I det lille cafeteria i lufthavnen i Kangerlussuaq i Grønland sidder den 29-årige minearbejder Minik Josefsen og får sig en kop kaffe.

Han venter på den båd, der skal sejle ham til anorthositminen lidt udenfor byen.

Jeg håber på, at vi på sigt kan uddanne grønlandske geologer og ingeniører, så vi selv kan udnytte vores råstoffer.
Minik Josefsen, minearbejder

Her skal han arbejde og bo de næste fire uger, før han kan holde fri i to uger og igen se familie og venner i hans hjemby Maniitsoq, der ligger 300 kilometer fra minen. Herefter er det afsted til minen igen og arbejde i fire uger.

Når han er på arbejde i minen, arbejder han tolv timer om dagen – fra klokken syv til klokken 19. Kun afbrudt af tre pauser. Han er maskinfører og kører de store maskiner – kran, gummiged og dumper.

– Når dumperen er fyldt op med malm, er den godt tung, fortæller Minik Josefsen med et smil.

Når han ikke kører rundt med malm fra minen, vedligeholder han den grusvej, som de store maskiner kører på frem og tilbage fra minen. Han er også med til at bore i bjerget og placere spængstof, når der skal spænges i minen.

Minen blev åbnet i 2018 af det canadiske mineselskab Hudson Resources. Minen producerer anorthosit, der blandt andet bliver brugt til at producere maling, hvid cement, glasfiber og aluminium.

Mineselskabet har fået licens til – de næste 50 år – at udvinde anorthosit fra Qaqortorsuaq-bjerget, der ligger 80 kilometer fra Kangerlussuaq. Minen er unik, fordi forekomsten er så massiv og ensartet og strækker sig over et otte kilometer langt område.

En stolt minearbejder

Minik Josefsen er stolt af at være minearbejder, og han ser minedrift som et vigtigt skridt på vejen mod et selvstændigt Grønland.

– Jeg håber på, at jeg ved at arbejde i minen kan gøre Grønland mere økonomisk uafhængig af bloktilskuddet fra Danmark. På den måde tror jeg også, at vi kan blive mere stolte af vores land, forklarer Minik Josefsen.

Han håber på, at skat fra de udenlandske mineselskaber kan være med til at udbygge Grønlands velfærdssamfund.

– Hvis selvstyret får flere indtægter, kan vi satse mere på uddannelse. I dag arbejder grønlænderne for udenlandske mineselskaber som minearbejdere, rengøringsfolk og i kantinen. Jeg håber på, at vi på sigt kan uddanne grønlandske geologer og ingeniører, så vi selv bliver i stand til at udnytte vores råstoffer, fortæller Minik Josefsen.

Han har gået på råstofskolen i Grønland i fire år og været i praktik i en svensk mine flere hundrede meter under jorden.

– Jeg så et indslag om mineindustrien i fjernsynet og blev nysgerrig. Minebranchen var forholdsvis ny i Grønland dengang. Jeg tænkte, at det var en branche med fremtid i og en stabil indtægt. Jeg overvejede også at blive fisker, men en fiskers indtægt er meget usikker, fordi den er afhængig af vejret, havstrømmen og antallet af kvoter og prisen på verdensmarkedet, fortæller Minik Josefsen.

I sin sparsomme fritid går han på jagt efter sæler, moskusokser og rensdyr. Han skød sit første rensdyr, da han var 13 år. Da han var 15, skød han sin første moskusokse.

Han har lige skudt – eller fanget, som det hedder på grønlandsk – to rensdyr. Han finder mobiltelefonen frem og viser stolt et flot, stort rensdyr frem. Han glæder sig, til han igen har fri. Så kan han lige nå hjem til to dages rensdyrjagt, før jagtsæsonen slutter for i år. Han har to kummefrysere derhjemme, som endnu ikke er fyldt op med kød til vinteren...

– Byg dæmninger i stedet for lufthavne

Den grønlandske regering vil sammen med USA og Danmark investere milliarder i nye internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

USA og Danmark stiller krav om, at lufthavnene skal åbnes for militære fly. De to nye lufthavne vil give USA's og dansk militær flere muligheder for at lette og lande med både transportfly og kampfly i Grønland.

I dag er lufthavnene i Thule og Kangerlussuaq de eneste, som NATO kan bruge militært. Hvis NATO også får adgang til lufthavne i Nuuk og Ilulissat, vil den militære alliance have større mulighed for at operere i Grønland.

