05 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

"Lad os kæmpe sammen"

19. Verdens-ungdomsfestival

"Lad os kæmpe sammen"

30.000 unge fra hele verden, kommunister, socialister og helt almindelige russiske studerende er i denne uge samlet i den russiske by Sochi for at diskutere politik, dyrke sport og lære om hinandens kulturer.

Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Sergei Bobylev/TASS
Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Alexander Ryumin/TASS
Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Sergei Bobylev/TASS
Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Mikhail Metzel/TASS
Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Alexander Ryumin/TASS
Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Vladimir Smirnov/TASS
Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Sergei Bobylev/TASS
Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Anastasia Belskaya/TASS
Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Anastasia Belskaya/TASS
Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, sin 19. Verdensungdomsfestival i Sochi, Rusland.
FOTO: Mikhail Metzel/TASS
1 af 10

Der er nu noget befriende og livsbekræftende ved at tage en flyver væk fra København og den danske regerings forslag om at opruste dansk militær med ekstra 12,8 milliarder kroner de næste seks år – og lande få timer efter i den russiske by Sochi og blive modtaget af tusindvis af unge, der kræver fred i verden under parolen "For fred, solidaritet og social retfærdighed".

Kære ungdom, lad os kæmpe sammen. Ungdommen er militant. Lad os bruge denne militans til at omstyrte det imperialistiske system og sikre en fredelig fremtid.
Nicolas Papademitriou, præsident WFDY

Hele denne uge afholder Demokratisk Ungdoms Verdensforbund sin 19. Verdensungdomsfestival i Rusland. De fine hoteller den olympiske by i Sochi,  hvor der i 2014 blev afholdt vinter-OL, er blevet indtaget af glade unge mennesker, der har medbragt deres nationalflag, som de har hængt ud af vinduerne.

Til næste år skal den flotte, moderne by med de nybyggede hoteller og stadions huse VM i fodbold. Men i denne uge tilbeder de tilrejsende hverken Messi eller Ronaldo. Ansigterne på de tilrejsendes t-shirts er Che Guevaras og Lenins. Og her er alle på samme hold. Og 5000 frivillige unge fra hele Rusland har indtaget de fine hotellobbyer og står klar overalt i byen for at tage imod jævnaldrende fra 180 forskellige lande. 

Med 53 unge er den danske delegation den største i tre årtier. Vi bor på et af de mange olympiske hoteller tyve minutter fra festivalområdet. Hver morgen tager vi – sammen med unge fra resten af verden – med bus til festivalområdet. Og så går snakken på kryds og tværs – på engelsk, russisk, spansk...

I en hel uge skal vi lytte og diskutere oplæg om blandt andet "den kapitalistiske udnyttelse af naturressourcerne og klimaødelæggelserne" og "kampen mod imperialistiske krige, kræver nedrustning og nedlæggelse af udenlandske baser"...

Flot åbningsceremoni

Den 19. Verdensungdomsfestival er arrangeret af Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, WFDY, der siden afslutningen af Anden Verdenskrig har samlet verdens unge på tværs af grænser for fred og mod imperialisme og udbytning. 

 Ungdommen har altid været drivkraften i kampen for fred og social retfærdighed.
Nicolas Papademitriou, præsident WFDY

Festivalen blev skudt i gang søndag med et kæmpe show i Bolshoi Ice Palace. De 10.000 pladser blev hurtigt fyldt op af hvide, gule og sorte ansigter med og uden turban og tørklæder. 

Temaet for åbningsceremonien var at vise de udfordringer, som verden står overfor - og ungdommens kamp for fred og uddannelse og sociale rettigheder.

Det store stadion Bolshoi Ice Palace i Sochi repræsenterer planeten og jordens befolkning - som alle er forenet om ét mål: At gøre verden til et bedre sted. 80 unge indtager scenen med ét stort banner sammenvævet af alle verdens flag med WFDY's store fredsdue, designet af Picasso, i midten.

Et stort øjeblik på stadion, og de tusindvis af tilhørerer bryder ud i jubel og vifter med deres nationalflag og Che Guevara-flag og tusindvis af papirsfredsduer bliver foldet og kastet op i luften.

– Ungdommen har altid været drivkraften i kampen for fred og social retfærdighed, sagde Nicolas Papademitriou, præsident for WFDY,  da han åbnede festivalen. Og han fortsatte:

– Kære ungdom, lad os kæmpe sammen. Ungdommen er militant. Lad os bruge denne militans til at omstyrte det imperialistiske system og sikre en fredelig fremtid mellem suveræne stater. Imperialismen tøver ikke med at bruge terror og fascisme. Vi ønsker ingen fremtid med agressive invasioner. Lad os forenes i fred, solidaritet og social retfærdighed. Længe leve den antiimperialistiske kamp! Længe leve WFDY, lød det fra Nicolas Papademitriou.

Det var dog Ruslands præsident, Vladimir Putin, der fik det sidste ord ved åbningsceremonien.

