Dansk militær øver sig i at blive indsat mod civile demonstranter.
Den nyoprettede enhed Hærens Efterretningscenter (HEC) gennemførte i sidste måned en øvelse i Nymindegab-lejren og Oksbøl øvelsesterræn, som gik ud på at håndtere demonstranter, der er imod en lokal regering og ikke ønsker militærets tilstedeværelse.
For at opretholde ro og orden kan det nogen gange være nødvendigt at eskalere situationen.
K. A. Petersen.
Øvelsen byggede på et NATO-scenarie med udgangspunkt i Skandinavien.
- Øvelsen gik ud på at træne de forskellige indhentningsmidler, som HEC har for at finde ud af vores modstanderes hensigter. Vi trænede blandt andet elektronisk krigsførelse - det vil sige overvågning af radiosignaler i luften. Jeg kan ikke komme konkret ind på, hvad vi konkret er i stand til at overvåge. Men det kan være alt, siger K. A. Petersen, kaptajn i HEC, til Arbejderen. Han er uddannelsesofficer og var med til at planlægge øvelsen. Han ønsker ikke at oplyse sit fornavn.
Droner og konfrontation
Herudover trænede efterretningssoldaterne brug af "Humints" - det vil sige indhentning af informationer fra civilbefolkningen. Og endelig trænede de indhentning af informationer ved hjælp af små droner med kameraer på, så de kan få et her- og nu billede af det område, de opererer i.
- Øvelsen gik ud på at indhente oplysninger og få styr på en gruppe demonstranter, der ikke ønskede vores tilstedeværelse. Scenariet var, at vi skulle beskytte en lokal regering og hjælpe dem med at opretholde ro og orden, forklarer K. A. Petersen.
Ifølge oplægget til øvelsen skulle soldaterne "... også håndtere mindre grupper af demonstranter – og det kan nogle gange eskalere til håndgemæng",
- Der blev også trænet fysisk kontakt, hvor man er lidt hårdfør. For at opretholde ro og orden kan det nogen gange være nødvendigt at eskalere situationen. Det betyder, at vi går fra at tale pænt til folk, til at tale mindre pænt og til i sidste ende at bruge magt, uddyber K. A. Petersen.
I alt deltog 250 soldater fra HEC i øvelsen.
Efter øvelsen har Hærens Efterretningscenter evalueret på indhold og udbytte. Men kaptajnen ønsker ikke at oplyse, hvilke erfaringer HEC har gjort sig i at være indsat mod civile.
Vil samle efterretningskapaciteter
Hærens Efterretningscenter blev officielt oprettet den 1. marts 2014. Ifølge HEC's hjemmeside blev efterretningscentret oprettet, fordi "Hæren ønskede at samle sine mange efterretningskapaciteter for herved at styrke området". Efterretningscentrets motto er "Viden er styrke".
HEC har 457 fastansatte, hvoraf 12 er civile. HEC's enheder er placeret på Varde Kaserne, på Ryes Kaserne i Fredericia og indtil marts 2015 på Svanemøllens Kaserne i København.
På Varde Kaserne holder staben til samt 1. og 2. Military Intelligence Bataljon (MIBTN). De to bataljoner udgør kernen i HEC hvad angår indhentning, behandling og formidling af informationer og efterretninger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278