Men Minik Josefsen sætter spørgsmålstegn ved, om det er i Grønlands interesse at bygge internationale lufthavne, hvor der også skal kunne lande militære fly.

– I stedet for at bygge nye lufthavne bør selvstyret satse på mineindustrien, mener Minik Josefsen.

Han uddyber:

– Udbygningen af en enkelt lufthavn koster lige så meget, som det vil koste at bygge to dæmninger, der kan producere energi til et procesanlæg, der kan omdanne bauxit til aluminium. På den måde kunne man sikre arbejdspladser i Grønland og sikre, at vores råstoffer ikke bare forlader landet, men at vi selv står for værdiforøgelsen. Der er stor forskel på prisen, alt efter om du eksporterer bauxit eller det færdige produkt aluminium.

Styr på skat, arbejdspladser og miljøet

Den unge minearbejder håber på, at den grønlandske stat en dag selv begynder at udvinde landets råstoffer.

– Det kræver mange penge at starte en mine op. Og det kan være en risikabel investering, fordi priserne på råstoffer svinger meget. Men efterspørgslen efter råstoffer forventes at stige i fremtiden, fordi de skal bruges til eksempelvis batterier i den grønne omstilling. Så hvis investeringen kan ske forsvarligt, er det en god idé, hvis selvstyret opretter sit eget selskab og begynder at udvinde råstoffer, mener den unge minearbejder.

Et statsejet grønlandsk selskab er samtidig en god måde at sikre, at det grønlandske samfund får maksimalt udbytte af værdierne i undergrunden.

– På den måde kan vi sikre, at værdierne bliver i Grønland, samt at der bliver betalt skat og skabt arbejdspladser i Grønland – og at forurenet affald fra minen bliver bortskaffet forsvarligt. Vi har kun de ressourcer, vi har. Når vi har udvundet de mineraler, vi har, så er der ikke mere. De kommer ikke igen. Derfor skal vi passe godt på dem og tænke os om, hvordan vi udvinder dem. Det er også vigtigt at tænke på miljøet. Vi lever i høj grad af fiskeri, så det vil være en katastrofe, hvis vi forurener vores natur. Jeg håber også på, at Grønlands råstoffer kan blive brugt til at sikre mere vedvarende energi rundt om i verden.

Udvindingen af anorthosit er simpel. Det er en åben mine. Så det canadiske mineselskab behøver kun at bore og sprænge malmen ud af bjerget og knuse de store stenstykker. Herefter bruger mineselskabet magneter til at sortere anorthositten fra malmen.

Mineselskabet har oprettet sin egen dybvandshavn, så fragtskibe kan hente anorthositten og eksportere den til eksempelvis USA. Mineselskabet har investeret 200 millioner kroner i minen og håber på at kunne bryde 285.000 ton anorthosit årligt.

I september kunne selskabet bag minen, Hudson Resources, sende den første sending på 14.000 ton anorthosit afsted fra minen.

Mineselskabet kalder minen for et 100-årsprojekt, fordi de forudser en massiv efterspørgsel efter anorthosit de kommende årtier, kan man læse i mineselskabets beskrivelse af sit projekt i Grønland. Anorthosit bliver blandt andet brugt i hvid cement og E-glas.

Grønland har en unik forekomst af anorthosit. "Eneste større forekomst er på månen 384.000 kilometer væk", konstaterer mineselskabet på sin hjemmeside.

Glad direktør

Direktøren for mineselskabet Hudson Resources, Jim Cambon, er glad for sin nye mine og ikke mindst for de grønlandske arbejdere, der knokler i minen på 14-dages skiftehold.

– Mineindustriens kapital har mange muligheder for at investere rundt om i verden. Men Grønland er et fremragende sted at investere og lave forretninger. Den grønlandske regering lytter virkelig til investorer og mineselskaber. Vi har et glimrende samarbejde og en god dialog. Vi er meget optimistiske for fremtiden, forklarer Jim Carbon til Arbejderen.

Han fortsætter:

– De grønlandske arbejdere kører de store maskiner, borer og sprænger malm i minen og arbejder i køkkenet. De får mellem 150 og 200 kroner i timen før skat inklusive overarbejde og tillæg. De grønlandske arbejdere er meget mobile og villige til at prøve et andet arbejde for fem kroner ekstra i timen, fortæller minedirektøren.

