30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lærere vil af med lektioner i skolen

Danmarks Lærerforening lancerer offensiv plan

Lærere vil af med lektioner i skolen

Der skal være langt mere tid til fordybelse i det enkelte fag, mener Danmarks Lærerforening. Lærerne har sendt undervisningsministeren et forslag til en helt ny organisering af undervisningen.

Den enkelte lærer vil med forslaget få fem timers sammenhængende undervisning på en dag.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Hvis de gode takter i regeringens forslag til folkeskolereform skal blive til virkelighed, kræver det en helt ny organisering af undervisningen.

Væk med de nuværende lektioner af 45 minutters varighed, hvor undervisningen konstant brydes op, og hvor der er mange skift i løbet af en dag.

Sådan lyder meldingen fra Danmarks Lærerforening, som i sidste uge lancerede et ambitiøst udspil til, hvordan regeringens planer om en mere sammenhængende aktiv skoledag kan føres ud i livet.

Vi glæder vi os til at drøfte vores forslag med regeringen.

Anders Bondo Christensen

Lærerne foreslår, at der kun er en fastlagt pause i løbet af dagen, nemlig en spisepause midt på dagen. De øvrige pauser lægges ind efter behov udfra den aktuelle situation. Det skal også være muligt at lægge en aktivitetstime ind midt på dagen.

Ideen er, at eleverne skal have langt mere sammenhængende tid til hvert enkelt fag, så der bliver reel mulighed for fordybelse og mulighed for at inddrage praktiske elementer i undervisningen.

- Lad os for alvor nytænke undervisningsdagen og skabe et sammenhængende undervisningsforløb for eleverne, hvor det er elevernes undervisning, der er styrende og ikke skolens ringetider. Med et sådant sammenhængende undervisningsforløb er vi parate til at undervise 25 timer om ugen, siger Anders Bondo Christensen.

Lærerforeningen forestiller sig, at der bliver tale om fem sammenhængende klokketimer på en dag. Skolelederne kan beslutte, at nogle lærere skal tage sig af vejledningsopgaver og skolebiblioteket som en del af de daglige fem timers undervisning.

Den resterende del af arbejdsdagen skal bruges på forberedelse, evaluering, planlægning, møder og samarbejde med forældre og andre fagpersoner. Forslaget skaber dermed mulighed for, at lærernes tid tilrettelægges, så de får det nødvendige rum til at kunne sikre undervisning af høj kvalitet.

Lærerforeningen mener ikke, at alle skoler skal indrettes til heldagsskoler. Nogle skoler kan have stort udbytte af den form, mens andre skoler måske vil fungere bedre med en række frivillige tilbud efter skoletid.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. dec. 2012 - 10:36   11. dec. 2012 - 10:45

Folkeskolen

ur@arbejderen.dk