Næsten en gang om måneden mødes to af dansk våbenindustris helt tunge drenge med de andre 48 medlemmer af den magtfulde VL-gruppe 1:

Diskretion er som altid en dyd. Og citerer man fra et VL-møde, bryder man ikke bare en etikette. Man taler over sig.
VL-gruppernes kodeks

Carsten Dilling er bestyrelsesmedlem i Terma. Den danske virksomhed der fremstiller missilsystemer, dele til kampfly samt teknisk udstyr til krigsskibe.

Tim Sloth Jørgensen arbejder også for Terma. Han er desuden konsulent i Forsvarsministeriet og har stået i spidsen for Dansk Industris delegation til NIAG, en organisation som rådgiver NATO om køb af våben.

Derudover er Tim Sloth Jørgensen medlem af bestyrelsen i Weibel Scientific, der producerer radarsystemer til militæret. En del af Weibels præcisionsudstyr til artilleri "anvendes for at øge sandsynligheden for at ramme".

Magtfulde VL-grupper

De to forretningsmænd rydder jævnligt kalenderen for at netværke blandt ligesindede i det øverste lag af Danmarks elite.

Der findes mere end 100 VL-grupper med i alt næsten 4.000 medlemmer. Her samles blandt andre erhvervspinger, ambassadører, topembedsmænd, retspræsidenter, direktører for pensionsselskaber, tidligere ministre, generaler, kammerherrer, skibsredere, generalkonsuler, grever og kapitalfondsmanagere i en uformel atmosfære for at "udveksle erfaringer og drøfte holdninger".

De får desuden mulighed for at "være med i tiltag vedrørende ledelsesmæssige, samfundsmæssige og økonomiske forhold".

VL-gruppe 1 hører til blandt de allermest prestigefulde. Netop denne eksklusive personkreds tæller også generalmajor Max A.L.T. Nielsen. Han er chef for Flyverstaben, medlem af Forsvarskommandoen, indehaver af Kommandørkorset af Dannebrogordenen og har haft en lang karriere i NATO. Blandt venner kaldes han bare Malt.

Lægger generalmajoren mon et godt ord ind de rigtige steder for sine to logebrødre Carsten Dilling og Tim Sloth Jørgensen, når lukrative våbenordrer til den danske hær og landene i den nordatlantiske militæralliance skal fordeles?

At undersøge den slags spørgsmål på befolkningens vegne for at prøve at blotlægge nogle af de habilitetsproblemer, en række VL-medlemmer kæmper med, hører ideelt set til pressens opgave.

Og demokratiets vagthund er da også til stede ved hvert eneste møde i VL-gruppe 1. Med den traditionelle opfattelse af medier og journalister i baghovedet kunne man sagtens forestille sig, at mediernes repræsentanter kommer for netop at stille kritiske spørgsmål og på den måde fungere som samfundets kontrolmekanisme, når medlemmer af Danmarks absolutte elite sætter hinanden stævne.

Det er dog ikke tilfældet. Tværtimod dukker chefredaktør for Altinget og Mandag Morgen Lisbeth Knudsen og Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard op til møderne som fuldgyldige, ligeværdige og loyale medlemmer af VL 1.

Til VL-møderne er den fjerde statsmagt ikke med for at indvie offentligheden i diskussionerne, men for selv at deltage i dem og ikke fortælle befolkningen om, hvad der bliver sagt.

Diskretion er en dyd

Lisbeth Knudsen har en ekstra kasket på, idet hun også er bestyrelsesformand i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, der organiserer VL-grupperne. Ifølge VL-netværkets hjemmeside bygger "vores sammenslutning" på "uskrevne skikke".

Mette Østergaard og Lisbeth Knudsen har ligesom alle andre VL-medlemmer valgt at underordne sig et særligt kodeks. Det regulerer gruppemedlemmernes adfærd og skal forstås som en "stille hvisken". Det fremgår blandt andet:

"Diskretion er som altid en dyd. Og citerer man fra et VL-møde, bryder man ikke bare en etikette. Man taler over sig."

Denne del af kodekset lægger et slør over aktiviteterne i de enkelte VL-grupper. Sammenkomsterne er omgærdet af mystik. De er præget af ekstrem lukkethed. Kun yderst sjældent slipper det ud, hvad samfundsspidserne i det fasttømrede netværk taler om.