Privatiseringer i Sri Lanka

Festivalens DNA er de omkring 30 kommunistiske og socialistiske ungdomsorganisationer, der har indtaget Mediecentret i OL-byen.

IMF mener, at de offentlige udgifter i vores land er for høje, og kræver at vi skal privatisere vores uddannelses- og sundhedssektor.
Thimantha Ulluwishewa, Youth for Change

De taler hver deres sprog og har medbragt hver deres materialer, bannere, faner og nøgleringe og klistermærker. Ens for dem alle er dog, er at de fortæller den samme historie om kapitalismens hærgen af deres lande. Men uanset hvor kapitalismen hærger, er der folk der kæmper. Og ungdommen er med helt i front.

Fra Sri Lanka kommer Thimantha Ulluwishewa fra Youth for Change, der er ungdomsorganisation for Socialist Party of Sri Lanka.

Thimantha fortæller blandt andet, at Sri Lankas regering har gældsat landet til Den Internationale Valutafond, IMF. 

Sri Lankas seneste lån hos IMF blev optaget sidste år og var på 1,5 milliarder dollar. Med lånene følger en række betingelser.

– IMF mener, at de offentlige udgifter i vores land er for høje, og kræver at vi skal privatisere vores uddannelses- og sundhedssektor, det statslige luftfartsselskab, havne og olieraffinaderier, siger Thimantha.

Det første private universitet, der blev oprettet i Sri Lanka, var medicinstudiet i 2008. 

– Vi mente, at det var en meget principiel kamp. Både fordi det var den første privatisering af et universitet, men også fordi der var tale om et medicinstudie. Derfor besluttede vi at kæmpe imod privatieringen og mobilisere andre studerende og oplyse dem om konsekvenserne.

Siden 2008 har de unge socialister i Sri Lanka arrangeret demonstrationer og møder og mobiliseret deres kammerater mod det private medicinske universitet. Men regimet i Sri Lanka slår hårdt ned på unge, der kæmper imod IMF's reformer i landet.

– I 2012 blev to aktive medlemmer af vores organisation dræbt af styret. Og yderligere to har været forsvundet siden 2011. For en uge siden var der endnu en demonstration mod privatisering af uddannelserne. Politiet slog hårdt ned på demonstrationen med tåregas og knipler og flere blev såret, beretter Thimantha.

Krise og modstand i Spanien

Spanien er blevet hårdt ramt af den kapitalistiske krise, fortæller Xavier García Fernández fra den ungkommunistiske organisation Juventud Communistas:

 I øjeblikket er 40 procent af alle unge under 25 år arbejdsløse. Samtidig har regeringen hævet brugerbetalingen for at tage en uddannelse.
Xavier García Fernández, Juventud Communistas

– Siden kapitalismens krise holdt sit indtog i Spanien i 2008, har regeringen undergravet en række af befolkningens grundlæggende rettigheder – eksempelvis retten til et arbejde og retten til en bolig.

– I øjeblikket er 40 procent af alle unge under 25 år arbejdsløse. Samtidig har regeringen hævet brugerbetalingen for at tage en uddannelse. Det betyder, at næsten en halv generation af Spaniens ungdom hverken kan få lov til at arbejde eller tage en uddannelse, forklarer Xavier García Fernández.

Krisen rammer også dem, der er heldige at have et arbejde.

– Antallet af folk, der arbejder på kontrakter, er eksploderet. Det betyder, at du kun har arbejde i en dag, en uge eller to uger, og så er du arbejdsløs igen. Især EU er et stort problem, der har kostet os dyrt. Tidligere havde vi en stor industriproduktion og en stor landbrugssektor. Det har vi ikke længere. Samtidig har euroen betydet, at almindelige menneskers købekraft er blevet udhulet. 

Det er dog ikke kun kapitalismen, der er i offensiven. Også den spanske befolkning organiserer sig og kæmper imod.

Det har de store spanske og internationale banker måtte sande. Da flere og flere spaniere blev sat på gaden, dannede helt almindelige spaniere PAH. Også Juventudes Communistas og Spaniens Kommunistiske Parti var med til at opbygge bevægelsen.

– Når banken forsøgte at sætte en familie på gaden, fordi de ikke kunne betale huslejen og de høje renter til banken, stillede naboer sig op i døren og forhindrede politiet i at smide beboerne ud af deres hus, fortæller Xavier García Fernández.

Fastfrosne lønninger i Cypern

I Cypern er der også krise. Tidligere blev lønnningerne sat op hver sjette måned, så de kunne følge med de almindelige prisstigninger. Men lønningerne har været fastfrosset de sidste fem år.

Det betyder, at der reelt er sket en udhuling af lønningerne til almindelige mennesker, fortæller Andreas Antreou fra Arbejdernes Progressive Parti, AKEA, i Cypern.

