Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har skiftet mening.
Hun offentliggør nu alligevel 16.000 skoleelevers oplevelse af lange skoledage, som hun ellers tidligere havde afvist. Besvarelserne forventes at ligge klar om to-tre uger, skriver Folkeskolen.dk.
Nu ser det så ud til, at det pres, vi har lagt sammen med de andre partier og lærernes fagblad, ser ud til at virke. Det er da strålende.
Jakob Sølvhøj, Enhedslisten
Lærernes fagblad har de seneste dage bragt flere artikler om en undersøgelse, hvor flere end 16.000 skoleelever er kommet med deres holdning til skoledagens længde. Alle elever fra 0. til 10. klasse fik længere skoledage som konsekvens af skolereformen, der trådte i kraft ved skoleårets start i 2014.
Hvordan elevernes svar ser ud, har Undervisningsministeriet imidlertid nægtet at give Folkeskolen.dk aktindsigt i med henvisning til at de indeholdt personfølsomme oplysninger.
Folketingspolitikere fra Enhedslisten, Konservative, SF og Liberal Alliance har blandet sig i debatten og kritiseret ministeren for at mørkelægge svarene.
– Nu ser det så ud til, at det pres, vi har lagt sammen med de andre partier og lærernes fagblad, ser ud til at virke. Det er da strålende, siger Enhedslistens undervisningsordfører Jakob Sølvhøj til Arbejderen.
Klar til samråd
Han var ellers klar til at kalde Ellen Trane Nørby i samråd for at få svarene ud til offentligheden.
Undervisningsministeren har slået på, at svarene ville blive fremlagt i en senere rapport, der evaluerer skolereformen. Og hun fastholder, at en udlevering af data vil være en krænkelse af personfølsomme oplysninger.
I en kommentar til Folkeskolen.dk skriver Ellen Trane Nørby:
"Hverken ministeriet eller jeg har interesse i, at elevers holdning til skoledagens længde ikke kommer frem, men det er klart, at lovgivningen skal overholdes. Og der har styrelsens jurister vurderet, at hensynet til beskyttelse af personfølsomme oplysninger har talt imod at imødekomme den anmodning om aktindsigt i elevernes besvarelser, som bladet Folkeskolen har bedt styrelsen om. Den vurdering er ministeriets jurister enige i".
Enhedslisten var ikke en del af forligskredsen bag den omstridte skolereform. Det var SF til gengæld, så også her er der tilfredshed med, at elevernes svar bliver lagt frem.
– Det er faktisk lidt synd med det her forløb. Der bliver målt på alt muligt omkring den her reform, og derfor er det tosset, at man har villet tilbageholde de her oplysninger, siger SF-ordfører Jacob Mark til Arbejderen.
Glæde i forligskredsen
Han uddyber:
– Jeg har den grundlæggende holdning, at man ikke kan få for mange informationer. Uanset hvad svarene viser, så er formålet, at vi skal blive klogere. Kun hvis alle problemer bliver belyst, kan vi agere som politikere.
Tilbageholdelsen af svarene har givet grobund for unødige spekulationer, mener den konstituerede folkeskoleordfører hos de Konservative Anders Retz Johansson.
"Der tegner sig et billede af en minister, der vil dække over bagsiden ved folkeskolereformen. Det virker højest besynderligt for det er da yderst relevant at offentligheden får indblik i hvordan skoleeleverne oplever den lange skoledag", skriver han på facebook.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278