10 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mindre fattigdom er ikke del af regeringens sociale mål

Kritik fra socialt bagland

Mindre fattigdom er ikke del af regeringens sociale mål

Nedskæringerne på kontanthjælpen spænder ben for flere af socialministerens mål, mener formændene for Rådet for Socialt Udsatte og Socialpolitisk Forening.

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Bekæmpelse af fattigdom er ikke en del af de 10 sociale mål, som socialminister Karen Ellemann fremlagde i mandags.

Det er beskæmmende, at man ikke vil måle på udviklingen af fattigdom.
Majbrit Berlau, socialrådgiverformand

Det er ikke overraskende set i lyset af, at regeringen har besluttet at afskaffe fattigdomsgrænsen, konstaterer Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

– Men det er beskæmmende, at man slet ikke vil måle på udviklingen af fattigdom, siger Majbrit Berlau.

De 10 mål sætter fokus på, at udsatte børn og unge skal have mere ud af deres skolegang, så de kan gennemføre en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet. Også mennesker med handicap eller psykisk lidelse skal sikres uddannelse og beskæftigelse. Derudover skal færre udsatte unge begå kriminalitet, antallet af hjemløse skal ned, og der skal være større effekt af misbrugsbehandling.

Regeringen har ikke konkrete måltal for de forskellige områder.

Flere fattige

Formændene for Rådet for Socialt Udsatte og Social Politisk Forening deler Majbrit Berlaus kritik. De peger desuden begge to på, at regeringens nedskæringer af kontanthjælpen vil spænde ben for flere af socialministerens mål.

– Beskæftigelsesministeren har netop offentliggjort tal, der viser, at fattigdommen vil stige med over 25 procent i de kommende år blandt andet på grund af kontanthjælpsloftet. Hvis reformerne fører til flere hjemløse, som mange har forudsagt, må regeringen tage sine egne mål alvorligt og ændre politikken, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Knud Aarup, formand for Socialpolitisk Forening, peger på, at de mange børn, der bliver ramt af nedskæringerne i kontanthjælp, får sværere ved at tage en uddannelse.

– Der er masser af forskning, der viser, at mennesker der er økonomisk udfordret, ikke evner at lære i samme grad som andre, siger Knud Aarup.

Også Flora Ghosh, direktør for LivaRehab, efterlyser mål for fattigdom. Der er også andre områder, hun savner på listen.

– Der er overhovedet ikke sat mål i forhold til prostitution eller senfølger efter incest og seksuelle overgreb. Men vi ved, at over halvdelen af ofrene for incest og seksuelle overgreb ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, siger Flora Ghosh.

Hun efterlyser langt bedre hjælp til de her kvinder og henviser blandt andet til, at den særlige psykologordning til incestofre er blevet afskaffet.

Ingen ekstra penge

Både Flora Ghosh og Jann Sjursen peger også på det utilstrækkelige i at målene ser på effekten af misbrugsbehandlingen, når virkeligheden er, at alt for få i dag kommer i behandling.

– 70-90.000 personer har et behandlingskrævende stofmisbrug, men kun 17.500 er i behandling. 140.000 ar alkoholafhængige, men kun cirka 15.000 er i offentligt finansieret alkoholbehandling. Hovedudfordringen er af få flere i behandling, siger Jann Sjursen.

Alle fire kritikere er enige om, at det er godt, at regeringen opstiller sociale mål. De glæder sig også over, at regeringen en gang om året vil se på, hvordan det går i forhold til at overholde målene. 

Men Knud Aarup ser et problem i, at de sociale mål reduceres til Socialministeriets område. 

– Hvis de her mål skal opfyldes, skal indsatsen tænkes sammen med skoleområdet, uddannelsessystemet, beskæftigelsesområdet, sundhed og integration. Det skal være meget konkret, hvad skal man gøre for at nå de her mål, for eksempel hvordan man skal forbedre specialundervisningen i folkeskolen, siger Knud Aarup.

Regeringen afsætter ikke ekstra penge til at opfylde de sociale mål.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. maj. 2016 - 07:54   18. maj. 2016 - 08:00

Socialpolitik

ur@arbejderen.dk
Regeringens sociale mål
  • Udsatte børn og unges faglige niveau i folkeskolen skal forbedres.
  • Flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
  • Flere personer med handicap skal i uddannelse og beskæftigelse.
  • Flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse og beskæftigelse.
  • Flere personer udsat for vold i nære relationer skal i uddannelse og beskæftigelse.
  • Færre udsatte unge skal begå kriminalitet.
  • Færre skal være hjemløse.
  • Større effekt af misbrugsbehandlingen.
  • Større effekt af alkoholbehandlingen.
  • Flere uden for arbejdsfællesskabet skal deltage i den frivillige indsats.