Samtlige Folketingets partier er klar til at afskaffe den såkaldte seksmånedersregel.
Reglen har forhindret flere hundrede krigsveteraner i at få anerkendt deres posttraumatiske stress (PTSD) som en arbejdsskade, hvis de ikke har fået en lægeerklæring på skaden senest seks måneder efter de kom hjem fra krigen.
Fremover kan vi få lov til at dokumentere, at vi har PTSD, uden at blive afvist af en administrativ regel.
Christian Ring
Regeringen fremlægger forslaget under en forespørgselsdebat med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i folketingssalen i dag.
Samtlige partier i Folketinget er enige om, at der skal sikres en ordning for krigsveteraner, hvor der "ikke stilles krav om, at dokumentation for symptomdebut vedrørende PTSD i arbejdsskadessager skal ske i form af lægebesøg som udgangspunkt indenfor seks måneder. Ordningen omfatter også tidligere afgjorte sager."
- Vi har lavet en aftale, fordi vi kan se, at tidligere udsendte soldater kommer i klemme, alene fordi de ikke indenfor et halvt år efter de kom hjem, har henvendt sig til en læge med deres PTSD. Det er en dårlig ide, at afvise veteranerne alene med henvisning til seksmånedersreglen. Vi skal ikke afskrive os retten til at hjælp veteraner med PTSD, bare fordi vi har en seksmånedersregel, bekræfter Socialdemokraternes forsvarsordfører, Bjarne Lausten til Arbejderen.
Sejr for veteraner
Forslaget kommer efter at flere hundrede krigsveteraner og deres pårørende det sidste år har kæmpet for at afskaffet seksmånedersreglen, så de kan få deres PTSD anerkendt som en arbejdsskade.
I august sidste år startede krigsveteranerne en Facebookgruppe og den 23. oktober sidste år demonstrerede veteranerne på slotspladsen for at få afskaffet seksmånedersreglen.
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har undersøgt de udsendte soldaters psykiske tilstand før og efter udsendelsen, og sætter alvorligt spørgsmålstegn ved seksmånedersreglen: SFI's forskning viser nemlig, at de udsendte soldater ofte først får en lægefaglig vurdering i gennemsnit fire år efter, de kommer hjem. Dermed er de ikke berettiget til erstatning ifølge de nuværende regler.
På et samråd i marts tegnede der sig et flertal uden om regeringen for at få afskaffet seksmånedersreglen.
Veteranernes talsperson, Christian Ring, er glad for at arbejdet nu giver resultater.
- Nu kan Arbejdsskadestyrelsen ikke længere per automatik afvise alle os veteraner. Fremover kan vi få lov til at dokumentere, at vi har PTSD, uden at blive afvist af en administrativ regel. Det betyder, at vi kan føre vores ekskoner, venner og familie som vidner, der kan fortælle om, hvordan vi har ændret os efter vi kom hjem, siger Christian Ring til Arbejderen.
Han var i 1990'erne udsendt som oversergent i Balkan og har selv søgt om at få sin PTSD godkendt som en arbejdsskade - men har fået afslag netop på grund af seksmånedersreglen.
Krigens omkostninger
Også Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, er tilfreds. Han har stillet en stribe spørgsmål i sagen og har haft både beskæftigelsesministeren og forsvarsministeren i samråd for at lægge pres på regeringen.
- Stort tillykke til veteranerne. Efter en lang kamp har de vundet. Deres PTSD står nu til at blive anerkendt som en arbejdsskade, så nu kan de få erstatning. Og ikke mindst bliver Folketinget og regeringen nødt til at sige, at soldaterne, som får psykiske mén, er en del af omkostningerne ved at deltage i en krig, siger han til Arbejderen.
Det er endnu uklart, hvornår der bliver fremlagt et egentligt lovforslag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278