Her er kommunisterne drivkraften i at kæmpe mod privateringer:

– Regeringen vil privatisere det stats- og forbrugerejede elselskab og -telefonselskab. Skibsværftet er allerede blevet privatiseret, forklarer Andreas Antreou.

Ikke alle er nået frem

I en anden bod i Mediecentret byder unge fra Eritrea på "popcorn" – ristede, mørke korn som faktisk smager lidt af popcorn – samt en folder om USA's sanktioner mod Eritrea.

De unge fra Italien har udskrevet en fotokonkurrence og inviteret italienske unge til at tage fotos af mennesker, der arbejder. De to vinderfotos - af en postarbejder og en rengøringsassistent - er fint rammet ind og udstillet i boden.

Ved siden af holder unge fra Tyrkiets Kommunistiske Parti, TKP, til. Men partiet mangler to i deres 16 mand store delegation. 

– De blev arresteret i Istanbul to dage før festivalen af tyrkisk politi, fortæller Ibrahim Can fra TKP. 

De to unge deltog sammen med mere end 60 studerende i en stor mindedemonstration på årsdagen for IS' bombeangreb på en stor fredelig demonstration i Istanbul for to år siden.

– Vores arresterede kammerater er på fri fod nu, men de må ikke forlade Tyrkiet i tre måneder, forklarer Ibrahim Can.

Lover imperialismen kamp til stregen

Hvér dag kan deltagerne på Verdensungdomsfestivalen vælge imellem en stribe politiske debatter. Debatterne foregår i konferencelokalerne i Mediecentret opkaldt efter Lenin, Fidel Castro, Che Guevara og Den Russiske Oktoberrevolution.

Vi har forskellige udfordringer, alt efter hvor vi bor. Men når vi mødes og udveksler erfaringer, står det klart, at vi står overfor én, fælles hovedfjende, imperialismen.
Dimitris Palmyris, EDON

Festivalen er dedikeret 100-året for Oktoberevolutionen og 50 året for Che's død. I gangene hænger der fotos fra WFDY's kamp mod imperialismen og fra de tidligere Verdensungdomsfestivaler, som har fundet sted siden 1947. WFDY har fra sin fødsel støttet befrielsesbevægelser over hele verden.

Imperialisme og dens udbytning og krig skal have kamp til stregen, lovede de cirka 100 unge, der mandag var samlet i Che Guevara konferencesalen i Mediecenteret.

– Vi har forskellige udfordringer, alt efter hvor vi bor. Men når vi mødes og udveksler erfaringer, står det klart, at vi står overfor én, fælles hovedfjende, uanset om vi bor i Europa eller i et uland. Uanset om vi står overfor krige, privatiseringer eller brugerbetaling på uddannelse – så er det samme system, der står bag: imperialismen, siger Dimitris Palmyris, tidligere formand for WFDY, der også er aktiv i den kommunistiske ungdomsorganisation, EDON, fra Cypern.

I panelet sidder også en repræsentant fra de cubanske ungkommunister. Og hans indlæg sluttes af med at hele salen råber: "Viva la Revolución! Viva Fidél!".

50 meter derfra bryder 100 unge pludselig ud i spontane kampråb. De er til oplæg om, hvordan Che Guevaras kamp kan inspirere ungdommen. 

"Yo soy Ché!" (Jeg er Ché), gjalder råbene.

Kampgejsten fejler ikke noget i Sochi.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. okt. 2017 - 16:00   18. okt. 2017 - 11:12

Rejsebrev

af Morten Larsen
19. Verdensungdomsfestival
  • Den 19. Verdensungdomsfestival afholdes i Sóchi, Rusland fra den 14. til den 22. oktober 2017. Op mod 20.000 unge fra 180 forskellige lande deltager i festivalen. Fra Danmark deltager 53 unge. Det er det største antal danske deltagere i tre årtier.

  • Festivalen arrangeres af Demokratisk Ungdoms Verdensforbund (WFDY) i samarbejde med Det Internationale Studenterforbund (IUS) og internationale og nationale forberedelseskomiteer. 

  • Ideen til festivalen opstod i månederne efter Anden Verdenskrig. Og i 1947 blev den første festival afholdt i Prag, Tjekkoslovakiet. Siden har den været afholdt med jævne mellemrum i 15 forskellige lande. I 2013 blev den afholdt i Ecuador, i 2010 i Sydafrika og i 2005 i Venezuela.

  • Festivalen er en uge med politiske debatter, kultur og sport. I løbet af ugen er der afsat en dag til hver af verdens regioner. Amerika (mandag), Afrika (tirsdag), Mellemøsten (onsdag), Asien (torsdag), Europa (fredag) og Rusland (lørdag).

  • Der vil også være debatter og udstillinger om blandt andet Che Guevaras betydning for ungdommen, om Oktoberrevolutionens sejre og landvindinger, en udstilling om Sovjetunionen og mange andre spændende temaer.

>> Læs mere om dette års Verdensungdomsfestival