Sol, sommer og socialisme var overskriften på Enhedslistens årlige sommerlejr i uge 30. Det var lejr nummer 24 eller måske 25, som Enhedslisten har afholdt.
Sommerlejren levede til fulde op til titlen, der var i hvert fald bragende godt sommervejr hele ugen. Og socialismen blev der talt en del om. Men selv en hel uges sommerlejr kan jo ikke indføre den.
Et højdepunkt var demonstrationen om fredagen til støtte for Gaza.
De to foregående sommerlejre afholdt vi i Fakse Ladeplads. Denne gang var vi rykket til midt i landet, nærmere bestemt Strib Idrætsefterskole, smukt beliggende lige ud til Lillebælt.
Ud over tid til at slappe af, mødes med allerede bekendte og nye kammerater var der masser af indslag, hvor man kunne få viden om forskellige aktuelle politiske emner og diskutere disse.
Vi kom viden om.
De morgenfriske startede dagen med nærværstræning, der gav energi og oplagthed til dagens program.
Debat om skolereform
Og så gik det ellers løs. Jeg plukker her fra ugens omfattende program.
Jakob Erle, direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Kairo, gav en spændende førstehåndberetning om det tilbagerullede forår i Egypten.
Tidligere skoleborgmester i København, Per Bregengaard, lagde op til en debat om den store historiske fortælling fra en socialistisk synsvinkel, ud fra hans storartede bog ”En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen”.
Med skolereformen lige om hjørnet kunne debatten om børneliv og pædagogik ikke være mere aktuel. Her sørgede pædagog Kirsten Løth, børneforsker Erik Sigsgaard og Jan Hoby, næstformand i den pædagogiske fagforening LFS for de kritiske vinkler. Der blev både diskuteret ny folkeskolelov, hvad indholdet skal være i en kritisk pædagogik og børn og unges nej til institutionalisering.
En veloplagt Rina Ronja Kari, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, fortalte om EU og dets udemokratiske struktur. For en del var det godt, at få det på det rene.
Besøg af Uffe Elbæk
Kulturpolitik var også på programmet. Her var tidligere kulturminister Uffe Elbæk pustet udefra og holdt oplæg ud fra spørgsmålene: Fører Enhedslisten overhovedet kulturpolitik? Kunne en markant kulturpolitik bidrage til udvikling af en socialistisk bevidshed? Hvorfor er det vigtigt at opprioritere kunst og kultur?
Der var skoling i marxisme for både nybegyndere og mere garvede. Her blev der blandt andet taget fat om grundbegreberne, hvordan ideologien viser sig i sproget og diskuteret de nuværende socialistiske tendenser i Latinamerika.
Omkring vækst og økosocialisme blev vi belært om, hvor slemt det står til med Jordens tilstand, og hvad der skal for at redde den (socialisme, naturligvis). Men inden da må vi gøre, hvad gøres kan.
Derudover var der også træning i konflikthåndtering, hvad man selv kan gøre for at løse konflikter, og gruppen af unge arbejdede med at konkretisere de socialistiske visioner.
Et af ugens højdepunkter var udflugten til Troldgården nord for Horsens, et landbrug hvor økologi og dyrevelfærd er det absolut primære. Her lever grise af den gamle danske sortbrogede race tæt på et naturligt liv, inden de ender som velfærdsdelikatesser.
De opdrætter desuden jersey tyrekalve, der ellers almindeligvis aflives som spæde, til kødproduktion. Marxisme og økologi går som bekendt ganske godt hånd i hånd. Et besøg kan anbefales.
Et andet højdepunkt var demonstrationen om fredagen til støtte for Gaza, et resultat af lejrens aktivistworkshop. Her talte et socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen i Middelfart. Fra Fredericia kom Enhedslistens Cecilie Roed Schultz og holdt et brag af en tale, både meget personlig og skarp analytisk..
De tilbagemeldinger om emnevalget, stemningen, maden og alt det andet, som arrangeørgruppen fik, var ganske positive. Så vi er en del, der glæder os til at være med på næste års sommerlejr, i uge 30 samme sted.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278