Liberal Alliance fører valgkamp på Facebooksiden "Sundhedsplatformen? Nej tak!"
Vi skal sørge for, at Liberal Alliance får et kanon valg.
Sten Oyre, overlæge
Siden er i løbet af de sidste par uger blevet samlingssted for den massive utilfredshed med it-systemet Sundhedsplatformen, der er indført på sygehusene i Region Hovedstaden og i næste uge indføres i Region Sjælland.
>> LÆS OGSÅ: Stigende protester mod Sundhedsplatformen
Liberal Alliance er livlig deltager i debatterne på siden og fremhæves i opslag af sidens stifter, overlæge Sten Oyre, som det rigtige sted at sætte sit kryds ved valget i Region Hovedstaden, hvis man er modstander af Sundhedsplatformen.
Mod rød blok
– Vi skal sørge for, at Liberal Alliance får et kanon valg. Det er dem, der er de argeste modstandere af Sundhedsplatformen. Jeg kan ikke fordrage Liberal Alliance i forhold til landspolitik. Men regionsvalg er noget helt andet. Det har intet med hinanden at gøre, siger Sten Oyre, der er overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup, til Arbejderen.
– Min strategi nu er at vælte regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S). Hun har meldt klar ud, at hun vil beholde Sundhedsplatformen. Vi skal bruge alle midler på at få befolkningen til at forstå, at en stemme på rød blok er en stemme for at fortsætte med at smadre sundhedsvæsenet, tilføjer han.
Men Liberal Alliance er jo med i budgetaftalen for 2018, hvor man sparer over 100 millioner med henvisning til, at Sundhedsplatformen betyder lettere arbejdsgange?
– Ja, Liberal Alliance har da også lavet fejl, siger Sten Oyre.
Bekymring
En anden skarp kritiker af Sundhedsplatformen, lægen Ib Kollerup, er bekymret over, at Facebooksiden bruges til partipolitisk reklame for Liberal Alliance.
– Det er et problem. Men Liberal Alliance er et af de få partier, der klart har meldt ud, at de er imod Sundhedsplatformen. Nu vil vi undersøge, om der er kandidater fra andre partier, der også er imod Sundhedsplatformen, og skrive om det på siden, forklarer Ib Kollerup.
Han er netop blevet bortvist fra sin overlægestilling i Region Sjælland, fordi han nægtede at deltage i et kursus om Sundhedsplatformen.
Efter hans bortvisning har der rejst sig voldsomme protester mod Sundhedsplatformen. I løbet af få uger har Facebooksiden fået over 3000 medlemmer og tallet vokser konstant.
Det er ikke kun Liberal Alliance, der er kritiske overfor Sundhedsplatformen og den måde, den er blevet indført på, understreger Per Aabel. Han er spidskandidat for Kommunisterne ved valget i Region Hovedstaden og dermed så langt politisk fra Liberal Alliance, som man næsten kan være.
– Sundhedsplatformen er et rigidt amerikansk system, der ikke passer til det danske sundhedsvæsen. Oven i det vil man have lægerne til at lave lægesekretærernes arbejde, mens man fyrer lægesekretærerne, siger Per Aabel.
– Politikerne har mest fokus på, hvor meget der kan spares ved at indføre Sundhedsplatformen. Allerede næste år vil de spare over 100 millioner på den konto, selvom personalet råber op om kaotiske tilstande, tilføjer han.
Han minder i øvrigt om, at Liberal Alliance udover at støtte nedskæringerne på næste års budget også støtter øget brug af privathospitaler og flere udliciteringer i sundhedsvæsenet.
>> LÆS OGSÅ: Sygehuse skal spare 343 millioner kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278