Et grundlæggende kendetegn ved den kollektive danske velfærdsmodel er, at den bygger på en høj grad af universelle ydelser i modsætning til andre velfærdssystemer, der baserer sig mere på forsikringsordninger eller ydelser målrettet de fattigste.

En af de mest rendyrkede universelle ydelser er sundhedsvæsenet.

– Definitionen af universelle ydelser er, at der er tale om rettigheder, som fremgår af en lovgivning, at alle er berettigede til at modtage den pågældende ydelse, at alle får ens ydelse, og at denne ydelse er tilstrækkelig, forklarer velfærdsforsker Christian Albrekt Larsen.

Han er professor på Aalborg Universitet og udgav i 2015 sammen med Jørgen Goul Andersen bogen "Den universelle velfærdsstat", der indeholder den ovenstående definition af universalisme.

De fleste andre forskere regner også skattefinansiering med som et kriterium for universalisme.

– Historisk set har de nordiske universelle velfærdsstater været kendetegnet af skattefinansiering. Men vi har valgt at tage det ud af definitionen, fordi man godt kan lave universelle ydelser, som ikke er skattefinansierede, siger Christian Albrekt Larsen.

Han henviser til det danske dagpengesystem, der i sit udgangspunkt er en forsikringsordning, men som gennem en række forbedringer fungerede stort set universelt i slutningen af 1980'erne.

– Man kan jo samle penge til universelle velfærdsordninger ind på mange forskellige måder. I Danmark er det typisk sket over indkomstskatten, men det kan jo også ske via grønne afgifter eller på andre måder, forklarer Christian Albrekt Larsen.

Udbygning af velfærden

En universel velfærdsstat er ifølge de to forskere kendetegnet ved, at de fleste af overførselsindkomsterne og serviceydelserne har en universel karakter. Men alle ydelser er ikke lige universelle, og der er også velfærdsydelser, som slet ikke er universelle.

I midten af 1990'erne var den universelle velfærdsstat på sit højdepunkt.

En af de mest rendyrkede universelle ydelser er sundhedsvæsenet, hvor alle, der bliver syge, har ret til den samme behandling på et højt niveau, uafhængigt af den enkeltes indkomst eller forsikringer.

Blandt de meget universelle ydelser er også uddannelsessystemet og SU til udeboende unge.

Indførelsen af folkepensionen i 1956 regnes af mange som det historiske punkt, hvor opbygningen af det universelle velfærdssystem for alvor tager form. I de følgende årtier blev universalismen udbygget på en lang række områder.

Som noget helt afgørende blev dagpengesystemet op gennem 1960'erne og 1970'erne gjort markant mere universelt på trods af dets grundlæggende karakter af en forsikringsordning.

Dagpengene blev højere, staten overtog hele finansieringen af merudgifterne ved øget arbejdsløshed og i princippet blev dagpengeperioden gjort ubegrænset.

Af andre skridt i mere universel retning kan blandt andet nævnes sygedagpengene, der fra 1973 blev udbetalt til alle syge, indtil de enten var raske, i gang med revalidering eller kom på pension.

I 1983 indføres også børnechecken, der udbetales til alle børnefamilier uanset indkomst, samt SU til alle studerende fra 1987.

Tilbagegang i over 20 år

– I midten af 1990'erne var den universelle danske velfærdsstat på sit højdepunkt. På det tidspunkt var den noget af det mest universelle i hele verden. Men de sidste 20 års tid er det gået tilbage i forhold til universalismen, siger Christian Albrekt Larsen.

Et universelt velfærdssystem er effektivt og nemt at administrere.

– Vi har stadig mange universelle ydelser, men tilbagegangen har været på næsten alle områder, selvom det ikke er sket med samme hastighed overalt. Et land som Sverige er skredet endnu mere i forhold til universalismen, tilføjer han. 

Et af de mest markante eksempler på tilbagegangen er aflivningen af folkepensionen som en universel ydelse.

I sit udgangspunkt var folkepensionen en lovbestemt skattefinansieret ydelse på et rimeligt højt niveau, hvor alle pensionister fik det samme beløb uanset indkomst og formue. Altså en helt igennem universel ydelse.

