Enhedslisten fik sit bedste folketingsvalg nogensinde den 18. juni: 274.463 stemmer (mod 236.860 ved folketingsvalget i 2011) og to ekstra mandater i Folketinget.
Partiets fremgang skyldes især vælgerne i provinsen. Enhedslisten stod stort set i stampe i de københavnske forstæder, og gik lidt tilbage i sine højborge Nørrebro og Vesterbro i København. Begge steder er Ø dog stadig det største parti med henholdsvis 26,5 procent og 20,8 procent af stemmerne.
Vi fik ikke samlet alle de mennesker op, der er trætte af magthaverne. Dem er vi nødt til at tilbyde et alternativ, ellers mister vi dem.
Holger Petersen, byrådsmedlem, Tønder
Men i flere kredse i provinsen - især i Jylland - gik Enhedslisten frem med over 40 procent i forhold til sidste valg. I Tønder var der således en fremgang på 53 procent, i Frederikshavn 50 procent, Mariager Fjord 46 procent og Randers Syd 42 procent.
- Vi gik til valg på tre hovedtemaer: Nedskæringerne mod de reformramte danskere skulle rulles tilbage, flere hænder i den borgernære velfærd og grøn omstilling, siger Per Clausen, der sad i partiets valgkampsledelse.
- Vi fik et godt valg på landsplan. Vi er gået frem flere steder på grund af lokale sager som eksempelvis skifergas, og fordi vi har fået valgt medlemmer i de lokale byråd og derfor har fået en mere direkte adgang til vælgerne. Og så har vi fået mange nye medlemmer, så vi var mere synlige lokalt.
Han hæfter sig især ved, at Enhedslisten fik flotte valg i Gellerup og Tingbjerg, som er områder med socialt udsatte og mange danskere med anden etnisk baggrund. I Gellerup i Aarhus blev Enhedslisten det andetstørste parti og fik et kanonvalg med 795 stemmer. Det svarer til hver fjerde stemme og er en fremgang på ti procent i forhold til sidste valg.
Større potentiale
Valget viste, at vælgerne ønskede et opgør med de etablerede partier og med nulvækstpolitikken: Alternativet tordnede ind i Folketinget med traditionelle Enhedsliste-mærkesager som lavere arbejdstid og en grøn profil. Og Dansk Folkeparti fik et kanonvalg på Enhedsliste-mærkesager som EU-modstand, velfærd og mod social dumping.
Kunne Enhedslisten - set i det lys - have samlet endnu flere vælgere op? Den debat rejser flere medlemmer af Enhedslisten nu på de sociale medier.
- Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten har et potentiale, der er betydeligt større, end det resultat, vi fik ved valget. Jeg synes, at vi førte en god valgkamp. Jeg mener ikke, at vi kunne have gjort det anderledes. Det er rigtigt, at EU ikke rigtig spillede en rolle i valgkampen. Problemer er, at det er jo nogle andre end os, der definerede, hvad valgkampen skulle handle om. Valgkampen var for kort til en større debat om EU, mener Per Clausen.
Valgkampsledelsen vil nu aflevere en politisk og organisatorisk evaluering til partiet, så medlemmerne kan debattere valgkampen forud for partiets årsmøde til september.
I Tønder er byrådsmedlem Holger Petersen enig i, at flere godt kunne have sat deres kryds ved liste Ø.
- Vi var mange, der havde sat næsen op efter endnu flere stemmer på landsplan. Set i lyset af SF's totale sammenbrud, kunne jeg da godt have tænkt mig flere stemmer til Enhedslisten. Det er vigtigt, at vi nu tager en debat om, hvad vi kan gøre bedre. De frustrerede vælgere er derude - de skal bare samles op, siger Holger Petersen til Arbejderen.
Mere fokus på egne mærkesager
Han mener, at Enhedslisten fokuserede for lidt på egne emner, som kampen mod EU, bæredygtighed, økologisk omstilling, fredsbevægelsen, nej til TTiP, nej til nye kampfly, ingen skattelettelser til de rige og så videre.
- Og partiet talte ikke nok i øjenhøjde til befolkningen, sådan som DF åbenbart gjorde. Enhedslisten begrænsede sin valgkamp til dagsaktuelle temaer som flygtninge- og indvandrere og dagpengeproblematikken, siger Holger Petersen og uddyber:
- Vi fik ikke samlet alle de mennesker op, der er trætte af magthaverne. Dem er vi nødt til at tilbyde et alternativ, ellers mister vi dem. Vi skal ikke bare kritisere - vi skal også sætte visioner op. Og så skal vi skal passe på, at vi ikke bliver for akademiske. Vi skal tage folks dagligdags bekymringer for eksempelvis social dumping alvorligt og argumentere mere målrettet for den danske model.
- Vi fik ikke italesat EU under valgkampen. Det var en stor fejl. Det var oplagt at sætte fokus på bankunionen og EU's krav til de offentlige budgetter og den kommende folkeafstemning om EU's retsundtagelsen i valgkampen.
Også i København er Enhedslisten gået i tænkeboks.
Folketingsvalget gjorde Enhedslisten til venstrefløjens store parti. Men partiet fik ikke knækket koden, der kunne dæmme op for Dansk Folkepartis fremgang, eller kombineret de røde og grønne visioner, der kunne tage luften af Alternativet fremgang, mener Mikkel Warming.
- Vi skal knække DF-koden og anerkende den utryghed, som eksisterer i udsatte land- og byområder. Vi skal komme med konkrete realiserbare løsningsforslag og forholde os til følelsen af utryghed og marginalisering, skriver medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og forretningsudvalg, Mikkel Warming på Modkraft.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278