At denne form for social interaktion kan have et element af kammerateri stod dog klart allerede i 1993. Højst usædvanligt gav den tidligere storentreprenør Axel Juhl-Jørgensen dengang et indblik i den lukkede verden:

"Jeg har forretningsmæssige forbindelser med flere af de andre i gruppen. Og det er da klart, at vi taler forretninger, når vi efter middagen sidder en fire-fem stykker sammen. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg for eksempel har haft en del med Københavns Havn at gøre. Og at det i den forbindelse jo har været nemt at komme i kontakt med havnedirektør Erik Schäfer i min gruppe. På samme måde har en af gruppemedlemmerne netop lejet sig ind i en af vores bygninger, og det var nok ikke sket, hvis ikke vi sad i gruppe sammen," sagde han om sit medlemskab af VL 23 i Magtens bog (Politikens Forlag).

Generelt om netværket gælder ifølge journalist Lars Halskov i samme bog: Både givtige ordrer og vennetjenester befordres af et VL-medlemskab.

Profit på krig

De våbenfirmaer, hvor Carsten Dilling og Tim Sloth Jørgensen sidder i bestyrelsen, og som de repræsenterer i VL 1, har solgt avanceret militært isenkram til Tyrkiet.

Weibel har indgået flere kontrakter om levering af militært radarudstyr til landet. Og Terma har eksporteret radarsystemer til både Tyrkiets flåde og til tyrkiske lufthavne.

Landet har ellers et bedrøveligt forhold til menneskerettighederne. Årtiers jævnlige og borgerkrigslignende angreb på den kurdiske minoritet har krævet titusindvis af døde, langt de fleste civile kurdere dræbt af den tyrkiske hær.

Den 9. oktober 2019 invaderede Tyrkiet det nordlige Syrien i en aktion, der kostede snesevis af civile livet og drev 300.000 på flugt. Amnesty International vurderede operationen på følgende måde:

"Den tyrkiske militæroffensiv i det nordøstlige Syrien har skabt kaos og ødelagt tilværelsen for syriske civile, der endnu en gang er blevet tvunget til af flygte fra deres hjem og lever i konstant frygt for vilkårlige bombardementer, bortførelser og summariske henrettelser. De tyrkiske styrker og deres allierede har udvist fuldkommen ligegyldighed, når det gælder civile tab, udført dødelige angreb mod boligområder, der har dræbt og såret civile."

De kurdiske sundhedsmyndigheder i det nordøstlige Syrien udtalte den 17. oktober 2019, at mindst 218 civile, herunder 18 børn, var blevet dræbt i Syrien siden offensiven begyndte. I et af de mest forfærdelige angreb, der blev dokumenteret, beskrev en kurdisk Røde Halvmåne-arbejder, hvordan han hev lig ud af ruinerne fra et tyrkisk luftangreb den 12. oktober klokken cirka syv om morgenen.

To bomber landede tæt på en skole i Salhiye, hvor civile fordrevet fra kampene havde søgt tilflugt.

"Alt skete så hurtigt. I alt var der seks sårede og fire dræbte, herunder to børn. Jeg kunne ikke se, om de var drenge eller piger, fordi deres lig var helt sorte. De lignede trækul. De to andre dræbte var ældre mænd, de så ældre ud end 50," sagde han og tilføjede, at den nærmeste frontlinje var mere end en kilometer væk, og at der ikke var nogen krigere eller militære mål i nærheden ved tidspunktet for angrebet.

Terma producerer og eksporterer dele til F-16 kampfly til USA, der har solgt F-16 kampfly til Tyrkiet. Alligevel har Terma afvist at undersøge, om de tyrkiske F-16 kampfly, der blandt andre bomber kurdiske og syriske civile, er udstyret med dele udviklet af det danske våbenfirma.

Krigsforbrydelser

Allerede i 2001 kom det frem, at det selskab, hvor Tim Sloth Jørgensen nu er chief strategy officer, og som Carsten Dilling senere valgte at træde ind i bestyrelsen for, leverede udstyr til Israels F-16 kampfly. Israels luftvåben brugte Termas teknologi til angreb mod det palæstinensiske selvstyre i Gaza og på Vestbredden.

Også i den igangværende krig i Yemen har Termas avancerede våbenudstyr været i spil. Våbenfirmaet fremstiller selvbeskyttelsesudstyr til de F-16 kampfly, som den saudiarabiske koalition bruger til sine bombetogter.