Men allerede i 1960'erne blev der indført et pensionstillæg, målrettet pensionister med de laveste indkomster. Siden er pensionstillægget vokset, mens grundbeløbet er blevet udhulet. Det betyder, at pensionstillægget i dag er større end grundbeløbet. Den ens ydelse til alle er fortid.

Den universelle folkepension undermineres yderligere, da arbejdsmarkedspensionerne i starten af 1990'erne på foranledning af Schlüter-regeringen udbredes til stort set hele arbejdsmarkedet. 

I dag har hverken fagbevægelsen, politikerne eller andre fokus på forbedringer af folkepensionen. Ydelsen er blevet så utilstrækkelig, at flertallet af danskerne mener, at den kan de ikke klare sig for og i stedet satser de på arbejdsmarkedspensioner eller private pensionsordninger.

Tilbage står de fattigste, der aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, og som ikke har råd til private pensioner, med et udhulet grundbeløb.

– Pensionstillæg, ældrecheck og boligydelse betyder, at denne gruppe stadig er rimeligt dækket. Men det skaber så problemer med retfærdigheden i systemet og incitamenterne til at spare op, påpeger Christian Albrekt Larsen.

Han hentyder her til, at det for især lavtlønnede grupper på arbejdsmarkedet ikke altid kan betale sig at betale ind til en arbejdsmarkedspension, fordi der sker en modregning i forhold til pensionstillæg, ældrecheck og boligydelse.

En række andre ydelser udover folkepensionen er også blevet mindre universelle de sidste 20 år. Det gælder kontanthjælp, førtidspension, børnecheck, SU med mere.

– I forhold til førtidspensionen er lovgivningen efterhånden så uklar og der er kommet så meget skøn ind i beslutningsprocessen, at det gør ydelsen mindre universel. Det samme er sket med kontanthjælpen efter indførelse af introduktionsydelse og arbejdskrav, siger Christian Albrekt Larsen.

Det var også et tilbageskridt i forhold til universalismen, da SU til hjemmeboende unge i 2013 blev gjort afhængig af forældrenes indkomst. Det samme skete med børnechecken i 2014.

Gode argumenter for universalisme

Der er ellers mange gode argumenter for, at universel velfærd er en fordel for samfundet, understreger Christian Albrekt Larsen.

– Et universelt velfærdssystem er effektivt og nemt at administrere. Det er mindre omkostningstungt end et system med differentierede ydelser, hvor det er et gedemarked at finde ud af, hvem der tilhører hvilke grupper.

Selvom skatten er lav i USA, var det dyrere at leve der end herhjemme.
Martin Thorborg

Af andre fordele ved det universelle velfærdssystem fremhæver han, at det ikke virker stigmatiserende og nedværdigende, fordi ydelserne er en rettighed, der gælder alle. 

– Det virker meget retfærdigt, og det er svært at snyde med universelle ydelser. Hvis børnepenge kun gives til fattige, vil der være et incitament til at forsøge at gøre sig fattigere, siger Christian Albrekt Larsen.

– Og så bevarer vi også det økonomiske incitament til at komme i arbejde, fordi for eksempel en kontanthjælpsmodtager, der kommer i arbejde, stadig har ret til de universelle serviceydelser som børnecheck, sygehusbehandling med mere, tilføjer han.

Velfærdsforskeren ser uendeligt mange fordele ved den universelle velfærdsmodel og fremhæver, at den har en stor folkelig opbakning. 

– Så længe hele befolkningen er omfattet af en ydelse, kæmper den store middelklasse for en højere og bedre ydelse. Derfor får vi for eksempel en ny kræftpakke, der omfatter hele befolkningen. Men hvem sikrer det, hvis systemet ikke er universelt?

– Hvis ydelserne bliver målrettet de fattigste, hvem kæmper så for, at de lever op til en tilstrækkelig standard? De fattige selv har ikke ressourcerne til det. Konsekvensen er, at der bliver tale om elendige ydelser, advarer Christian Albrekt Larsen. 

Mange forskere mener også, at universelle velfærdssystemer er bedre til at skabe lighed og sikre omfordeling end andre systemer. Men det er der uenighed om.

Christian Albrekt Larsen har svært ved at få øje på ulemperne ved den universelle velfærdsmodel.

– Der skal betales mere i skat, men andre typer velfærdsstater koster samlet set det samme for den enkelte. Pengene betales bare på en anden måde, siger han. 

