"Slut med at være pæne piger", skriver lægesekretærer fra Region Hovedstaden i indkaldelsen til en demonstration på tirsdag samtidig med, at regionsrådet andenbehandler næste års budget.
Der spilles hasard med det offentlige sundhedsvæsen.
Winnie Axelsen, HK Kommunal
– Vi er ikke en gruppe, der har tradition for at råbe op, men nu er det nok, siger Line Hi Ja Wedenborg, der er tillidsrepræsentant for lægesekretærerne på urologisk afdeling på Herlev Hospital.
Lægesekretærerne har været udsat for konstante nedskæringer gennem de seneste år. På Herlev og Gentofte Hospitaler er der for eksempel sparet 78 lægesekretærstillinger væk siden 2015. Og nu spares der endnu en gang.
Den samlede nedskæring på regionens sygehuse er på 343 millioner kroner næste år. En stor del af de penge spares på lægesekretærgruppen og det øvrige administrative personale.
– Alene på min afdeling nedlægges der tre fuldtids lægesekretærstillinger næste år, siger Line Hi Ja Wedenborg.
Sygehusadministrationens begrundelse for de store nedskæringer i sekretærgruppen er, at der ikke er brug for dem i samme grad som før efter indførelse af det nye it-system Sundhedsplatformen. Her skal lægerne selv indtaste en række oplysninger, som lægesekretærerne før tog sig af.
Læger presses
– I stedet for at bruge den veluddannede og forholdsvis billige arbejdskraft, lægesekretærerne er, sætter man hårdt pressede læger til en tårnhøj hyre til at lave sekretærarbejde, som de ikke er uddannet til og ikke har forstand på, siger Winnie Axelsen, formand for HK Kommunal, der organiserer lægesekretærerne.
– På mange afdelinger sidder lægesekretærer efterfølgende og tjekker, om lægerne har gjort det rigtigt, tilføjer hun.
Budgetaftalen, der støttes af alle partier fra Enhedslisten til Liberal Alliance, lægger op til, at der alene kan spares over 100 millioner kroner, fordi Sundhedsplatformen betyder lettere arbejdsgange. Ansatte fra hele regionen har ellers advaret om, at det er alt for tidligt at score en økonomisk gevinst på Sundhedsplatformen, der overhovedet ikke fungerer ordentligt endnu.
Lægesekretærerne kan give et konkret eksempel på, hvordan nogle ting ligefrem er blevet mere besværlige med Sundhedsplatformen.
– Før brugte du 27 klik, når du skulle bestille en enkelt ct-scanning af hjertet. Men i Sundhedsplatformen skal du bruge 142 klik, forklarer Line Hi Ja Wedenborg.
Fald i aktivitet
At lægerne er blevet sat til at være deres egne sekretærer, har betydet en markant nedgang i antallet af patienter, der behandles på sygehusene i Region Hovedstaden. I første halvdel af 2017 er der blevet behandlet 5,7 procent færre end i samme periode sidste år.
Det kan betyde, at Region Hovedstaden ikke kan leve op til regeringens krav om to procents produktivitetsstigning og dermed mister en del af sin bevilling fra staten, og skal skære endnu mere ned.
– Der spilles hasard med det offentlige sundhedsvæsen, erklærer Winnie Axelsen.
Kommunister støtter
Kommunisterne, der stiller op på Liste R til regionsvalget, opfordrer til at deltage i lægesekretærernes demonstration.
– HK'erne er i mange år blevet fremstillet nærmest som overflødig arbejdskraft. Men sandheden er jo, at de frigiver varme hænder gennem deres arbejde. Derfor er det absurd, at alle partier nu er enige om at skære ned på dem, siger Per Aabel, spidskandidat for Liste R til regionsvalget.
Demonstrationen er tirsdag 19. september klokken 16 foran Regionsgården i Hillerød.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278