Selvbeskyttelsesudstyret betyder, at kampflyene stort set risikofrit kan udføre bombardementer. Ifølge en rapport fra FN skyldes størstedelen af de civile tab i krigen luftangreb fra den saudiarabiske koalition.

FN slår fast, at luftangrebene har ramt "beboelsesområder, markeder, begravelser, bryllupper, fængsler, civile både og sygehuse". Termas udstyr har bidraget til at "slå børn ihjel" ifølge udviklingsorganisationen Oxfam Ibis.

I en sjælden medieberetning om situationen for de civile, der blev angrebet af det luftvåben, som Terma leverede udstyr til, optræder to mindreårige drenge. En flybombe slog ned ved siden af deres skolebus, da den gjorde holdt ved markedet i Dahyan i Yemen i august 2018.

40 af deres jævnaldrende kammerater blev dræbt. Da DR's journalist møder den overlevende Mukhtar på en begravelsesplads, står han "klejn og rank i en ternet bomuldsjakke med lidt ekstra fyld i skuldrene og stirrer på billedet af hans ven ved én af gravene; en dreng, der heller ikke er fyldt ti."

Journalisten beskriver baggrundsstøjen: 

"Jagerfly cirkulerer over vores hoveder. Vi kan ikke se dem, men deres susen skærer gennem luften med samme tydelighed, som hvis jeg stod på en strand og kunne høre menneskestemmer langt ude på vandet. Flyenes susen fortæller også en historie. Om usikkerhed og konstant frygt blandt de yemenitter, der bor i det nordligste Yemen, tæt på den saudiske grænse, og som lever med ofte daglige luftangreb."

Flere andre drenge fra flyangrebet på skolebussen kæmper med deres kvæstelser. På førstesalen af en ældre bygning i flere etager bygget af jord ligger Younes på en madras under et lyserødt tæppe, fremgår det af reportagen. Hans hoved er indbundet i bandager. Hans højre hofte og ben holdes sammen af skruer og metalpinde.

"Jeg ved ikke, hvorfor bussen holdt ind på markedet. Chaufføren skulle måske hente noget vand til os eller snacks. Så hører jeg en høj lyd. Og derfra husker jeg intet. Når jeg hører fly nu, bliver jeg bange og holder mig for ørerne," siger Younes til DR's journalist.

For enden i det aflange rum står hans kørestol. Han kan ikke gå. Hver gang familien skal på hospitalet, skal de slæbe kørestolen og Younes ned ad nogle skæve muddertrappetrin.

"Jeg kan stadig ikke rigtigt se på mit højre øje," siger Younes.

At anspore til krigshandlinger

Med tanke på, hvor mange menneskelige lidelser angreb foretaget af Tyrkiet, Saudi-Arabien og Israel påfører civile, kunne det ud fra et traditionelt journalistisk kriterium om væsentlighed sagtens være relevant for de tilstedeværende medier at lave et kritisk interview med krigsindustriens repræsentanter i et forum som VL 1.

Men til hvert møde forpasser Mette Østergaard og Lisbeth Knudsen øjensynligt den mulighed. Faktisk har især Berlingske en ret positiv tilgang til oprustning og brug af krig til at løse internationale konflikter.

For eksempel lagde Mette Østergaard den 19. maj 2018 sammen med avisens anden chefredaktør, Tom Jensen, navn til en leder, hvor det fremgår:

"Det er på tide, at alle (europæiske NATO-lande) forøger forsvarsudgifterne".

Og en leder prydet af små portrætter af Mette Østergaard og Tom Jensen beklager den 29. januar 2018, at det "sjældent (er) nemt at overbevise vælgerne om behovet for at bruge nye milliarder til militære udgifter". Alligevel har Berlingske den holdning at: "Forsvarsbudgettet (i Danmark) burde vokse endnu mere og endnu hurtigere."

På trods af befolkningens skepis mod at bruge endnu flere penge på krigsmateriel og at vælgerne ofte i meningsmålinger placerer militærets betydning på sidstepladsen – som lederskribenterne selv medgiver – glæder de sig alligevel over, at et flertal i Folketinget nu er med på øgede udgifter til militær:

"Omsider er (der) politisk vilje til at genopbygge dansk forsvar til en standard, som et af verdens rigeste lande kan være bekendt."