Det er den samme pointe, den danske it-millionær Martin Thorborg lancerede i Berlingske i sidste måned. Han levede fra 2008 til 2012 i USA, der nok er det land i den vestlige verden, der er længst fra en universel velfærdsmodel. Selvom skatten er lav i USA, var det dyrere at leve der end herhjemme blandt andet på grund af udgifter til børnenes skole og sundhedssystemet.

– Når jeg lagde forskellige ting og sager sammen, som jeg egentlig følte, jeg fik gratis i Danmark, endte jeg basalt set med en skatteprocent over 60, sagde Martin Thorborg dengang til Berlingske.

– Andre ting, der påpeges som ulemper ved den universelle model, er, at det er absurd at give Mærsk folkepension, og at de standardiserede ydelser berøver os vores personlige frihed, siger Christian Albrekt Larsen.

Kampe gennem 100 år

At Danmark fik et universelt velfærdssystem hænger sammen med en række begivenheder og kampe for bedre sociale forhold gennem de sidste godt 100 år. 

En række byer med socialdemokratisk styre var i starten af 1900-tallet med til at presse udviklingen i retning af den universelle velfærdsmodel.

– Det var et historisk højdepunkt, da folkepensionen blev indført i 1956. Men det kunne kun lade sig gøre, fordi Danmark i 1891 med Loven om Alderdomsunderstøttelse, valgte en anden vej end Tyskland, siger Christian Albrekt Larsen.

I Tyskland indførte Bismarck en obligatorisk socialforsikring, som arbejdere og arbejdsgivere i byerne skulle betale ind til. Men Danmark valgte et andet spor og indførte skattefinansieret alderdomsunderstøttelse til alle "værdigt trængende over 60 år, der i de sidste 10 år ikke havde modtaget fattighjælp". 

– Man kan sige, at her blev grunden lagt til, at vi senere kunne få den universelle folkepension. Når man først har et forsikringssystem kørende, er det umuligt at lave det universelt efterfølgende, fordi dem, der har betalt deres forsikring, siger nej til at betale endnu en gang over skatten, forklarer Christian Albrekt Larsen.

Historiker Søren Kolstrup påpeger i sin bog "Velfærdsstatens rødder", at en række byer med socialdemokratisk styre i starten af 1900-tallet var med til at presse udviklingen i retning af den universelle velfærdsmodel.

Det gjaldt blandt andet i Nakskov, hvor arbejderbevægelsen stod særlig stærkt. I perioden 1907 til 1920 blev de offentlige skattefinansierede tilbud i forhold til blandt andet skole, hospital og ældreomsorg forbedret og udbygget.

Den offentlige skole, der tidligere bar præg af en fattigskole med 50 elever i klasserne og elendige forhold, blev forvandlet til en velfungerende institution, hvor stort set alle byens børn søgte hen uanset klasse og lag.

Det gamle epidemihospital blev forvandlet til et moderne sygehus, der betjente alle grupper i samfundet, og forholdene for de ældre blev forbedret.

En lignende udvikling skete i byer som Esbjerg, Aarhus og København, hvor der også var socialdemokratisk styre.

De borgerlige og universalismen

Socialdemokratiet har sammen med en stærk arbejderbevægelse betydet meget for udviklingen af kollektiv velfærd. Men vi har i en række tilfælde set, at det har været borgerlige regeringer, der har gjort velfærdsydelser universelle, fortæller Christian Albrekt Larsen.

– Det så vi blandt andet med SU'en i 1987, og da hjemmehjælpen blev gjort til en universel ret i 1980'erne. Det liberale udgangspunkt er, at staten helst ikke skal blande sig, men når der først er en ydelse, har de borgerlige haft en tendens til at lade alle få del i den, siger han.

– Modsat har mange på venstrefløjen i tidens løb været ambivalente, over at skulle give ydelser til alle også de rige. Fagbevægelsen har også haft en forkærlighed for at reservere ydelser til deres egne medlemmer, tilføjer velfærdsforskeren.

I forhold til de vigtige velfærdsforbedringer under Schlüter-regeringen i slutningen af 1980'erne som blandt andet SU'en har Søren Kolstrup i sine bøger om velfærdsstaten argumenteret for, at det var Danmarkshistoriens største strejkebølge, Påskestrejkerne i 1985, der var med til at presse dem igennem.