De offentligt ansatte kvinder får stadigvæk i gennemsnit 13,1 procent mindre i løn end mænd, men de har netop opnået ny sejr for ligelønnen og er klar med en plan, som skal bringe kampen videre.

Problemet med uligeløn stammer fra Christiansborg, hvor fordums politikere indplacerede omsorgsfagene blandt de lavestlønnede.
Mona Striib, FOA

Det fortæller FOA's forbundsformand Mona Striib til Arbejderen:

– Ligelønsalliancen fik ved overenskomstforhandlingerne i 2018 sat ligeløn på den fælles dagsorden. For første gang var der enighed om, at der skulle øremærkes en særlig pulje til ligeløn og lavtlønsfag, som også i høj grad er de kvindedominerede fag. Det var en historisk milepæl.

Mona Striib siger videre, at det igen i 2021 er lykkedes for Ligelønsalliancen at rejse et fælles krav om en ligelønspulje ved de offentlige overenskomstforhandlinger.

– Denne gang er puljen endda dobbelt så stor, siger hun.

Ligelønsalliancen bliver til

Ligelønsalliancen blev oprettet forud for overenskomstforhandlingerne i 2018. Alliancen består af medlemmerne fra FOA, BUPL, Socialpædagogerne og 11 faglige organisationer indenfor det sundhedsfaglige område – blandt andre sygeplejersker og jordemødre – samlet i Sundhedskartellet.

Mona Striib fortæller, at det næste, som "alliancen skal tage bid på", er at få lavet et mere retfærdigt lønsystem. Hun forklarer:

– Som det er nu, hvor lønstigninger gives i procenter, får dem, der i forvejen har mest, den største lønstigning, mens de lavest lønnede får mindst. Man øger simpelthen systematisk afstanden mellem top og bund. Men penge er lige meget værd for alle, derfor bør lønreguleringen også være ens og gives i kroner og øre, som man gør på det private arbejdsmarked. 

Hun tilføjer, at Forhandlingsfællesskabet, som består af 51 lønmodtagerorganisationer inden for kommuner og regioner, har aftalt, at de vil drøfte en mere retfærdig fordeling af lønstigninger i den kommende overenskomstperiode.

Løngraduering næsten som i 1919

Institut for Menneskerettigheder udgav i december sidste år en rapport, som påviser, at den fagbaserede forskel på løn, som gælder i dag for de fleste fag inden for det offentlige, kan føres tilbage til en tabel fra 1919. Da indførte man et system, som gav alle i "typiske mandefag" et særligt tillæg, som kvinder ikke fik, fordi kun mænd blev opfattet som potentielle eller fungerende familieforsørgere.

I 1969 indførte man ganske vist Tjenestemandsreformen, som blandt andet skulle ændre lønsystemet, så det blev mere retfærdigt. Tjenestemandsreformen havde til formål at gøre løndannelsen hos de offentligt ansatte mere sammenlignelig på tværs af fag, mere fleksibel og mere egnet til central styring. Reformen blev gennemført efter fem års kommissionsarbejde. En af kommissionens arbejdsopgaver var at værdisætte arbejdsfunktioner, så man kunne graduere løn ud fra fag på en mere retfærdig måde end hidtil. Denne opgave viste sig dog for uoverskuelig for kommissionen, og det endte med, at man stort set fastholdt den graduering efter fag, som blev indført i 1919.

Politikerne, som gennemførte Tjenestemandsreformen, var ikke begejstrede for det lønsystem, som man var kommet frem til. De nævnte, at reformen kun skulle gælde "midlertidigt, indtil man fik lavet en bedre", blandt andet fordi den rummede "en række ubegrundede lønindplaceringer", kan man læse i Institut for Menneskerettigheders rapport.

Lønnings- og pensionsminister Aage Haastrup (K) kommenterede i 1968 det senere vedtagne forslag sådan:

– Det ville være ønskeligt, om der forelå udtømmende stillingsbeskrivelser for alle grupper, således at man havde det nødvendige objektive grundlag for den fremtidige indbyrdes placering. Her synes dog at mangle en del.

Alligevel bruges stort set den samme graduering af lønningernes størrelse efter fag i dag, som da Tjenestemandsreformen blev vedtaget. Kun tre fag har formået at få en markant bedre plads i lønhierarkiet end i 1969. Det er togførere, politi og sygeplejersker. Sygeplejerskerne er dog hermed ikke tilfredse, for på trods af et spring i lønhierarkiet halter det fortsat bagefter lønmæssigt i forhold til mænd i fag med samme uddannelseslængde.

>> LÆS OGSÅ: Først i år 2104 vil mænd og kvinder tjene det samme i hele EU

Christiansborg må tage ansvar

Mona Striib mener, at tiden er inde til, at politikerne gør noget ved dette problem, som de så længe har syltet.

– Problemet med uligeløn stammer fra Christiansborg, hvor fordums politikere indplacerede omsorgsfagene blandt de lavestlønnede, da man for godt 50 år siden lavede Tjenestemandsreformen. Så må nutidens politikere rette op på problemet, for det er udtryk for et helt forældet kvindesyn, som jeg ikke tror, at nogen nulevende politiker ville forsvare, siger FOA-formanden og foreslår:

– Der er behov for, at politikerne på Christiansborg vågner op til dåd og afsætter en pulje, der kan rette op på uligelønnen. Problemet kan ikke løses ved overenskomstforhandlingerne alene. Til det er løngabet ganske enkelt for stort, og udligningen vil ske alt for langsomt. Vi har haft en ligelønslov siden 1976, og alligevel bliver vi ved med at lade dem, der arbejder inden for de typiske kvindefag, i stikken.

Et befolkningsflertal kræver ligeløn

Ligelønsalliancen fik i 2019 foretaget en epinionsundersøgelse, som viste, at tre ud af fire danskere mener, at politikerne skal prioritere at afskaffe lønforskellen mellem mænd og kvinder med lige lange uddannelser.

Mona Striib fortæller, at FOA's medlemmer under corona har mærket en forstærket anerkendelse af deres arbejde. De er blevet rost af politikere og besunget af borgere fra altanerne, og hun mener, at det hænger sammen med, at det mere end nogensinde er blevet tydeligt, hvor vigtig en rolle de, som leverer omsorg, pleje, hygiejnisk rengøring, kører ambulance eller arbejder i dagtilbud og andre grundlæggende funktioner, spiller. 

– Jeg håber, at disse erfaringer kan være med til at fjerne et nedgørende kvindesyn fra tidligere tider, der kigger tilbage på en fra lønsedlen, hvis man arbejder i et kvindedomineret fag, slutter Mona Striib.

>> LÆS OGSÅ: Et meget magert overenskomstresultat