"(…) at militære vurderinger og NATO's behov (fik) en væsentlig betydning for den politiske beslutning (om at tilføre hæren flere midler)" kalder de en "god begyndelse på genopbygningen af dansk forsvar".

I en leder fra den 9. april 2018 ansporer Berlingske NATO-lande til krigshandlinger, idet et muligt missilangreb på Syrien behandles:

"Der bør lyde en ros til Trump og Macron, såfremt de lægger handling bag ordene og går efter målrettet at skade Bashar al-Assads regime." 

Lederen fortsætter:

"Vi må håbe, at Trump og Macron holder fast i deres trussel (om at angribe Syrien med missiler)."

Troværdighed

Kan der opstå problemer med troværdigheden og den journalistiske etik, når holdningerne i de ledere, Mette Østergård bidrager til, sådan afspejler de andre VL-medlemmers interesser – vel at mærke medlemmerne fra våbenindustrien (Carsten Dilling og Tim Sloth Jørgensen) og hæren (Max A.L.T. Nielsen)? Især når emner som oprustning og militære aktioner mod andre lande tages under behandling.

Ifølge professor i journalistik på Roskilde Universitet Mark Ørsten er der en risiko ved, at journalister og redaktører får et for tæt forhold til den elite, som de selv skal skrive om. Han mener, det er uheldigt, at samfundets vagthunde holder lukkede møder med politikere og erhvervsliv som dem, der organiseres gennem VL-netværket. 

"Principielt er det et problem for medierne at blive kædet sammen med de magtinstanser, de skal kontrollere. Selvfølgelig kan medierne argumentere for, at de bør være med, men så bør det jo være som medier og ikke som endnu en magtinstans," sagde han til Information i 2005.

Allerede dengang påpegede Mark Ørsten, at det er som om, at det ikke er gået op for den fjerde statsmagt, at vi lever i et netværkssamfund, hvor beslutninger også tages andre steder end i de politiske institutioner:

"Mediernes øjne er rettet mod traditionelle institutioner som Folketinget, men netværkssamfundet er jo karakteriseret ved at gå på kryds og tværs af beslutningstagere. Det stiller den kritiske del af journalistikken over for den udfordring, det er at finde ud af, hvor beslutningerne tages, for det vil ofte være i uformelle fora. Hvis der så i et magtfuldt forum også er referatforbud, kan der let træffes beslutninger, som vi andre aldrig bliver opmærksomme på," sagde Mark Ørsten.

Han hæftede sig ved, at "selv om der ikke er tale om formelle beslutningsorganer, kan der i grupperne skabes netværk, som fordrer bestemte typer samarbejde og i sidste ende fører til bestemte beslutninger."

Angående den overensstemmelse der hersker mellem Berlingskes ledere og våbenlobbyens interesser set i forhold til konstellationen af personer i VL 1, så har Berlingske selv et regelsæt for medarbejdernes adfærd. Under overskriften "Journalistisk integritet" står der:

"Journalisternes – eller andre redaktionelle medarbejderes – habilitet må ikke kunne drages i tvivl. Dette vedrører forhold af både politisk, ideologisk og økonomisk art. Journalister bør ikke være medlemmer af foreninger, politiske partier eller andet, der kan drage deres journalistiske integritet og motivation i tvivl."

Daværende chefredaktør på Berlingske, Niels Lunde, meddelte i 2005, at han havde afvist et tilbud om medlemskab af en VL-gruppe:

"Det er ikke foreneligt med min integritet. Man vil kunne stille spørgsmålstegn ved, om jeg har et andet forhold til dem, jeg sidder i VL-gruppe med, end jeg har til alle mulige andre. Jeg har ikke grund til at tro, at der foregår noget kritisabelt i VL-grupperne, men jeg vil ikke udsætte mig selv for den kritik, når jeg kan blive fri. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg går glip af flere interessante ting, og rent karrieremæssigt ville det måske være smart, men for avisens skyld vil jeg ikke melde mig ind," sagde han.

Ifølge Dansk Selskab for Virksomhedsledelse er medlemmerne af VL-grupperne kendetegnet ved at være i besiddelse af "indlysende kvaliteter" som for eksempel "moral". Mon drengen Younes i kørestolen i Yemen ville være enig i det, når det gælder våbenhandlerne fra Terma?