Det canadiske minefirma har ikke overenskomst med den grønlandske fagforening SIK.

Den grønlandske fagforening SIK bekræfter overfor Arbejderen, at det endnu ikke er lykkedes at få det canadiske minefirma til at tegne overenskomst, men at man arbejder på sagen og håber på at kunne tegne overenskomst med minefirmaet i 2021.

På EU's kritiske liste

Minedirektørens ambitioner stopper ikke med anorthositminen ved Kangerlussuaq.

Han håber på i løbet af tre til frem år at kunne åbne en mine i Grønland, der udvinder sjældne jordarter, tantal og niobium. Både sjældne jordarter, niobium og tantal er i høj kurs i EU, fordi de står opført på EU's seneste liste over kritiske råstoffer.

Niobium er et vigtigt råstof i vindmøller, elbiler og batterier, som EU skal bruge i sin grønne omstilling.

Sjældne jordarter, tantal og niobium er også helt uundværlige råstoffer i den militære oprustning, som EU har afsat næsten 100 milliarder kroner til i sit langtidsbudget for 2021-2027.

Både sjældne jordarter, niobium og tantal står opført på den særlige liste, som EU's våbenindustri og EU-kommissionen har udarbejdet over kritiske råstoffer i udviklingen af militært udstyr.

>> LÆS OGSÅ: EU's våbenindustri på mineraljagt i Grønland

Grønland er altså et oplagt mål for EU at få sine råstoffer fra i fremtiden. 

Så da EU-kommissionen i september offentliggjorde sin liste over kritiske råstoffer, skyndte direktøren for Hudson Resources at tweete, at Hudson Resources er klar til at levere sjældne jordarter, niobium og tantal til EU.

– EU har brug for sikre leverandører af kritiske råstoffer, så man ikke er afhængig af Kina. Derfor ville jeg gerne "hejse flaget" overfor EU og gøre opmærksom på, at der findes alternativer. I løbet af de næste tre til fem år håber vi på at opstarte en produktion af niobium og tantal, der står på EU's liste over kritiske råstoffer, fortæller Jim Cambon til Arbejderen.

EU har stort set ikke erfaring med minedrift. Der findes kun ganske få mineselskaber i EU. Af samme grund er europæiske mineselskaber stort set ikke aktive i Grønland.

Så hvis EU vil have fingre i Grønlands sjældne jordarter og mineraler, er man altså afhængig af mineselskaber som Hudson Resources fra Canada og lignende selskaber fra minelande som Australien og USA.

Lukkethed om omsætning og skat

Minik Josefsen og mange andre grønlændere håber på, at råstofferne i deres lands undergrund kan være med til at sikre indtægter til uddannelse og velfærd og til at opbygge det selvstændige Grønland, som langt størstedelen af grønlænderne ønsker.

Men minedirektøren for Hudson Resources vil ikke fortælle om – og i givet fald hvor meget eller hvor lidt – selskabet betaler i skat i Grønland.

– Det ønsker jeg ikke at fortælle dig. Vi afleverer hvert år en fortrolig rapport til den grønlandske regering med oplysninger om, hvor stor vores omsætning er, og hvor meget vi betaler i skat. Men det er ikke offentlig information, fortæller Jim Cambon til Arbejderen.

Grønlands Departement for Mineralske Råstoffer bekræfter overfor Arbejderen, at man er i besiddelse af oplysninger om Hudson Resources' omsætning og eventuelle skattebetaling i Grønland. 

Men den grønlandske regering har valgt at mørklægge alle de oplysninger, de modtager om de udenlandske mineselskabers omsætning og skattebetaling.

Arbejderen har søgt aktindsigt i Hudson Resources' – og en stribe andre mineselskabers – omsætning og eventuelle skattebetaling i Grønland.

Men Departementet for Mineralske Råstoffer afviser at give Arbejderen aktindsigt i minevirksomhedernes omsætning med henvisning til, at "... det er i selskabernes forretningsmæssige interesse, at der ikke meddeles aktindsigt i oplysninger omhandlende omsætning".

Også oplysninger om minevirksomhedernes eventuelle skattebetaling i Grønland bliver hemmeligholdt for offentligheden af mineselskaberne og det grønlandske selvstyre. "Skattebetalinger er fortrolige oplysninger", skriver Skattestyrelsen til Arbejderen.

Denne artikel er støttet af Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa.