"Hjælp politiet med at stoppe kvindehandel - Stem ja"
Sådan lyder Socialdemokraternes budskab i stort opsatte annoncer i aviser, på stationer, på sociale medier og udvalgte hjemmesider. Med teksten følger et anonymiseret billede af en nøgen kvinde, der skal symbolisere en handlet prostitueret kvinde.
De tager kvinderne, ofrene, som gidsler i en usmagelig gang propaganda.
Steen Schapiro, Seksualpolitisk Forum
Partet har trykt 10.000 plakater. Socialdemokraterne vil ikke ud med, hvor mange penge, de har postet i kampagnen.
Også SF har i stor stil ophængt plakater med teksten "Sammen mod kvindehandel - Dit ja hjælper ofre mod trafficking".
Hykleriske ja-partier
Nu advarer Seksualpolitisk Forum mod at tage kvinder som gidsler i debatten.
- Politiske partier, der gerne vil have et ja ved afstemningen om retsforbeholdet overfor EU, har iværksat skræmmekampagner om "kvindehandel". De tager kvinderne, ofrene, som gidsler i en usmagelig gang propaganda. Budskabet i kampagnerne er ikke til at tage fejl af: Hvis ikke du stemmer ja, svigter du ofrene for kvindehandel. Det er bare ikke det, afstemningen handler om, siger talsperson for Seksualpolitisk Forum, Steen Schapiro, til Arbejderen.
- Når man fører den her slags skræmmekampagne, bliver det enormt svært at få en debat om, hvad substansen er i afstemningen. Hvad er konsekvensen af at afskaffe retsforbeholdet og give EU magt over den danske retspolitik? Det er simpelthen ødelæggende for demokratiet og for den vigtige debat om vores forbehold.
Seksualpolitisk Forum er et netværk, som har til formål at påvirke den seksualpolitiske debat i Danmark og udlandet "i en frisindet og nøgtern retning". Netværket består blandt andet af sexologer, universitetsforskere, journalister og forfattere.
Steen Schapiro mener, at det nærmer sig "hykleri", at de samme partier, som mener at vi skal stemme ja til Europol for at hjælpe de her kvinder, samtidig ikke er klar til at hjælpe udenlandske prostituerede, som er blevet groft presset eller udnyttet.
- Det kvinderne har brug for, er midlertidig eller permanent opholds- eller arbejdstilladelse. Men i stedet smider man de her kvinder i fængsel eller på krisecentre, og sender dem hjem, når de bliver opdaget.
- Hvis man for alvor ønsker at komme det her problem til livs handler det ikke om mere, grænseoverskridende politi, men om at respektere og beskytte de her kvinder. Så minimerer man menneskehandleres indtjening. Og ved at få kvinderne frem i lyset, uden at skulle skjule sig for politi og myndigheder, kan man hjælpe dem - eksempelvis med rådgivning i øjenhøjde og støtte til, hvis man ønsker at arbejde på anden vis. forklarer Steen Schapiro.
Problemet er EU's åbne grænser
Han tror det er bevidst, at ja-partierne kun bruger de handlede kvinder i deres kampagne.
- Problemet er jo ikke kun kvindehandel, men menneskehandel generelt. Problemet omfatter også mennesker, ikke mindst mænd, der bliver udnyttet i især de europæiske landbrugs- og rengøringssektorer. Det er især EU's åbne grænser, der gør det let at misbruge mennesker som billig arbejdskraft rundt om i EU. Men den debat interesserer ikke tilhængerne, så de sætter kun spot på et lille hjørne af den omfattende menneskehandel, nemlig "kvindehandel", uddyber Steen Schapiro.
Det er SF's medlem af EU-parlamentet, Margrethe Auken, der optræder på SF's plakat "Sammen mod kvindehandel". Og på Aukens Facebookside møder plakaten kritik: "pædofili, kvindehandel og organiseret kriminalitet bliver brugt som Propaganda af Ja siden totalt uanstændigt, så dumme er vi ikke!"... "Hvorfor skulle vi være mere sammen efter et ja, jeg stemmer bestemt nej!!"... "Sikken en gang propaganda! som om man ikke har kunne lave grænseoverskridende kriminalitetsbekæmpelse før vi får et Ja, det er bare ren propaganda for at sælge endnu en klump af vores demokrati og vores suverenitet!", lyder nogle af reaktionerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278