Den schweiziske biotek- og sprøgtegiftsgigant Syngenta har netop fået patent på en tomat.
Det er Det Europæiske Patentkontor, EPO, der - stik imod den europæiske patentlovgivning - har givet grønt lys for, at Syngenta kan tage patent på tomaten. Dette patent kommer også til at gælde Danmark.
Ved at udstede patenter på liv ignorerer EPO samfundets interesser og tjener udelukkende sine egne og virksomhedernes interesser.
Anna Rønne, NOAH
Da danskerne sidste år stemte ja til EU's patentdomstol, stemte vi samtidig ja til, at alle patenter, der bliver udstedt af Det Europæiske Patentkontor, bliver gældende i Danmark.
Allerede under afstemningen skrev Arbejderen flere artikler, hvor forskere og miljøfolk advarede om, at et ja til patentdomstolen ville betyde et ja til patent på liv, og at landmænd og forbrugere risikerer at komme i lommen på store biotekselskaber.
>> Læs artiklen Patenter på planter giver monopol til store firmaer
Den europæiske patentlovgivning forbyder ellers patenter på både plantesorter og forædlingsmetoder. Alligevel besluttede EPO i marts 2015, at plantefrø og frugter frembragt ved almindelig forædling, kan blive patenteret.
Denne beslutning har blandt andet ført til, at det schweiziske firma Syngenta har fået patent på tomater med et højere indhold af sunde og naturlige komponenter kendt som flavonoider. Patentet dækker både planten, frøet og frugten.
Det vækker vrede hos miljøorganisationen NOAH, at EPO er begyndt at udstede patenter på afgrøder og egenskaber, der ikke er en opfindelse, men allerede eksisterer i naturen. Ifølge NOAH ligger der i øjeblikket cirka 1000 ansøgninger om patent på liv og venter på at blive godkendt af EPO.
>> Læs artiklen Kræver patent på grise
- Risikoen er, at industrien kommer til at eje vores allesammens natur. Ved at udstede patenter på liv ignorerer EPO samfundets interesser og tjener udelukkende sine egne og virksomhedernes interesser. Hvis dette fortsætter, vil vi alle blive mere og mere afhængige af multinationale virksomheder som Monsanto og Syngenta, som gennem patenter får kontrol over vores adgang til fødevarer. De vil kunne bestemme, hvad vi spiser, og hvad det skal koste ved at kontrollere, hvad der må dyrkes og opdrættes i fremtiden, siger Anna Rønne fra NOAH til Arbejderen.
EPO bliver finansieret ved at udstede patenter. Så ved at bøje loven og tillade patent på liv, baner EPO vejen for både egne og for industriens interesser, advarer NOAH.
- Der er brug for klar besked fra vores regering om, at de vil handle aktivt for at stoppe den nuværende praksis i EPO. Ellers vil EPO fortsætte med at sælge ud af vores fødevarer til store virksomheder, uddyber Anna Rønne.
Kræver politisk handling
NOAH kræver, at regeringen tager sagen op i EPO’s administrative råd, som er den eneste politiske kontrol, der eksisterer i forhold til patentkontoret.
- Den danske regering bør samarbejde med andre regeringer for at stoppe EPO’s fremtidige udstedelse af patenter på planter og dyr. Danmark bør tage en førerposition, idet formanden for EPO’s administrative råd er den danske Jesper Kongstad, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen, fortæller Anna Rønne.
I øjeblikket lægger den internationale koalition No Patents on Seeds pres på, for at EPO’s praksis bliver stoppet, og de bliver støttet af hundredvis af organisationer over hele Europa. NOAH har netop - på vegne af koalitionen - sendt en opfordring til både finansministeren, justitsministeren og miljø- og fødevareministeren om at melde sig på banen og handle.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278