08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Landsret frifinder havnedirektør

Ny drejning i sms-sag fra Aarhus

Landsret frifinder havnedirektør

Med dommerstemmerne to-et frifandt Vestre Landsret i går ledelsen på Aarhus Havn i den såkaldte sms-sag. Årsagen er udelukkende, at der er indgået en fratrædelsesaftale med de tre bortviste kranførere.

Kranførernes advokat, Bjarne Overmark, i forgrunden ved et tidligere orienteringsmøde om sms-sagen. Han mener, at dommen i landsretten er "stærkt stødende".
FOTO: PN
1 af 1

Tirsdag tog den såkaldte sms-sag fra Aarhus Havn en ny drejning. Det skete, da Vestre Landsret med dommerstemmerne to-et frifandt havnens daværende direktør Bjarne Mathiesen og en anden ledende medarbejder.

Jeg finder det stærkt stødende, at en arbejdsgiver blot ved at indgå en fratrædelsesaftale kan afskære en lønmodtager fra at anmelde strafbare forhold.
Bjarne Overmark, advokat

De to blev dog ikke frifundet, fordi landsretten mente, at det var lovligt, at de havde læst sms-beskeder på en arbejdstelefon tilhørende arbejdsmiljørepræsentant Frants B. Rasmussen.

Frifindelsen skyldes udelukkende, at to af dommerne mener, at den fratrædelsesaftale, der var indgået mellem de tre bortviste kranførere og Aarhus Havn, betyder, at havnen ikke efterfølgende ville blive mødt med nogen former for retssager.

På grund af aftalen havde medarbejderen givet "bindende afkald på at anmode om offentlig påtale, og at anklagemyndigheden derfor manglede påtaleret", skriver to af dommerne.

Ved byrettens dom fra september sidste år var den tidligere havnedirektør og en driftsleder ellers fundet skyldige i at have begået brud på brevhemmeligheden ved at læse sms'erne fra en udleveret arbejdstelefon. De to fik dog ingen straf, da byretten mente, at de handlede i god tro, fordi Aarhus Kommunes juridiske afdeling havde vurderet, at det ikke var var strafbart at læse sms'erne.

>> LÆS OGSÅ: Ulovligt at overvåge arbejdstelefoner

Stødende dom

I landsretten tilsluttede en af de tre dommere sig byrettens dom og afviste, "at vilkåret i fratrædelsesaftalen indebærer, at <medarbejderen> har givet afkald på sin ret til at begære offentlig påtale". 

Kranførernes advokat, Bjarne Overmark, finder dommen i landsretten "stærkt stødende" og "bekvem for dommerne":

– Flertallet, altså de to dommere, henviser blot til, at der er indgået en aftale, og derved undgår de bekvemt at tage stilling til ulovligheden af det, der er foregået. Jeg finder det stærkt stødende, at en arbejdsgiver blot ved at indgå en fratrædelsesaftale kan afskære en lønmodtager fra at anmelde strafbare forhold og få sagen efterforsket, siger han til Arbejderen.

Han mener også, at dommen ligefrem lægger op til ulovligheder.

– Hvis man truer nogen til at betale noget, som ellers ville være ulovligt, er det strafbart i sig selv, forklarer Bjarne Overmark og henviser til straffelovens § 281 stk. 2.

Han opfordrer nu til, at dommen bliver anket til Højesteret af Rigsadvokaten.

>> LÆS DOMMEN HER

Faglig konflikt

Det samme gør de tre kranførere, som mistede deres arbejde på Aarhus Havn som en konsekvens af, at arbejdsgiverne tappede en af deres mobiltelefoner for sms'er.

– Jeg håber, statsadvokaten vil køre den her til højesteret, da den er yderst principiel. Nu endnu mere da en aftrædelsesordning nu også fratager folk retten til at rejse en straffesag, siger Keld Sørensen, en af kranførerne.

Den såkaldte sms-sag udsprang af en længerevarende faglig konflikt på Aarhus Havn i 2012. Konflikten blev skærpet, da havnedirektør Bjarne Mathiesen beordrede Frants B. Rasmussens telefon tømt for sms’er. 

På baggrund af 1000 sms’er i telefonen blev tre kranførere efterfølgende bortvist. Blandt dem Frants B. Rasmussen og Keld Sørensen, begge tillidsvalgte.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. apr. 2016 - 13:06   26. apr. 2016 - 15:55

Sms-sag

bi@arbejderen.dk
Sms-sagen fra Aarhus Havn
  • I 2012 beordrede direktøren på Aarhus havn, Bjarne Mathiesen, en arbejdsmiljørepræsentants telefon tømt for sms’er. Det skete som led i en faglig konflikt. Formanden for havnebestyrelsen, borgmester Jakob Bundsgaard (S), godkendte at det blev gjort.

  • På baggrund af 1000 sms’er i telefonen blev tre kranførere, Keld Sørensen, Frants Birger Rasmussen og Kai Villadsen, efterfølgende bortvist i november 2012. To af dem var arbejdsmiljørepræsentanter. 

  • De tre fyrede og 25 tilbageværende kranførere meldte borgmesteren og havnedirektøren til politiet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om brevhemmeligheden. Alle de 28, som stod bag anmeldelsen, havde modtaget eller sendt sms'er til telefonen med de beslaglagte beskeder.

  • I februar 2013 afviste Østjyllands Politi at rejse sagen. Den afgørelse bliver senere omgjort af statsadvokaten i Viborg, og sagen røg videre til Datatilsynet. I september 2014 gav Datatilsynet havnearbejderne medhold i, at aflytningen var ulovlig

  • Den 9. oktober besluttede Østjyllands Politi igen at standse yderligere efterforskning af sagen.

  • Havnearbejderne klagede til Statsadvokaten, som den 15. oktober besluttede at omgøre politiets afgørelse, således at efterforskningen skulle fortsætte. Samtidig rejste Statsadvokaten sigtelse mod Jakob Bundsgaard og Bjarne Mathiesen.

  • Den 18. september 2015 afsagde Retten i Aarhus dom, og den tidligere havnedirektør Bjarne Mathiesen blev dømt for ulovligt at have læst sms'er på en arbejdstelefon tilhørende arbejdsmiljørepræsentant Frants B. Rasmussen.

  • I april 2016 blev Bjarne Mathiesen frifundet ved Vestre Landsret med dommerstemmerne to-et. Han blev dog ikke frifundet, fordi Landsretten mente, at det var lovligt, at han havde læst sms-beskeder på en arbejdstelefon. Frifindelsen skyldes udelukkende, at to af dommerne mente, at den fratrædelsesaftale, der var indgået mellem de tre bortviste kranførere og Aarhus Havn, betød, at havnen ikke efterfølgende ville blive mødt med nogen form for retssager.

>> Se alle artikler i sagen her