnens hjemmeside globalcause.net offentliggør løbende detaljerede beretninger om navngivne vestlige virksomheders eksport af overvågningsteknologier til lande som Bahrain, Elfenbenskysten, Egypten, Etiopien, Libyen, Nigeria, Marokko og mange flere.

- Flere og flere journalister, internetbrugere og systemkritikere ender i fængsel, efter at deres online kommunikation er blevet opsnappet. Det er vigtigt, at vi vedtager et juridisk grundlag, der beskytter vores online-rettigheder. Dette gælder både, når det overordnede emne er internetovervågning, men også det specifikke problem, der vedrører firmaers eksport af overvågningsprodukter, fortæller Grégoire Pouget, ekspert i digital sikkerhed hos Journalister Uden Grænser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. apr. 2014 - 11:30   21. apr. 2014 - 17:36

Kampagne

ml@arbejderen.dk