De danske F-16 kampfly kan inden længe - med fuldt overlæg - skulle kaste bomber i Irak og Syrien, som ikke kan undgå at ramme civile.
Der kan opstå situationer, hvor vi vil være nødt til at acceptere, at de militære mål er så vigtige, at vi ikke kan undgå at ramme civile.
Flemming Lentfer, generalmajor, Værnsfælles Forsvarskommando
Sådan lyder udmeldingen nu fra Forsvarskommandoen. Det er første gang, at militæret melder så klart ud, at man risikerer at ramme civile. På nuværende tidspunkt foregår flere kampe i beboede områder.
– På dette tidspunkt i denne konflikt, må vi erkende, at der kan opstå situationer, hvor vi vil være nødt til at acceptere, at de militære mål er så vigtige, at vi ikke kan undgå at ramme civile, siger generalmajor Flemming Lentfer, der er chef for Operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando og dermed chef for de danske soldater, der er udsendt i Operation Inherent Resolve i Syrien og Irak.
I juni gjorde også forsvarsminister Peter Christensen det på et lukket møde Udenrigspolitisk Nævn klart, at det kan blive nødvendigt at bombe tætbefolkede områder i Irak og Syrien, selvom man på forhånd ved, at der er risiko for at ramme civile.
Hvem har ansvaret
Den amerikanske ngo Airwars, som systematisk opgør de bomber, der bliver kastet i Syrien og Irak, og de civile tab, hilser den danske ærlighed velkommen.
– Krigen mod Islamisk Stat er de seneste uger blevet mere voldsom. Den USA-ledede koalition forsøger at give indtryk af, at deres bomber ikke dræber civile. Derfor hilser vi dansk militærs ærlighed om de civile ofre velkommen, siger Chris Woods fra Airwars til Arbejderen.
– Men når de danske myndigheder nu åbent går ud og siger, at civile tab er uundgåelige, er det bydende nødvendigt, at militæret er mere præcise om, hvornår og hvor man bomber. Befolkningerne i Irak og Syrien har ret til at vide, hvem der påfører dem ødelæggelse og lidelse i kampen mod Islamisk Stat, og dermed har ansvaret, påpeger han.
Hvis ikke denne åbenhed er til stede, er det umuligt for de civile at vide, hvor de kan søge erstatning for de tab, de lider. Ifølge koalitionens egne retningslinjer er det hvert enkelt land i koaltionen, der er ansvarlig for de bomber, de kaster.
– Vores beregninger viser, at mere end 1500 civile foreløbig er døde i koalitionens luftkrig i Irak og Syrien. Mange flere civile vil dø, efterhånden som koalitionen vil forsøge at indtage storbyerne Mosul og Raqqa, hvor millioner af uskyldige irakere og syrere er fanget.
Specialstyrker på vej
De danske bombefly flyver deres missioner fra Incirlik-basen i Tyrkiet. Herfra har flyene siden juni fløjet på bombetogter og overvågningsmissioner i Irak og Syrien. Kampflyene skal - foreløbig - være udstationeret i seks måneder.
I sidste uge kastede de danske F-16 bomber nummer 101 siden missionens start i juni.
Meget tyder på, at danske specialstyrker nu også er på vej til Irak og Syrien. Den kommende tid skal de danske soldater forberede "modtagelse og koordination af danske specialstyrkeoperationssoldater og deres etablering på Al Asad Airbase", hedder det blandt andet i Forsvarskommandoens seneste Mission Update om den danske deltagelse i den USA-ledede krig i Irak og Syrien.
Danmark kan sende op til 60 specialsoldater afsted til Irak og Syrien, ifølge det beslutningsforslag som Folketinget vedtog i april om den danske krigsindsats.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278